Læsetid: 4 min.

Pakistan får international dumpekarakter

En amerikansk tænketank vurderer landet som en af verdens ti mest 'mislykkede stater' - og det vækker voldsomt mishag blandt de ærekære pakistanere
16. maj 2006

TOKYO - Lige siden sit statskup i oktober 1999 har general Pervez Musharraf, Pakistans stærke mand, hævdet, at stå som den store redningsmand, der forstår at værne nationen imod truende sammenbrud. I sidste uge kom imidlertid en helt anden vurdering fra den amerikanske tænketank Fund for Peace and Foreign Policy (FPFP), som rangerede landet på en niendeplads på sit indeks over verdens 'mislykkede stater' (FIS) - et næsten frit fald fra sidste års 34. plads og sågar værre end den miserable nabo, Afghanistan.

Pakistan er nu i gruppe med Zimbabwe, Sudan, Elfenbenskysten, Somalia, Irak og Haiti - stater som tilsyneladende er gået i total opløsning.

Så Pakistan har bevæget sig fra 'international paria' til hvad? Ingen elsker Generalen, men dette var dog for stærkt. Selv flere af regimets skarpeste kritikere rykkede ud til forsvar i et udbrud af indigneret patriotisme eller nationalisme.

"Et topmål af fordomme og absurditeter," tordnede avisen The Nation fra de lederspalter, hvorfra der normalt hældes endeløs galde ud over 'den herskende klasse'.

Naturligvis er det urimeligt at placere Pakistan i afrikansk selskab i et indeks over ustabilitet og mislykkede stater, og det er rent ud sagt grotesk at påstå, at Afghanistan skulle være i bedre forfatning.

At det alligevel er sket - og det trods en økonomisk vækst på syv procent - beror på faktorer af en helt anden slags end dem, der tæller for de fattigste stater: Islamabad har kernevåben, og risikoen for, at de i en ekstrem situation kunne falde i hænderne på religiøse ekstremister, er måske beskeden, men affærdiges kan den ikke.Føj hertil talebaniseringen og opstandene i grænseområderne mod Afghanistan, i Fata-land og Baluchistan, og en social jordbund som føder og gøder terrorisme - alt dette har drastisk påvirket Pakistans placering på listen.

For de fleste i Pakistan opfattes indekset som endnu et angreb baseret på antiislamiske attituder og den vestlige verdens 'islamofobi'.

Hvis FPFP havde forestillet sig, at de med en akademisk eksercits som FIS-indekset ville fremkalde eftertanke og konstruktiv debat i Pakistan, må de tro om igen. I stedet kommer det til at betyde det stik modsatte, og Musharraf er fuldkommen gået fri af anklagerne.

Den styrkede højrefløj

At påstå at den islamiske stat har stået i stampe siden 1999 er nu heller ikke rimeligt. Meget er sket. En del fremskridt er gjort, således at man trods alt bevæger sig i den rigtige retning, dvs. stik modsat de fleste af de lande, man nu på så ydmygende vis er blevet grupperet sammen med.

Andre komplekse problemer er dog blevet skabt, og det er en smule ironisk, at det for en stor dels vedkommende er på grund af forsøgene på at skride ind imod disse, at Pakistan er styrtdykket på det amerikanske ustabilitetsindeks.

Musharraf og hæren blev budt velkomne, da de tog magten. Det foregående regime var - skønt folkevalgt - dybt dysfunktionelt, stadig mere autokratisk og gennemkorrupt. Statskassen var tom, nationen dybt forgældet og økonomien stagneret. Fattigdommen, de sociale kløfter og utilfredsheden steg. Regimets støtte til Taleban, dets kernevåben og den stadige trussel om en ny militær konflikt med Indien skabte dyb bekymring internationalt.

Kursændringen indtrådte dog først i dagene efter 11. september, da USA tvang en i begyndelsen modvillig Musharraf til at vende sig imod Taleban og åbne en ny front i krigen mod terrorisme. Det politiske sporskifte førte til et nyt økonomisk boom, men styrkede også indirekte den ekstreme religiøse højrefløj, jihadbevægelsen og forværrede de etniske spændinger i landet.

Øget amerikansk pression fik for to år siden den pakistanske hær til at gøre, hvad end ikke briterne vovede i deres imperiedage: at gå ind i det 'selvstyrende' og lovløse Fata-land langs grænsen til Afghanistan. 80.000 soldater er indsat her for at 'forsegle' den umarkerede såkaldte Durand-linje, som udgør grænsen, og hindre Taleban og medlemmer af al-Qaeda i at krydse den.

Konflikten bliver stadig blodigere og har nu alle en borgerkrigs kendetegn. I Baluchistan, den største provins, forsøger 30.000 soldater i paramilitære grupper at undertvinge en folkelig revolte for øget selvstændighed og stop for, hvad man ser som punjab-elitens udplyndring af egne naturressourcer.

Taleban er ikke længere et afghansk problem. Næsten en tredjedel af Pakistans territorium trues af en ny generation af egne talebanere. Musharraf har hidtil leveret omkring 700 'terrorister' til USA, og han har desuden i vidt omfang haft held til at bremse de pakistanske jihadier i deres morderiske indtog i den indiske administrerede del af Kashmir. Han har også medvirket til, at der er kommet en dialog i stand med New Delhi og en afspænding, som kan blive permanent. Sikkerhedssituationen er forbedret.

'Oplyst autokrat'

Men Pakistans omdømme i udlandet er fortsat elendigt. Sekterisk vold, religiøs intolerance og fanatisme, primitiv klanjustits, øget vold mod kvinder, æresdrab og børnearbejde - alt bidrager til at forstærke indtrykket af en nation i dyb krise på grænsen til sammenbrud.

Musharraf ynder at fremstå som 'oplyst autokrat'. Men han har totalt forsømt uddannelsesvæsen (55 pct. af befolkningen er analfabeter), sundhedssystemet og sociale reformer. En stor del af skoleundervisningen er overladt til koranskoler og halvt analfabetiske mullaher, som står ekstremisterne nær.

Den amerikanske FIS-rangering har forsøgt at kvantificere nogle af de afgørende faktorer, som kan føre en svag nation ud i det fuldkomne kollaps. Desværre er budskabet ikke nået frem til det militære hovedkvarter i Rawalpindi, hvor Musharraf er søgt hen af hensyn til sin egen sikkerhed.

At dette indeks ikke har taget højde for jordskælvets enorme skader på minuskontoen og lukket øjnene for den store kollektive anstrengelse, som hele befolkningen har mobiliseret for katastrofeofrene, er en anden historie. Pakistan er et mildt militærdiktatur, men endnu ikke en mislykket nation. Der findes trods alt en fri presse og frie valg, som kan gøre en forskel.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu