Læsetid: 4 min.

Palæstina skal op på computer-tasterne

En palæstinensisk stat, som overlever ved at være magnet for it-opgaver. Den vision har Peter Hansen, der ellers som FN-topchef i Mellemøsten har set mange planer blive bulldozet
2. juni 2005

Computere og internetadgang kan blive redningsplanken for de hundredetusinder af palæstinensere, der bliver lukket inde bag israelske sikkerhedsmure. Derfor bliver palæstinenserne nu rustet til at kunne bide skeer med inderne i konkurrencen om at tiltrække it-opgaver.

Det fortæller danskeren Peter Hansen, som for nylig - efter ni års bogstavelig og verbal beskydning - blev gået som leder af FN's Hjælpeorganisation for Palæstina-flygtninge (UNRWA). Organisationen søger at hjælpe ca. 4,3 millioner palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, og Hansen ser gerne, at palæstinenserne efter årtiers lidelser bliver sejrherrer i den globale it-økonomi.

"UNRWA gør meget ud af at få computere ind på skolerne i de palæstinensiske områder, så der kan blive undervist i it og kommunikation. Det danner grundlaget for, at palæstinenserne i løbet af nogle år kan få kompetencerne til at kunne byde på opgaver om f.eks. regnskabshåndtering for udenlandske finans- og forsikringsselskaber. Den slags kan klares, selv om man fysisk er afspærret fra omverdenen af en israelsk sikkerhedsbarriere," siger Peter Hansen.

Han henviser til, at Irland og Indien har haft stor succes med at tiltrække outsourcing-opgaver, og at de mange veluddannede palæstinenserne har en realistisk chance for at kunne få gode kontakter i den arabiske verden.

Når Hansen er så optaget af økonomien i et kommende Palæstina, hænger det sammen med, at f.eks. FN's Udviklingsprogram og Verdensbanken har dokumenteret, at et Palæstina bestående af usammenhængende enklaver på forhånd er økonomisk dødsdømt, hvis israelerne lukker af for palæstinenserne og deres varer.

"Palæstinenserne ved af bitter erfaring, at tomater og blomster, som har siddet fast i en israelsk kontrolpost i fire dage, mildest talt ikke efterfølgende er nemme at afsætte," siger Hansen.

Muren ved Muren

Peter Hansen er nu tilbage i Danmark efter ni år på sin ekstremt udsatte FN-post. De sidste år har han vedholdende påpeget de stadigt større vanskeligheder for den civile palæstinensiske befolkning som følge af israelernes byggeri af sikkerhedsbarrierer omkring palæstinensernes områder. Manden med de venlige blå øjne frygter, at et jerntæppe er ved at sænke sig i Mellemøsten.

"Israelerne hævder, at antallet af palæstinensiske angreb er faldet, siden de begyndte at opføre hegn og mure. Men jeg frygter, at israelerne på længere sigt meget vel kan komme til at opleve den stik modsatte effekt," siger Hansen.

"Tag eksempelvis en by som Kalkiliya på Vestbredden. Her var der i mange år en karismatisk borgmester, der trods den megen vold varmt talte for forsoning og samhandel. Nu har israelerne opført en otte meter høj mur omkring byen og sørget for, at der kun er én udkørsel. Det har uden tvivl bidraget til, at Hamas (som bekæmper Israel med terrorangreb, red.) sejrede ved det nylige kommunalvalg og nu har fået borgmesterposten i byen," siger Peter Hansen.

"Israelerne hævder, at barrieren kun er et midlertidigt fænomen, og at der vil blive åbnet for mennesker og varer, så snart sikkerhedssituationen tillader det. Men deres udsagn står i kontrast til de enorme investeringer i hegn, pigtråd, mure og så videre."

"Med Abu Mazen som leder af palæstinenserne og Israels tilbagetrækning fra Gaza-striben er der en reel chance for fremgang i fredsprocessen. Men byggeriet af barrieren begrænser tidsrummet, hvori der kan ske fremskridt."

FN-diplomaten protesterede også mod sikkerhedsbarrieren, da han sad i UNRWA-chefstolen i Gaza.

"Barrieren er klart imod folkeretten, og derfor var jeg netop som FN-mand forpligtet til at sige fra, hvilket jeg så selvfølgelig gjorde på diplomatisk vis."

Regeringen i Israel mener dog, at Hansen var alt for lidt diplomat. Han er blevet beskyldt for at hade Israel, og i januar hoverede en regeringstalsmand, da FN-generalsekretær Kofi Annan overhørte Hansens ønske om at fortsætte som chef for UNRWA. I dag siger Hansen:

"Der er blevet begået langt flere overgreb på palæstinenserne end på isralerne. Derfor og kun derfor har jeg oftere kritiseret de israelske myndigheder end de palæstinensiske."

Fredshåb lever

Hansen oplevede i sine ni år som chef bl.a. at blive beskudt flere gange og han har siddet over for hundredevis af efterladte til dræbte palæstinensere. På et tidspunkt var han så frustreret over israelske soldaters overgreb på palæstinensiske skolebørn - de blev f.eks. truet med hunde og trådt på - at han overvejede at udstyre børn med spionkameraer. Ideen faldt dog på, at det ville være for farligt for eleverne.

Trods den megen vold har Hansen bevaret håbet om, at flammerne i området kan kvæles.

"Siden den anden intifada begyndte i 2000, er der for palæstinenserne sket en kraftig forværring af leveforholdene. Over halvdelen er arbejdsløse, og mindst seks ud af 10 lever under fattigdomsgrænsen. Graden af vold er frygtelig. Men der er dog sket en anden glædelig udvikling i de senere år."

"For 15 år siden var der en masse emner, som var tabu i forhandlinger mellem isralere og palæstinensere. I dag er det hele på bordet f.eks. grænsedragninger, flygtninge og Jerusalems fremtid. Åbenheden giver mig lidt håb om fredeligere sameksistens. Konflikter vil der dog være i mange år fremover bl.a. som følge af enorme, materielle forskelle."

Vin fra general

Personligt er 64-årige Hansen på vej til et professorat på Fordham Universitetet i New York, hvor han skal undervise og forske i humanitært arbejde og sikkerhed. Og når han får en stille stund i myretue-byen, kan han også tænke tilbage på gode minder fra det urohærgede Mellemøsten. Eksempelvis som da han forleden var på restaurant, og en israelsk general sendte en flaske vin over til hans bord med en tak for indsatsen i de ni år som UNRWA-chef.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er glad at en man som Peter Hansen kan skrive om vors liv,
og jeg er ikke i tvivl om at mange dansker vil hjælpe os med deres mining ,
jeg har snart boet her i danmark i 20 år ,
mit familie kommer fra haifa i palæstina , og jeg tror ikke nogen sind vil kommer tilbage, jeg accapter 100% israel stat, og den jødisk befolkning ret
til at dele vors land sammen med os ,men der også respectet for hindanden
jeg glæder mig meget at see både palæstinanser og israeler bore sammen i fred og ro ,
held og lykker til bæge befolkninng .
Med venlig hilsen til Peter hansen og alle dem der tænker på fred