Læsetid: 3 min.

En pakke færøsk pinse

11. juni 1998

NÅR FINANSMINISTER Lykketoft og økonomiminister Jelved sidste nat fik forhandlet en ordning i stand med Færøernes lagmand Kallsberg om de selvstændighedshungrende atlantøers økonomiske forhold, bør man naturligvis ifølge regeringen ikke anskue dette i forbindelse med dennes folketingsflertalsmuligheder bag sådan noget som Pinsepakken og lignende klemte sager fremover.
Ih nej. Ganske vist er de færøske folketingsmedlemmer begge pacificerede - læg mærke til ordet begge.
Det gælder nemlig også den militante Oli Breckmann, der gang på gang proklamerer at ville skyde med spredehagl på alt, hvad der staves socialt.
Nu udtaler denne drabelige slåskæmpe, der har logi blandt de konservative på tinge, at han under alle omstændigheder vil undlade at stemme ved Pinsepakkeforelæggelsen. Noget af en indrømmelse fra dette temperament i dansk postkolonipolitik.
Tilkendegivelsen skal selvfølgelig tydes derhen, at ordningen, som Jelved, Lykketoft og lagmanden har tømret sammen i de sene nattetimer, er endog overordentlig gunstig for de stormomsuste øer med det store privatforbrug og tilsvarende gæld: Lempelige tilbagebetalingsvilkår for den egentlige gæld og ned i foret med en lille milliard kroner, som færingerne ialt tolker af værdi til halvanden milliard.
Man bør ile med at tilføje den elementære politiske iagttagelse, at Oli Breckmann ikke er holdt op med at afsky socialister og socialdemokrater og derfor kan have en særlig fornøjelse ved at erklære sig ovenud tilfreds. Dette vil jo falde tilbage på den socialdemokratisk ledede regering, hvis forhandlinger altså kan tolkes som udsalg til modparten, hvilket igen - ihvertfald i teorien - vil kunne skade regeringen.
Det må og bør altså ikke se ud som om, Lykketoft og Jelved har givet ved dørene, og den danske regerings parlamentariske handlemuligheder er deponeret som leveret lokkemad under Oli Breckmanns nissehue med forgyldt kvast.
No way. Det er af aktuel afgørende betydning for regeringen, at det ikke ser ud som om, at de penge Færøerne har fået smidt i nakken med udsigt til snarlige selvstyreforhandlinger, har betydning for regeringens feberhede manøvrer under gniderierne med at vedtage en eller anden nødvendig form for økonomisk afdæmpning af syddanskernes uhæmmede forbrug.

Som det fremgår af de seneste tal, er betalingsbalancen gået i minus, som man så net udtrykker den slags. Det går jo ikke mere, så ét eller andet skal ske, og hvad skal være med et forsvarligt politisk flertal, som man næppe finder på venstrefløjen, og som regeringen heller ikke har lyst til at gennemføre med venstrefløjen.
Regeringens position som udsalgsekspedient over for færingerne vil blive yderligere understreget i debatten fremover, såfremt venstrefløjen bærer pakken igennem med to passive færøske folketingsmedlemmer med mætte smil på læben og halvt på vej ud af Grundloven.
Deraf følger, at man kan være temmelig sikker på, at regeringen nu vil gøre mere end alt for at smide indrømmelser fra pakken i skødet på Venstre og konservative, der på deres side og oven på disse partiers skandaløse valgkamp med tomme løfter til højre og venstre er ivrige efter at foretage sig noget, der kan tolkes blot antydningsvis ansvarligt.
Og hvad kan blandt borgerlige tolkes ansvarligt i vore dage? Det kan dels konkurrence- eller profitvenlige modtræk mod Pinsepakkens erhvervsdel, noget Vestre og konservative allerede har lanceret, og som betyder, at emnerne er taget af bordet ved det borgerlige forhandlingsafsnit i Finansministeriet.
Og det kan rentefradragsretten for boligejerne. Er der nemlig noget, der kan samle den danske boligejende befolkning i fælles forståelse og på tværs af partierne, er det rentefradraget, som alle mener også er for galt stadig eksisterer nogenlunde uanfægtet, men som de fleste heller ikke synes, man skal afskaffe - hverken lige på én gang eller over en kortere periode eller over en længere periode bare på grund af en skide betalingsbalance, som jo ikke er så farlig endda. Og ihvertfald ikke uden kompensationer for husejerne.

Her ligger utvivlsomt hovednøglen til et forlig, som i øvrigt SF også i sit stille sind kan leve med, eftersom dette partis andel af danske små-matadorer på boligmarkedet efterhånden heller ikke er så ubetydeligt.
Fordelen ved at reducere truslen mod de arme husbesiddere, der hver gang kan låne sig ud af besværlighederne, ses ydermere i det forhold, at en demonteret Pinsepakke meget hurtigt vil lade glemslens nådige slør lægge sig over den pinlige samtidighed i Færø-forhandlingerne og regeringens manglende mandat. Det mandat, som nu ikke mere mangler, er jo i sidste ende en fin pression for begge politiske fløje, ikke mindst Venstre og konservative, der som sagt gerne vil udvise ansvar. Det skal de nok få lov til, så husejerne med et reduceret rentefradragsangreb hurtigt glemmer dagsprisen på færøske mandater. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her