Læsetid: 3 min.

Palle på 49 - alene i verden

Anne Marie Løns nye fremragende roman udforsker forholdet mellem mor og søn i en socialrealistisk ramme af værtshuse, nutidsengle og måske - medlidenhedsdrab
15. september 2005

Hun har gjort meget godt, men nu kan hun ikke mere. Og hvad skal der så ske?

Så kort kan Anne Marie Løns nye roman Serafia om en mor og hendes søn sammenfattes.

Titlen er samtidig navnet på et værtshus, der lå i Thorsgade på Nørrebro indtil 1964. Men romanen handler om Verna og hendes søn Palle, der har tilbragt det meste af sit 49-årige liv skiftevis i spjældet og på en bænk med sine bajere.

Men nu bruger han sin tid på sin bomstærke mor, Verna, der omsider er slidt ned og faldet af på den, og der udvikler sig et gensidigt afhængighedsforhold mellem hende og Palle, der snart tager sig af hende i døgndrift.

Hvordan det skal ende, anes i forfatterens note til slut, der - panik, panik fra forlaget - ikke er nået med i første oplag, men sendt særskilt ud. Nemlig, at historien er inspireret af en søn, der ifølge avisernes referater dræbte sin mor af medlidenhed, fordi han ikke gad passe hende mere.

Paradokset - hvem var det, sønnen havde medlidenhed med, moderen eller sig selv? - har forståeligt sat sving i anne Marie Løns fantasi og interesse for mennesker, der ikke har sprog til at forklare mere sammensatte forhold og følelser.

Som for eksempel, hvad et værdigt liv er for et elsket menneske, der er blevet gammel og hjælpeløs, men åndeligt usvækket. Sagt brutalt: Hvad er værst, døden eller plejehjemmet? Og hvilket valg giver de pårørende mest skyld og er sværest at bære?

Moderdyr af stål

Forklaringen ligger i Palles figur, og romanen er helt fortalt fra hans synspunkt, i en formidabelt hørt, set og sanset stream of consciousness, blandet med replikker fra hjemmehjælpere og en perlerække af familiekomsammener, som udgør romanens højdepunkter: Der grines, ryges, drikkes, spises piller og snakkes, så lugten driver af siderne, og man forstår fornøjelsen bare ved at være til og sammen.

Over det hele svæver naturligvis Serafia, der ikke kun er et værtshus, men et andet ord for en seksvinget engel. Og Verna er en engel, omend af stål, humørbombe, skrap moster, eks-bartender på Serafia, fhv. bryggeriarbejder og har opfostret alle sine fire børn alene.

Portrættet af hende holder hver meter, komplet med rollator, øl og snaps. Hun er ikke perfekt, men hun var der, og hun opdrog sine børn til at fylde deres roller ud som mennesker, tage ansvar, svare igen, ikke bare stå og glo. Ikke som børnenes fædre, der blot daffede af. Kun den yngstes far var en god mand - men han faldt ned fra et stillads. Hvem Palles far var, har Verna af stolthed holdt hemmeligt gennem alle årene.

Skildringen af Verna er ikke ukritisk, men farvet af børnenes kærlighed og taknemmelighed. Også over de børnebørn, Verna tog sig af, når hendes børn sad i fængsel - en enkelt gang for et fælles kup! Dog bliver datteren Birna mønsterbryder og advokat, der klarer sig strålende alene med datteren Siggafreya.

Bliver et helt menneske

I Palle har Løn skabt en gennemsympatisk mand, der som Kaj i filmen Bænken omsider udvikler sig til det menneske, han kunne være blevet før.

Palle alene i verden, der omsider blev voksen. Hans begrænsede perspektiv på sit liv kan trætte, men det bortvejrer ikke, at Løn - ligesom i disse år kollegerne Kirsten Thorup i Ingenmandsland, Erling Jepsen og Bent Vinn Nielsen - har skabt en regulær samtidsroman, der smækker glughullet op til mennesker knyttet sammen i den type provinsnetværk, som også findes midt i storbyen.

Så nutidig er bogen faktisk, at Verna på et tidspunkt beklager, at hun næppe ser sine kære igen hinsides. Hun har det 'ligesom Taarbækpræsten'. Så kom Grosbøll ind i litteraturen.

Romanens tvetydige slutning afmonterer dog også enhver tendens til underklasseromantik. Når den trofaste Palle måske vil tage sig skidt ud foran en domstol, er det også, fordi hans motiver er knap så enkle, som han selv tror. Har han ret i, at Verna har mistet lysten til livet? Eller frygter han selv at miste sin rolle, hvis hun kommer på plejehjem og andre kan tage sig af hende?

Dilemmaet må berøre alle i et samfund, hvor flere og flere bliver gamle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu