Læsetid: 3 min.

Sig noget pænt om RUC

Universiteterne slås om de egnede unge, og de faldbyder uddannelsernes herligheder. Senest har Roskilde Universitetscenter lavet et indstik til Berlingske Tidende og Urban, hvor du kan læse, at RUC er intet mindre end fantastisk
Universiteterne slås om de egnede unge, og de faldbyder uddannelsernes herligheder. Senest har Roskilde Universitetscenter lavet et indstik til Berlingske Tidende og Urban, hvor du kan læse, at RUC er intet mindre end fantastisk
1. juni 2007

'RUC skaber fremtiden'. Sådan står der på forsiden af det reklame-indstik, som Roskilde Universitetscenter (RUC) sidste uge vedlagde Berlingske Tidende og Urban. Et indstik, der skal vise læseren, at RUC, skaber fremtiden - er nytænkende og idéskabende. Med RUC er alt muligt, lyder det.

Det 16 sider lange indstik er ikke rekrutteringsmateriale, men derimod et imagetillæg for universitetscentret - fyldt med ildsjæle.

Imagetillægget benytter i meget lille grad studerende til at fortælle om RUC, men derimod får både erhvervslivet og flere kommuner tale og annonceplads.

Sig noget pænt

Så det er godt, at vi har RUC. Professor i journalistik på RUC Jørgen Poulsen mener, at det er beklageligt, at man på den måde bruger erhvervslivet og flere kommuner til at profilere universitetet.

"Tidligere brugte man studerende til at fortælle om universitetet. Det er åbenbart blevet for slidt en model, og så er man gået helt andre veje og har fået erhvervsfolk til at sige noget pænt om RUC," siger han og fortsætter.

"Et universitet skal pr. definition være uafhængigt af alle interesser. Her har man solgt fire til fem sider af sin uafhængighed til forskellige kommuner, hvilket er det modsatte af, hvad universitetet skal gøre."

Jørgen Poulsen mener ikke, at RUC opfører sig anderledes end andre universiteter, men savner saglighed og seriøsitet i profileringsmaterialet.

Studerende ved journalistik og medstifter af HippoCampus, RUCs uafhængige universitetsmagasin, Nina Trige Andersen, er heller ikke begejstret for indstikket.

"Jeg ser annoncen som et konkret vidnesbyrd om den udvikling, der er i gang, hvor universiteterne går fra at være relativt demokratiske og uafhængige til at være i direkte afhængighedsforhold politisk til den siddende regering og økonomisk til erhvervslivet. Det er vel også derfor, man har valgt at placere tillægget i Berlingske Tidende," siger hun.

Image, image, image

RUC-s kommunikationschef, Hanne Preisler, fortæller, at det ikke er kommende studerende, man har forsøgt at nå med reklamen.

"Det er et bevidst valg, vi har taget, at det skulle være et imagetillæg. Vi synes, der var et behov for at fortælle, hvad RUC står for efter den store institutreform, vi gennemførte sidste år og efter universitetsfusionerne, hvor RUC som et af de eneste universiteter fortsætter som selvstændigt universitet. Dér havde vi behov for at profilere os," siger Hanne Preisler.

Rektor på Aalborg Universitet (AAU), Finn Kjærsdam, har mange års erfaring med markedsføring af universitetets uddannelser. AAU var det første universitet i Danmark, der lavede reklamer på MTV, og fik ørerne i maskinen.

"Min erfaring er, at man ikke kan reklamere for sig selv. Det vigtigste er ens omdømme, og en hovedpointe er, at man intet vinder ved at fortælle, hvor god man er. Det orker unge mennesker ikke at høre på, medmindre man i kommunikationen, er ret ironisk over for sig selv."

Hårfin grænse

'RUC skaber fremtiden' tillægget, har kostet rundt regnet 305.000 kroner eksklusiv moms. Kommunikationschef Hanne Preisler mener ikke, at det burde have været mindre rosenrødt.

"Hvorfor skulle vi skrive historier, der er dårlige for RUC i et annoncetillæg? Det er dét, vi er stolte af, som vi profilerer. Det er lavet af en journalist udefra. Den redaktionelle linje har vi ikke blandet os i. Det giver troværdighed og læseværdighed at lave det på den måde, men ingen kan da være i tvivl om, at det er tænkt som en profilering af RUC."

Ifølge Finn Kjærsdam er grænsen hårfin mellem egenprofilering og uudholdelighed.

"Min erfaring er, at i det øjeblik man skader sig selv, er man gået over grænsen for, hvad der er i orden markedsføringsmæssigt," siger han, og påpeger, at tendensen er klar: Universiteterne markedsfører sig selv mere og mere.

Nina Trige Andersen siger om tendensen:

"Det her er endnu et led i den nye ledelse på RUCs bestræbelser på nærmest at gå foran regeringen i tilpasning til tonerne fra Bologna-proces og Lissabon-strategi, hvor økonomisk vækst bliver et selvstændigt og altoverskyggende parameter for, om ny viden er relevant eller ej. Ingen ministre på EU-plan vil kunne forestille sig en større morakker end ledelsen på RUC lige nu. RUC er i fuld gang med at miste sin integritet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu