Læsetid: 3 min.

Palæstinas Mr. Clean

Fængslet leder stiller op til januar måneds parlamentsvalg og fremstår som vigtigt nationalt symbol
5. december 2005

TEL AVIV - Marwan Barghouti er igen kommet i rampelyset. Den palæstinensiske leder, der siden anholdelsen i april 2002 har siddet i israelsk fængsel, har besluttet at opstille til parlamentsvalget i januar. Ved weekendens primærvalg i Fatahvidste han, at han fortsat er blandt de absolutte hovedpersoner i bevægelsen, han stod i spidsen for og på mange måder fortsat leder.

Ikke mindre end 96 procent af Fatah-bevægelsens stemmeberettigede medlemmer i hjembyen Ramallah på Vestbredden støtter med deres stemme Marwan Barghoutis kandidatur. Da det stod fast, at han hermed er blandt valgets absolutte topkandidater, kom det til spontane glædesdemonstrationer i Ramallah og flere andre steder på Vestbredden, og lige så hurtigt blev det klart, at den karismatiske Fatah-leder er blevet til et nationalt symbol og for de israelske beslutningstagere en ubehageligt varm kartoffel.

I intifadaens første tid stod Marwan Barghouti i spidsen for Tanzim, der var samlende organisation for opstandens aktivister inden udviklingen bevægede sig over i decideret væbnede grupper. Tanzim var og er underlagt Fatah, hovedfraktionen i PLO, som også præsident Mahmoud Abbas og en hel stribe af de bedst kendte palæstinensiske ledere.

Som Mandela

"Han taler flydende hebraisk og gik i mange år ind for at forhandle med Israel, men blev skuffet og opfordrede til at optrappe intifadaen," siger Muhammed Said, som er fremtrædende medlem af Fatah i byen Kalkiliya på Vestbredden.

"Israelerne udså ham hurtigt til at være syndebuk. Han var for åbenmundet, og mens Yasser Arafat endnu levede, stod han for den unge generation, der arbejdede for mere palæstinensisk selvbestemmelse og demokrati. Da de fængslede ham, blev han martyr. Han er vores frihedshelt, ligesom Nelson Mandela var det for Sydafrika. Han er vores Mr. Clean."

Marwan Barghoutis kandidatur er blevet sat i ekstra perspektiv i de seneste dage, hvor Mahmoud Abbas har vist tøven overfor den demokratiske proces. Han truede først med at underkende valget til studenterrådet på An Najar Universitetet i Nablus, hvor Hamas besejrede Fatah tirsdag, og først i sidste øjeblik gav han grønt lys for, at der også tirsdag kunne afholdes primærvalg i Fatah-afdelingen i Østjerusalem. Fra sin fængselscelle har Barghouti hele tiden talt for en bedre demokratisk praksis, men har omvendt afvist et stort folkeligt pres for at søge tilbage til det politiske liv.

Da der skulle vælges ny leder efter Yasser Arafats død for godt et år siden, forsøgte mange at få ham til at stille op, men selv sagde han, at han foretrak at vente til tiden var inde.

En udstrakt hånd

Det er den tilsyneladende nu, men den israelske reaktion har været at afvise al snak om løsladelse, før en ny fredsproces er kommet på benene. Udenrigsminister Silvan Shalom henholder sig til de fem livstidsstraffe, distriktsretten i Tel Aviv idømte ham, mens argumentationen fra flere sider er blevet kritiseret som omvendt logik, idet man netop ser Marwan Barghouti som manden, der kan samle det palæstinensiske folk i en ny udvikling mod fred og demokrati.

"Barghouti står i spidsen for en af de palæstinensiske lejre, der ønsker fred, så tiden er inde til at annullere hans dom for at give ham mulighed for at lede den palæstinensiske nation imod en historisk fredsaftale," siger således Yossi Beilin, der står i spidsen for det israelske venstrefløjsparti, Meretz.

Fadwa Barghouti, der er gift med den fængslede leder, appellerede i weekenden til den israelske folkestemning ved at lade sig interviewe til landets største dagblad, Yediot Ahronot. Her forklarer hun, at den overvældende valgsejr til hendes mand er udtryk for at selve afholdelsen af primærvalg i Fatah er udtryk for den demokratiske udvikling, han i så lang tid har krævet.

"Den store og overbevisende støtte fra folket og den kendsgerning, at han fik 33.941 stemmer af 35.000 mulige, betyder at medlemmerne af Fatah, som repræsenterer et stort udsnit af den palæstinensiske befolkning, støtter Marwan og det verdenssyn, han gennem de sidste år har stået for," sagde hun til den israelske journalist.

Hun kalder det et budskab til israelerne, som idømte ham livstid og fratog ham hans parlamentariske immunitet, at palæstinenserne nu har givet ham immuniteten tilbage og peget på ham som leder.

"Den fængslede Marwan Barghouti har længe været et nationalt symbol for palæstinenserne og er nu blevet det mere end før," siger veteranen i israelsk fredsbevægelse, Uri Avnery.

"Dette er en chance, som ikke må forpasses, en udstrakt hånd i en tid, hvor både vi og de går mod valg."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her