Læsetid: 3 min.

Pan-amerikansk opgør i Mar del Plata

Syd- og Nordamerikas statsledere samles i dag i Argentina for ved et topmøde at skabe frihandel og job på kontinentet. På forhånd synes frihandelsprojektet dog at have sværere vilkår end nogensinde, og mødet ligner på forhånd et opgør mellem George Bush og Venezuelas Hugo Chavez
3. november 2005

MARDELPLATA- Mar del Plata er stedet, hvor Buenos Aires' velbjærgede borgerskab som regel bevæger sig hen, når den argentinske hovedstads gader om et par måneder bliver for varme til almindelige mennesker. Men allerede i denne uge tager det argentinske nationalhelt, den nye vitaliserede og nogle-og-40 kilo lettere version af El Diego (Maradona), til badebyen for at lade sin røst hæve mod magthaverne. Den tidligere fodboldspiller og nuværende tv-vært har lovet sin gode ven Fidel Castro at føre an i de kæmpedemonstrationer af anti-globalister, piqueteros, andre berømtheder og almindelige mennesker fra hele kontinentet, der vil fylde atlanterhavsbyens gader her til morgen, i hvad der på forhånd er blevet beskrevet som den største argentinske sikkerhedsoperation nogensinde.

Målet for demonstrationerne er det fjerde pan-amerikanske topmøde, som løber af stablen over de to næste dage i byen og samler 35 amerikanske statsledere, og blandt dem mest bemærkelsesværdigt George W. Bush, der da også er hovedmålet for demonstrationerne. Men modsat de tre andre topmøder, vil den amerikanske præsident imidlertid ikke være alene om at indtage en hovedrolle ved dette møde.

På forhånd synes rollefordelingen at være delt ligeligt ud mellem Bush og Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Chavez har bebudet en tale fredag formiddag til det alternative topmøde, som protestbevægelserne holder på badebyens fodboldstadion, og banen er i det hele taget kridtet op til et opgør mellem de to præsidenter.

Nøgleordet er frihandel

Ud over de retoriske luftslag der til stadighed verserer mellem de to præsidenter, handler uenigheden om topmødets hovedemne: Frihandel.

Målet med topmøderne har i lang tid været at skabe et frihandelsområde for hele regionen, det såkaldte FTAA (Free Trade Agreement of the Americas), der skulle nedbryde toldmure mellem de amerikanske stater og skabe job og vækst i regionen.

Det er imidlertid et projekt, der aldrig rigtig er kommet fra jorden. Bortset fra et par aftaler mellem USA og enkelte latinamerikanske lande står toldmurene stadig lige så bastant mellem Nord og Syd, og oddsene for, at topmødet i Mar del Plata vil ændre på det, er på forhånd ikke særlig gode. Umiddelbart kunne det se ud til, at Fidel Castro (der ikke er inviteret til hverken topmøde eller toldfrit samarbejde) havde ret, da han i føromtalte Diego Maradonas vidtspændende tv-program sagde, at "FTAA er stendød og begravet".

Årsagen er, at det sydamerikanske landkort har ændret sig siden midten af 90'erne, da ideen om et frihandelskontinent blev fostret. Den neoliberale bølge, der dominerede regeringerne, er i store træk overstået, og en ny konsensus om et selvstændigt Sydamerika er opstået mellem mange af de nye ledere. Og mens mange af de nye venstreledere stadig ser en nødvendighed i et vist udvidet økonomisk samarbejde med USA, er det primært en mand, der trækker i den modsatte retning: Hugo Chavez.

Mindre USA-indflydelse

Som kommende medlem af Mercosur - Sydamerikas handelssamarbejde - vil han få mulighed for at øge den sydamerikanske integration under de politiske paroler, som det først og fremmest bliver ham selv, Brasiliens Lula og Argentinas Kirchner, der kommer til at lancere, og Chavez har på forhånd meldt ud, at samarbejdet først og fremmest skal bruges til at fjerne mærkatet Made in USA fra flest mulige varer på kontinentet, og i det hele taget mindske den amerikanske indflydelse.

Det er et populært budskab hos Maradona og de andre demonstranter udenfor topmødets luksushotel, hvor frihandelens lyksaligheder ikke umiddelbart frister, og USA traditionelt tillægges skylden for mange af problemerne i Latinamerika. Eller som en af de anti-globalistiske piqueteros-ledere, Luis d'Elían, sagde til Financial Times tidligere på ugen:

"FTAA vil udrydde vores industri og fjerne 82 procent af vores eksport. Vi har allerede set resultatet af imperialistisk økonomisk politik, og i Argentina ødelagde den vores velstand".

USA vil gerne have gennemført aftalen og har støtte fra bl.a. Canada, Mexico og Chile, mens det hænger med bl.a. Mercosur-medlemmerne Brasilien, Argentina og Uruguay.

På gaden i Mar del Plata har Venezuelas Hugo Chavez allerede vundet kampen.

Spørgsmålet er, hvad Bush har at svare igen med inden for murene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her