Læsetid: 3 min.

Pandoras æske

20. februar 2006

Da menneskene havde tilranet sig ilden, blev guderne vrede og sendte Pandora ned til de dødeliges samfund med en æske. Dér åbnede hun æsken, og alskens ufred og ondskab fløj ud i verden, der aldrig siden blev den samme.

Offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, ledsaget af en tekst der alment set kun kan opfattes som sårende, har sluppet en latent vrede løs i den muslimske verden.

På baggrund af Danmarks hidtidige afgivne beklagelser og undskyldninger, må den tanke melde sig, at dette hændelsesforløb kan føre til et frygtsomt afkald på enhver fremtidig fornuftig brug af ytringsfriheden i religiøse anliggender.

Agnosticisme

Der findes et begreb, der hedder agnosticisme. Dette ord blev skabt af Thomas H. Huxley engang i 1860'erne. Det er princippet om, at man ikke kan opnå objektiv viden om noget, der ikke kan lade sig demonstrere. Vor viden er begrænset til den fysiske verden, og det er derfor umuligt at få sikker viden om guds eksistens.

Religiøs udfoldelse er en borgerrettighed, men man forbeholder sig ret til at argumentere mod urimeligheder. Denne livsopfattelse er et umisteligt element i en moderne stat.

Danskerne var aldeles uforberedte på imamernes indflydelse. Samtidig afsløredes imamernes løst funderede indsigt i dansk lov og demokrati.

Det blev tydeligt, at deres loyalitet ligger i fjerne mellemøstlige samfund. Det gik også op for danskerne, at man ikke kan foretage et eksperiment med islamisk religionsopfattelse, uden at det får global konsekvens.

At besinde sig

Krisen har understreget, hvor stor en afgrund der findes i udviklingen af den vestlige kultur og den islamiske. Fra det 11. til det 13. århundrede drog den kristne verden på korstog for at erobre det hellige land, der dengang var under muslimsk kontrol. Der er en lang og blodig vej fra korsriddernes felttog til senere kristne missioner, der både ville have herredømme og erobre sjæle.

Tilsvarende gennemførte islam adskillige stormløb mod Europa. Sidste gang i 1683, hvor et dristigt kavalleriangreb ledet af den polske konge i sidste øjeblik undsatte det belejrede Wien.

Men hvor den kristne kirke for længst har besindet sig på, at den ikke mere er en magtfaktor, og at den ingensinde mere vil underlægge sig hele verden, så er islam ikke slået ind på den vej.

Midsommervisens ord

Islam hævder at besidde sandheden om verdens indretning og har som mål globalt at udbrede deres tro som overordnet religion. Så længe de forfægter dette, må vesten nødvendigvis opfatte muslimer som fjender af frihed i tanke og tale og nødsages til at gøre front med alle til rådighed stående udtryksmidler.

Når vi til Sankt Hans samles omkring bålet, vil vi med stor alvor have grund til at reflektere over midsommervisens ord:

"Vi elske vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende."

Hvad betyder det både at elske sit land og samtidig indbyde andre til at slå sig ned i Danmarks rosengård, for så er erkende, at der er tidsler blandt roserne? Sværdets tid skulle nødigt vende tilbage, men tavshedens tid må være forbi. Det er tid at tale. Ikke fundamentalisternes, men demokratiets tale.

Danmark må besinde sig på, at konflikterne med islamisk verdensopfattelse er en politisk dagsorden, hvor den sekulære stat igen og igen må klargøre sit synspunkt, at den ikke vil underlægges nogen religiøs bemyndigelse.

Anledning til dialog

Håbet for fremtiden er indtil videre deponeret i Pandoras æske. Thi glemmes må det ikke, at dengang Pandora åbnede låget, og alskens kiv og strid fløj ud i verden, da gemte håbet sig i æsken.

Og håbet er, at islam en dag vil slippe ud af dens tros spændetrøje og at muslimer vil dyrke gud og profeten i erkendelse af, at det hellige er en personlig sag, der ikke skal påtvinges andre, og ikke på nogen måde angår statens retsudøvelse.

Den aktuelle sag kan give anledning til en positiv dialog mellem danskerne og det muslimske mindretal og vil forhåbentlig føre til, at vi mister begrundelserne for at anse danske muslimer som en trussel mod de almene borgerrettigheder i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu