Læsetid: 13 min.

Vi palæstinensere lever mentalt i transit

Den unge palæstinensiske arkitekt Naseer Arafat tager os gennem Nablus og fortæller den hårdt prøvede bys historie fra 1930'erne og gennem de utallige israelske invasioner det sidste årti
30. december 2005

NABLUS -I Nablus forsøger jeg at finde en ung arkitekt, som i sit arbejde er blevet inspireret af Den Gamle By i Århus.

Da jeg i april 2002 befandt mig i Ramallah under den israelske invasion oplevede jeg, hvordan nyhederne om voldsomme kampe omkring den gamle by i Nablus gjorde et voldsomt indtryk på mine palæstinensiske venner. De frygtede selvfølgelig for deres venners liv, men der var også en særlig aura over stedet.

Nu stod jeg i den gamle by, Qarion, sammen med Salim, en lokal kollega, som udstrålede, at folk fra Nablus er kendt for at være stærke lokalpatrioter. Med målbevidste skridt gik han mod det bedste sted for byens helt særlige kulinariske tradition, knafeh, en kage af gedeost og karamelliseret sukker, som serveres brændende varm.

"Du er ikke kommet helt til Nablus, før du har spist en knafeh", siger han og følger ivrigt min kamp med at få den meget søde kage ned.

Vi går gennem basarer og gennem snævre gange med hvælvede lofter, da vi ser skiltet, som viser hen til Naseer Arafats kontorer. Nasser er en høj mand med et dejligt åbent udtryk i ansigtet, en mand, som klart har lyst til at fortælle om sit liv og arbejde. Salim siger farvel, han har et møde i Ramallah, og nu må jeg klare mig selv.

På vores vej ind har jeg noteret mig nogle trædøre med flotte naivistiske tegninger i stærke farver, og nu lægger han en kalender foran mig, som hedder 'De hjemløse døres fortælling'. Hver måned er ledsaget af billedet af en malet dør og af et citat fra barnet, som malede.

Han fortæller, at efter ødelæggelserne i 2002 - "jordskælvet i april", som det kaldes med henvisning til det store jordskælv, som ramte Nablus i 1927 - fandt han i ruinerne 13 trædøre, som "var hjemløse". De stammer fra kirker, moskeer og almindelige hjem, der blev ødelagt, da israelerne gik ind. Nogle af dem er omkring 200 år gamle.

Sammen med andre organiserede han en workshop for børn mellem otte og 14, hvor de lærte at udtrykke sig med farver. Tanken var, at de skulle få nogle af de voldsomme oplevelser fra militærets indrykning bearbejdet.

Naseer bladrer frem til juli. Her har drengen Ayman Fahd skrevet: "Min tegning viser det palæstinensiske folks lidelser, den viser det sårede Palæstina. Men vores modstand fortsætter og håbet om et frit Palæstina forbliver levende."

Barske tegninger og sæbe

"Som du kan se, var hans tegning meget voldsom, et grønt kort over Palæstina, der sønderrives af blod," forklarer Naseer.

"Vi voksne blev helt bange og spurgte, om han kun ville tegne det, om der ikke også var lidt håb? Og han tegnede så i den nederste ramme to flotte grønne træer, som solen skinner på."

Kalenderen sælges nu til fordel for et stort projekt, som arkitekten er i gang med. Vi går ind i bygningen ved siden af. Her ligger en stor gammel fabrik, hvor man i hånden fremstillede den berømte olivenoliesæbe fra Nablus. Bygningen er ejet af hans tante, og der åbner nu et museum for den traditionelle sæbeproduktion samt et kulturcenter med særlig fokus på kunst for børn og af børn.

Naseer viser rundt i de hvælvede rum med de store stenkar, som skal indeholde den flydende sæbemasse. Han viser, hvordan der i disse historiske rum er taget hensyn til alt det nye og lagt hurtige internetforbindelser ind, sådan at der er mulighed for, at børnene kan arbejde med computere.

Endnu en gang undrer jeg mig over både viljen og evnen til at tage hånd om fortiden, når nutiden synes så barsk, og det kan være svært at få øje på en fremtid.

"Det har jeg faktisk lært af danskerne," siger Naseer og fortæller, at han som ung var inviteret til Danmark som led i en international konference, der skulle skabe størrelse forståelse mellem nationerne. Her besøgte han Den gamle By i Århus, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.

"Tænk på alt det, som danskerne har gjort for at genskabe den fortid, som de havde mistet. De flyttede og opførte de gamle bygninger og forsøgte at skabe liv i dem, af hensyn til deres børn og børnebørn. I Nablus har vi det hele. De gamle bygninger og livet i dem og i gaderne mellem dem. Det må vi da bevare. For vor egen skyld. Og for kommende generationers skyld."

Han viser mig et billede af en israelsk kampvogn, som er på vej gennem en af de snævre indgange i den østlige del af muren omkring byen.

"Jeg kalder det for angrebet på en levende dinosaurer. Vores gamle by er at betragte som en levende dinosaur - en hilsen fra fortiden, og hvem kunne finde på at dræbe en sådan en, hvis vi en dag fandt et levende eksemplar. Vi ville hæge om det for at blive klogere på os selv og vores fortid. Det er ikke bare israelerne og deres ødelæggelser, jeg er oppe imod. Det er også mange af borgerne her. De ønsker nye ting. De ønsker, at alt skulle kunne betale sig. Da jeg som student i 1992 restaurerede et af de gamle tyrkiske bade, måtte jeg kæmpe med ejeren for at bevare det gamle udseende, men det lykkedes da. Jeg er en stædig rad, som ikke giver op."

Hver invasion sit navn

Han fortæller, hvordan han under invasionen i 2002 ikke bare havde tanker for menneskeliv, men også for ødelæggelse af historiske værdier og kulturarv.

"Da rygtet gik om et missilangreb på markedet, som skulle være styrtet sammen over hovedet på folk, var det institutionen 'det gamle marked', som jeg frygtede for", siger han med et undskyldende smil i et ansigt, som hele tiden får et strøg af melankoli.

"Heldigvis var rygterne overdrevne, og det var kun den østlige indgang, som blev skadet. Men det er samtidig sikkert, at netop israelernes fortsatte ødelæggelser har gjort mig endnu mere opsat på at skabe bevidsthed om vores egen kulturarv - vores fortid og identitet som beboere på netop dette sted."

Han åbner for sin computer. Han skal på en konference give repræsentanter for Det Palæstinensiske Selvstyre (PS) et indtryk af, hvad der er sket med Nablus" under intifadaen og op til i dag.

Første billede er kampvognen på vej ind i den gamle by med sammenstyrtede mure til følge. Næste billede er en kurve, som viser hvor mange dræbte og sårede, der har været, og hvor mange dage de forskellige invasioner har varet. I alt bliver det til 265 dages udgangsforbud på fire år.

"Den første invasion kaldte israelerne for Operation defensive shield. De har brugt forskellige taktikker med enten at anbringe snigskytter på tagene eller at kommme i civil og tvinge sig vej ind i husene og antallet af ofre var meget højt. I alt 74 dræbte og over 250 sårede.

Kulturarv er ødelagt

Han viser billeder af den ødelagte gamle sæbefabrik, en kirke, korsfarernes kirke, en moske, et tyrkisk bad, beboelsesbygninger. I alt 6.500 bygninger er blevet delvist sprængt i stykker og 1.893 helt ødelagt. Et syv-etagers højhus har sin egen historie: "En eftersøgt gemte sig herinde, og da soldaterne gik ind for at overmande ham, skød han en af dem, inden de dræbte ham. Som hævn gjorde de dette."

På skærmen ser jeg, hvordan højhuset synker i grus. "Der boede 15 familier, og de fik ikke en chance for at tage noget med sig ud af bygningen forinden. Og de havde ikke en gang hjulpet manden på flugt. Han gemte sig oven på elevatoren."

"Her er et af de nyeste eksempler. En fire-etagers bygning. En fyr gemte sig bag den. De kunne ikke fange ham, men dræbte ham. Det var den 23. januar 2005. Alle beboerne blev evakueret til en skole i nærheden, hvorefter de sprængte den. 154 bygninger i området blev ødelagt i forskellig grad."

Alt dette har selvfølgelig ødelagt økonomien i Nablus. Naseer viser, hvordan omsætningen på grønsagsmarkedet er faldet til en tiendedel af, hvad det var.

Få penge og dyrere varer

Transportudgifterne er steget dramatisk, fordi man hele tiden skal køre længere for at komme uden om checkpoint. 30 procent af virksomhederne er gået konkurs og mange arbejder på halv kapacitet. Arbejdsløsheden i byen er på 60 procent og i landdistrikterne helt oppe på 80 procent.

Til gengæld importeres der langt flere varer fra Israel. Tre gange så meget som før. Den gamle blomstrende handelsby er nu et marked for israelske produkter i stedet for eksporterende, og fattigdommen breder sig. Færre penge og dyrere varer.

Folk sælger ud af deres private ting på markedet for at overleve, forklarer Naseer, og når én har lidt penge skal det strække til hele familien. Mange må leve for under 1.000 shekel om måneden.

Nu kommer der levende billeder på skærmen. Naseer smiler. Han lægger op til et klimaks, kan jeg se.

"Kan du høre musikken i baggrunden. Jeg kom forbi det ødelagte hus den 24. januar 2005, dagen efter eksplosionen, og begyndte at filme for at dokumentere. Jeg så nogle mennesker, der gik ud af ruinerne med forskellige genstande. Jeg kunne ikke forstå, hvor musikken kom fra. Men pludselig så jeg drengen."

Filmen viser et rum, hvor hele muren er forsvundet. Inde i rummet står et meget fint gammel opretstående klaver, og en lille dreng står og spiller.

"Det nok er mere end 200 år gammelt med indlagt perlemor. Drengen er god til det og nyder tydeligvis pludselig at have fået adgang til et fint klaver. Det var meget, meget rørende."

Nu skal vi ud og se noget mere af byen. Første stop er det tyrkiske bad, som han har restaureret. Det er meget flot, men der ikke en kunde, alt er gået i stå. Så går vi hen til stedet, hvor den bombede sæbefabrik lå. Naseer har regnet ud, at tager man hensyn til Nablus størrelse, er det ramte område tre gange så stort som ground zero i New York.

"Men det er selvfølgelig en hel usaglig sammenligning", siger han grinende.

Navnet Arafat gav tæv

Vi kører en tur. Til den første bebyggelse i kanaanæernes tid, så de til de romerske ruiner, da byen hed Flavia, vi kører forbi det store fængsel og hovedkvarter, Muqata, som har været benyttet af tyrkere, briter, israelere og palæstinensere.

Det blev sønderbombet af israelerne i 2002, og ligger nu som en installation i størrelse én til én, et udtryk for magtens skrøbelighed til alle tider. Vi ender ved Naseers eget hus, som ligger i kanten af den gamle by. Familien Arafat ejede i 30'erne tre huse her. I 1938 deltog hans onkel i revolutionen mod briterne og blev eftersøgt i de tre huse.

Familien klædte ham ud som en helt tildækket kvinde og lagde ham i en seng og foregav, at det drejede sig om en syg gammel slægtning. Soldaterne forlangte at se ansigtet, men familien sagde, at det ikke kunne lade sig gøre af religiøse grunde. Så ville de britiske soldater se "hendes" ben. Hårene afslørede ham, og de var ikke i tvivl om, at det var den eftersøgte. Familien fik 10 minutter til at rømme husene, inden de blev sprængt i luften som hævn for løgnen. Naseer ler. Det er, som om han nyder at chokere gæsten med den blodige fortid, og jeg kan så ikke lade være med at stille det spørgsmål, som har ligget på tungen hele dagen:

- Er du i familie med den Arafat?

"Nej, nej, men det er et navn, som har bragt mig i vanskeligheder fra jeg var ung. I 1988 - da jeg var en 20-årig studerende - rasede de israelske soldater over, at der røg sten ned over nogle soldater oppe fra bjerget. Det var på grund af regnskyl, men de anklagede byens drenge for at stå bag det. Jeg forsøgte at smutte hjem via den smalle gyde, der fører ned ad bjerget til vores hus, men en soldat stod i skjul forneden og standsede mig. Han bad om mit navn, og jeg gav ham mit fornavn Naseer og talte bevidst engelsk med ham. Men han gav ikke op og erklærede, at han ønskede mit familienavn. Jeg forklarede ham så - stadig på engelsk - at mit navn var Arafah, men han forlangte at se mit id-kort, og der stod jo Arafat. Det viste sig, at han talte flydende arabisk og sagtens kunne gennemskue mit bedrag. Han tog mig med til en politistation og annoncerede min ankomst ved at råbe: Vi har fået besøg af en meget fin gæst med et meget fint navn. Jeg blev anbragt i en smal korridor og, alle som gik forbi, slog hårdt på mig. To dage senere vågnede jeg op på et hospital."

Vi står uden for hans hus. Han viser mig, hvordan området omkring låsen i den svære dør af metal er repareret.

"Hvis de ikke må komme ind, sprænger de låsen væk. Vi kalder det open door policy."

To børn tager imod deres far og kravler op og ned ad ham.

"Mine kone vil lave akub til os, hvis du tør prøve en sådan traditionel ret, lavet på en grøntsag, der vokser lokalt i bjergene. Så kan vi imens gå lidt videre hen ad gaden, hvis du insisterer på at genopleve mere af historien."

Ren etnisk udrensning

100 meter fra Naseers hjem er der et stort åbent hus i husrækken, og han fortæller, hvad der skete de dage i april 2002.

"Vi tilbragte 11 dage i køkkenet. Vi vidste ikke, hvad der foregik, men kunne høre eksplosionerne og lyden af kampvognene, som passerede lige forbi vores hus. Da udgangsforbudet blevet hævet i et par timer, gik jeg ud. De to øverste etager på nabohuset var væk. Her, hvor vi står, lå Al-Shu'bi-familiens hus. Som du kan se, er der ikke noget tilbage. Ingen havde set dem uden for huset og blev meget bange for deres skæbne. Vi gik hektisk i gang med at lede i ruinerne. Jeg kendte huset godt, og efter et stykke tid fandt vi bedsteforældrene. De var i live, fordi der var kommet luft ned til dem. Der blev igen indført udgangsforbud, men jeg fortsatte med at lede og til sidst fandt vi otte medlemmer af familien liggende i en bunke lige inden for hoveddøren, som om de forgæves havde forsøgt at åbne den. Så kun de ældste overlevede, alle de unge døde. Jeg var som i chok. Af frygt, men først og fremmest af erkendelsen af, at de ikke betragter os som mennesker, men som laverestående dyr, som insekter, man bare kan slå ihjel."

Jeg spørger, hvordan han i dag ser på israelerne. Da han tøver, spørger jeg, om han har israelske venner. Ja, han har lært en israelsk kollega at kende og blev meget glædelig overrasket, da han læste kollegaens undersøgelse, som påviste, at den israelske politik meget bevidst nedbragte antallet af palæstinensere i Østjerusalem for at bekæmpe den demografiske bombe.

"Det var da flot, at han lavede sådan noget research om etnisk udrensning, som vi kunne bruge i vores argumentation, men paradokset var, at han samtidig boede i en jødisk bosættelse i Østjerusalem. Og når vi begyndte at tale politik, gik det galt. Hans kone, som er latinamerikaner, måtte til sidst lægge sig imellem," fortæller Naseer.

Vi har taget skade af det

"Jeg beundrer ham for den undersøgelse, at turde gå imod sine egne med kendsgerninger, men enige på holdninger bliver vi nok aldrig."

Maden er på bordet, da vi kommer hjem. Det er et traditionelt hjem og jeg får ikke hans kone at se, kun børnene.

"Den ældste er stadig meget bange efter den uhyggelige tid i køkkenet, og kan ikke lide, når jeg går hjemmefra om morgenen. Når hun ser tv, er hun vældig optaget af alt med israelske soldater i aktion, selv om jeg søger at skærme hende fra det."

Jeg vil vide noget om hans håb for fremtiden. Han svarer med en historie, der handler om en palæstinensisk pige, som kommer tilbage fra Europa med sin dukke. Dukken vil også være palæstinenser lige som sin ejer, men den har jo ingen identitetspapirer, og den finder hurtigt ud, hvordan den ikke kan bevæge sig rundt i et land fyldt med checkpoints uden papirer, så den ender med at lade sig fragte tilbage til Europa i en kuffert. Her bliver den fundet ved gennemlysningen af bagagen, og den henvises til transitområdet, hvor den bliver til sine dages ende.

"Vi lever mentalt i transit. Vores historie handler om besættelse på besættelse. Og det har vi taget skade af. Skulle vi endelig blive fri, vil vi stadig til en vis grad leve som besatte, fordi vi ikke er uddannet til frihed og demokrati. Vi betragter på sin vis også vores egne ledere som besættere, der ikke nødvendigvis vil os noget godt. Så der er lang vej igen. Alt imens prøver jeg at bevare nogle af de rødder, vi som folk trods alt har. Ikke mindst her i Nablus."

Melankolien trækker skygger i hans ansigt, før han igen ikke kan lade være med at grine over det absurde i situationen.

Og jeg husker slutningen på Naseers lille film om klaveret i den bombesprængte bygning. Da han kommer tilbage dagen efter med sit kamera, står der nogle skoledrenge. Vi ser, hvordan de smider sten på klaveret og er ved at ødelægge det. Filmens sidste billede er en lille dreng, der står og peger mod kameraet med sin legetøjsrevolver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her