Læsetid: 3 min.

Den pakistanske krudttønde

Reaktionerne efter mordet på den baluchiske klanleder Nawab Akwar Bugti udstiller på ny Musharraf-regeringens sårbarhed. Konflikten kan starte en farlig kædereaktion
31. august 2006

Det i forvejen betydelige potentiale for destabilitet i Pakistan er markant forøget, efter at regeringsstyrker lørdag dræbte klanlederen Nawab Akwar Bugti.

Den 79-årige Bugti var etnisk baluchisk nationalist og kæmpede for større lokal autonomi og større andel af indtægterne fra særligt Baluchistans rige gas- og mineralforekomster. Han mente, med god grund, at Baluchistans klaner var udsat for voldelig diskrimination fra det militærstyre, der stort set ikke har ændret Baluchistans royalties fra de eksplosivt voksende gasindtægter siden 1952. Kun 25 procent af regionens landsbyer er elektrificerede, og 20 procent har rent drikkevand.

Den nuværende konflikt har kørt som en 'glemt krig' i snart to år og bunder i Musharrafs beslutning om at befæste kontrollen med gasfelterne ved oprettelse af militærbaser i Baluchistan. Den beslutning kombineret med indsættelsen af paramilitære enheder førte til eskalering af den mere eller mindre permanente selvstændighedskamp, der har kørt i årtier.

Da Musharraf i december besøgte byen Kohlu, slog granater, formentlig affyret af oprørsgruppen Baluchistan Liberation Army, ned mindre end 300 meter fra præsidenten, og siden da har regeringsstyrkerne med jernhånd slået ned på de klan-militserne i en kampagne, der ikke kan kaldes andet end krig.

Farligt selvmål

Alle baluchernes politiske repræsentanter (klaner, islamistiske og moderate) er forenede i deres fordømmelse af mordet på Bugti, og en fornyet opblussen af den militære konflikt er forventelig, efter det i juli, hvor mere end 1.100 klanfolk indleverede deres våben, så ud til, at hærens hårde linje havde virket.

Trods klanernes historiske ønske om autonomi og mere eller mindre sekulære styreform, er der samtidig risiko for, at man vil se en sammensmeltning af deres interesser og islamistiske kræfter udgående fra madrassaerne i Baluchistans hovedstad Quetta, hvorfra Taleban dirigeres såvel i Afghanistan som Pakistan, i en modstand mod regeringen.

Ligeledes bliver Musharraf mødt med intens kritik i sin egen regering og af stadig mere højrøstet kritik fra de islamistiske grupperinger - både i opppositionen og internt i hans alliance. Det er en situation, Musharraf i den grad ikke har brug for i den nuværende spændte situation.

I Nord- og Sydwaziristan melder øjenvidenberetninger om, at det pakistanske taleban er de facto magthavere trods den kendsgerning, af 80.000 regeringssoldater er opstillet på grænsen til Afghanistan - heraf også mange i Baluchistan. Dette forklarer også, hvorfor der i de sidste tre måneder har lydt stadig større kritik fra Washington, da den ukontrollerbare grænse i praksis umuliggør nedkæmpelsen af Taleban i Afghanistan. Den anden side af Janus-hovedet er, at pakistanerne i almindelighed er rasende over Musharrafs status som værende - med George W. Bushs ord - "én af USA's vigtigste allierede i krigen mod terror".

I sidste ende er det denne vrede, snarere end en regional konflikt, der er den største trussel, og at dræbe Bugti, der bekæmpede Taleban, vurderes af mange pakistanske iaggtagere som et taktisk selvmål af dimensioner.

Fjendens fjende

Musharraf kom til magten ved et militærkup i 1999, og rygterne svirrer nu, om, at han selv kan blive offer for samme skæbne. Stadig flere rapporter advarer om, at islamisterne vinder mere og mere terræn selv i hærens topledelse, mens det længe har været klart, at de pakistanske styrker er i stigende grad er radikaliserede og infilterede af Quetta-ideologerne.

Pakistan har atomvåben, og det betyder naturligvis, at skrækscenariet for et atombevæbnet islamistisk styre melder sig. Det er imidlertid en kendsgerning, at Pakistans skiftende militærregimer historisk set har haft endog meget stor nytte af at overdramatisere truslen fra islamisterne, fordi dette har sikret den militære og økonomiske opbakning fra Vesten. Ligeledes er det klare befolkningsflertal langt fra interesseret i en talebaniseret udgave af islam.

Til gengæld er det ikke et sekund for tidligt i Vesten at overveje, i hvilken grad islamistisk radikalisering og militarisering er sammenfaldende med støtte til regimer, der i modsætning til deres befolkninger accepterer amerikansk udenrigspolitik i regionen. Det er tankevækkende, at bombeangrebene i London og Mumbai i Indien har ideologiske rødder i Pakistan, ligesom den planlagte flykapring i Heathrow ser ud til at have det. På samme måde var flykaprerne den 11. september 2001 i langt overvejende grad fra den nære amerikanske allierede Saudi-Arabien. Et islamisk diktatur. Musharraf kender naturligvis alt til denne dynamik, og det er udfra denne komplicerede optik, man må forstå hans politik i de kommende måneder, der meget vel kan betyde en tilnærmelse til islamisterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her