Læsetid: 10 min.

Palæstinensernes svære liv i Shatila-lejren

'Alle hader os,' siger man i Libanons palæstinensiske flygtningelejre, hvor håbet om en bedre fremtid er svært at finde
18. juni 2005

BEIRUT - De palæstinensiske flygtninge i Libanon har ingen stemmeret til det igangværende parlamentsvalg. I Shatila flygtningelejren i Beiruts sydlige udkant er der heller ingen valgplakater og folks interesse for den ene eller den anden kandidat er yderst begrænset. Her fortsætter livet som normalt, hvis man da ellers kan kalde noget normalt på dette sted.

"Vi har ingen tro på fremtiden," ryger det lige ud af en mand ved navn Muhammed, som jeg møder i en af flygtningelejrens snævre gyder.

Han er arbejdsløs og fortæller, at hans familie i 1948 kom hertil fra byen Acco i hvad i dag er det nordlige Israel, og trods de mange år, der er gået hænger hele hans liv sammen ved håbet om en dag at vende tilbage. Hvilket lige nu heller ikke ser alt for løfterigt ud.

"Amerikanerne er ved at ordne hele Mellemøsten. De gennemtvinger deres version af demokrati, spiller den ene arabiske nation ud mod hinanden, og ofrene - de glemte - det er os. Palæstinenserne," siger Muhammed og peger over mod en plakat på en af husvæggene.

Det er et stort portræt af Abdel Azziz Rantisi, Hamas-lederen, som Israel likviderede i Gazastriben sidste år.

"Han var en leder, som turde stå frem med sine meninger, og han nægtede at glemme os."

Uden el og vand

Mødet med Shatilla er forstemmende. De omkringliggende kvarterer udgør i bedste fald lavere middelklasse og er ikke noget smukt syn med nedslidte boliger og småindustri, og alligevel er overgangen til flygtningelejren brat.

Shatila er en såkaldt blandet lejr, hvilket betyder at, blandt de 18.000 beboere, lever et antal syriske flygtninge sammen med det palæstinensiske flertal, men set med øjne udefra gør dette ingen forskel.

Fra indgangen kommer man ind i lejrens eneste rigtige gade, som på begge sider har småforretninger med lidt fødevarer og andre, hvis vareudvalg er blandet marskandisergods. Her er affald alle vegne og mennesker, der ser ud til at gå rundt på må og få.

"Vi er glemt. Libaneserne interesserer sig ikke for os og vi er forvist til at klare os selv," forklarer Mounir Maarouf, der selv er flygtning og er ansat af FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, til at administrere lejren.

Han møder mig ved indgangen, men undskylder med det samme, at han har lidt travlt, for han skal nå tilbage til kontoret og sende en fax inden klokken 12.45, hvor al strøm i lejren forsvinder.

"Transformatorstationen brød sammen for et halvt år siden, men selv om en ny er blevet sat op, har det libanesiske elværk ikke fået den koblet til lejrens ledningsnet," forklarer han, mens vi haster gennem stadig smallere gyder.

"Jeg tror, det er med overlæg, og i mellemtiden klarer hele lejren sig med en nødgenerator, der leverer strøm et par timer om formiddagen og et par timer om aftenen. Eller er vi uden strøm. Der er for resten heller ikke indlagt vand her på stedet."

Stavnsbundne i syv etager

Der er palæstinensiske flygtninge over hele verden, men bortset Vestbredden og Gazastriben findes de største koncentrationer i Jordan, Syrien og Libanon. Og hvad angår borgerrettigheder er de tre landes rækkefølge den samme i faldende orden. Blot som eksempel er flygtningene i Libanon ved lov afskåret fra 72 professioner, hvilket eksempelvis opfatter blikkenslager og således forekommer helt uden sikkerhedsmæssig begrundelse.

Jeg får at vide, at skiftende libanesiske regeringers formelle hensigt med at holde palæstinenserne fast i denne skruestik er at modvirke integration, som det er sket i Jordan, og derved holde håbet om at vende tilbage til Palæstina i live.

Men eftersom Libanon i årtier har været for optaget af at klare egne problemer til at kunne yde palæstinenserne en aktiv indsats, og den palæstinensiske ledelse i Ramallah på Vestbredden aktuelt ikke har flygtningeproblemet højt på prioriteringslisten, er der ikke meget at sige til at stemningen er modløs.

"Livet er hårdt, og for et par år siden blev det endnu hårdere, da den libanesiske regering ved lov bestemte, at palæstinensiske flygtninge ikke må eje fast ejendom," fortsætter Mounir Maarouf. "Det var Rafiq Hariri (den tidligere libanesiske ministerpræsident, der blev dræbt ved et attentat i februar og far til valgets topkandidat, Saad Hariri, red.), som alle libaneserne elsker. Omsat i virkelighed betyder dette, at de, som allerede har købt bolig uden for lejrene, ikke kan lade deres børn arve, og hvis man køber i dag er det helt på eget ansvar, for sælger kan til enhver tid komme tilbage og sige, at han aldrig har solgt, for transaktionen er i princippet ugyldig, og derved vil man have mistet alle sine penge."

Det Mounir Maarouf beskriver, er en yderligere stavnsbinding til lejrene, for under de vilkår er interessen for at flytte ud naturligt nok styrtdykket.

Sabra er for de 'rige'

I stedet bygges der konstant til inde i lejren, der fordi den ikke kan få plads til at udvide sig er tvunget til at vokse i højden. Man fortæller, at for blot et par årtier tilbage var det meste af lejren i ét plan, men i dag når bygningerne sine steder syv etager i vejret, og når gaderne her og der knap nok er en meter brede er bebyggelsesgraden eksplosiv høj.

"Derfor er der stadig de, som tager chancen og flytter ud, hvis de har pengene til det," siger Mounir Maarouf.

Selv bor han i Sabra, der sammen med Shatila kom på forsiderne i hele verden, da de kristne falangister med et vist omfang af israelsk støtte udførte massakren i efteråret 1982.

Sabra er dog ikke nogen flygtningelejr, men et kvarter i Beirut, der er blevet populært blandt udflyttere, fordi det ligger lige op ad Shatila.

"Men Sabra er for de 'rige'," siger Maarouf og smiler for første gang. Vi ved begge, at Sabra kun er lidt bedre end lejren her.

Byggematerialer

"Flygtningenes situation meget vanskelig, hvilket hænger sammen med at den officielle politik er anderledes end i Jordan og Syrien," siger Sven Berthelsen, der er vicechef for UNRWA i Libanon.

"Man fastholder spørgsmålet om deres ret til at vende hjem, hvilket betyder, at man eksempelvis udelukker den fra 72 professioner, ligesom de heller ikke har adgang til det offentlige skolevæsen."

Her kommer UNRWA ind i billedet som en af flygtningebefolkningens få livliner. Ifølge egne oplysninger tager organisationen hånd om små 400.000 flygtninge, hvoraf godt halvdelen lever i 12 lejre rundt om i landet.

Dette er en betydeligt lavere grad af integration end i Syrien, hvor omfanget af rettigheder er større og 27 pct. lever i lejre, og Jordan, hvor flygtningene kan opnå statsborgerskab og fulde rettigheder, og kun 16 pct. bor i de officielle lejre.

På i alt 88 skoler sørger UNRWA for daglig undervisning af 41.000 børn, ligesom organisationen tilbyder gratis behandling på 25 sundhedscentre i lejrene, og herudover prøver man at lirke forbedringer ud af de libanesiske myndigheder.

Sven Berthelsen er tydeligt tilfreds med, at flygtningene endelig for nylig fik tilladelse til at føre byggematerialer ind i lejrene, men understreger gang på gang deres vanskelige vilkår.

"De lever som i en stat i staten. Palæstinensernes rolle under borgerkrigen har skabt en vis reservation blandt libaneserne, men inden for de seneste fire-fem måneder, siden den 14. februar (attentatet på Rafik Hariri, red.) har jeg følt en dør åbne sig. Der er et tydeligt behov for dialog, og i eksempelvis arbejdsministeriet ser man en vis opblødning af holdningerne, hvilket dog ikke skjuler at der blandt palæstinenserne findes en betydelig bekymring for at blive glemt."

Anni Kanafani, der er ligeså dansk som Berthelsen, men har boet i Beirut siden slutningen af 60'erne, har sin daglige gang blandt flygtningene og kan tale med om disse følelser.

"Det går lidt frem og tilbage," lyder det, da Information møder hende i Mar Elias, en anden lejr ikke langt fra Shatila.

"Den ene dag får flygtningene lov til at føre byggematerialer ind i lejrene, og dagen efter kommer de libanesiske myndigheder og river ned, hvad de har bygget, så der er ikke noget at sige til, at de føler sig sat udenfor."

Gud er stor!

Hun viser rundt en i nyistandsat børnehave, som drives af Kanafanis Kulturfond.

Hun er daglig leder af fondets aktiviteter i lejrene, hvilket blandt andet består i børnehaver og biblioteker, og foretagendet bærer navn efter hendes mand, Ghassan Kanafani, der omkom ved en bilbombe i Beirut i 1972.

Han var en betydende eksil-palæstinensisk forfatter og billedkunstner, og det er i hans ånd, arbejdet foregår.

Billedkunst sætter således et væsentligt præg på aktiviteterne i børnehaverne. Jeg får at vide, at man også ser dette som et middel for børnene til at få luft i en hverdag med en brutal virkelighed og bitre minder helt inde på livet.

Vi overværer indstuderingen af en lille forestilling, forældrene skal se ved årsafslutningen, som er lige om hjørnet. I et af elementerne skal børnene først gå som elefanter og dernæst hoppe højt i vejret, hvilket ligner noget deres jævnaldrende foretager sig i hele verden, og i næste øjeblik træder en lille pige frem og reciterer et digt om den palæstinensiske intifada.

Det handler om Iman, en pige, som blev dræbt i Gaza-striben, og hendes mor, og midt i oplæsningen lyder ordene 'Allah er stor! Allah er stor!'

"Dette er en del af deres virkelighed, så det kan vi ikke gå udenom," forklarer Anni Kanafani.

"Deres forældre taler om intifadaen, og børnene hører om den alle vegne, og når noget frygteligt sker for en jævnaldrende er identifikationen med ofret helt uundgåelig. Og desuden er der ingen familie her, som ikke har fået nogen dræbt."

Abu Mazen glemmer os

Samme identifikation med aktuelle begivenheder i Palæstina blandet med mindet og drømmen om at vende hjem, finder man overalt i lejrene. At dømme efter husmurenes plakatophæng spiller Yasser Arafat og de to likviderede Hamas-ledere sheikh Ahmed Yassin og Abdel Azziz Rantisi tydeligvis er central rolle i folks forhåbninger, hvorimod jeg påfaldende nok ikke ser noget til den nuværende præsident, Mahmoud Abbas.

"Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.) er en ærlig mand, og en god mand," siger Issam, der sidder foran sit hus i Shatila.

"Han vil uden tvivl os alle sammen det bedste, men han er for svag. Han bøjer af for pres fra israelerne og amerikanerne, og derfor er jeg bange for, at han er ved at give afkald på vor ret til at vende tilbage, for dog at sikre sig noget i Palæstina. Realpolitisk er det måske meget forståeligt, for han er under et kolossalt amerikansk pres, men for os, flygtningene, er det helt uacceptabelt. Vi bebrejder ikke Abu Mazen, men har samtidig svært ved at se ham som vor leder, for han skaffer os ikke vore hjem tilbage."

Issam beder mig vente et øjeblik. Han forsvinder ind i huset og kommer kort tid efter tilbage med en godt brugt kalender i hånden. Den er af ældre dato, men det betyder ikke så meget.

Det vigtige er billederne, som er fra Issams landsby i Palæstina. Der er kun et enkelt hus tilbage, siger han - hans onkels - men alligevel drømmer han om engang at komme til at bo på stedet, for det er hans virkelige hjem, og lige nu er kalenderbillederne hans livline til et sted, hvor han aldrig selv har været.

"Jeg er født her i Shatilla, og jeg håber at komme herfra en dag," siger han blot.

På vej ind i Borj el-Barajneh, som er den største lejr i Beirut-området, står en flok unge mænd. Ahmed er uddannet sygeplejer, Bashar er maler, og Muhammed er frisør, men ingen af dem er i arbejde, og de føler sig uønskede alle vegne.

De syriske arbejdere

"Alle hader os, alle hader palæstinenserne," siger Muhammed, som er den mest udadvendte.

"Vi vil alle gerne rejse, men har ingen steder at tage hen. Ingen vil have os, så vi sidder her i lejren og venter."

Muhammed, som er lidt ældre end de øvrige, har sine egne triste erfaringer. I slutningen af 80'erne forsøgte han lykken i Irak. Det gik godt.

Han havde arbejde og giftede sig med en irakisk kvinde, men efter Golfkrigen i 1991 blev han som de fleste andre palæstinensere smidt ud.

Turen gik til et asylcenter i Roskilde, hvor han levede i fem år, til han i 1997 fik afslag og så kom til Borj el-Barajneh.

Da syrerne for et par måneder siden trak sig ud af Libanon, fik mændene for en tid nyt håb om en bedring. Med hæren rejste nemlig et stort antal syriske arbejdere, som i årevis har opholdt sig i landet, og man så mulighed for at kunne udfylde deres arbejdspladser, som er nederst i hierarkiet. Men kort efter vendte de syriske arbejdere tilbage igen.

"Det havde nok heller ikke nyttet så meget," lyder det desillusioneret fra Ahmed.

"For hver gang der er en ledig stilling, forsvinder arbejdsgiverens interesse så snart han hører, man er palæstinenser. Om man så har en universitetsuddannelse, hjælper det ikke. Er der noget at sige til, at vi gerne vil bort herfra?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her