Læsetid: 4 min.

Pandoras æske

13. december 1996

Serbiens præsident Milosevic synes at have åbnet en Pandoras æske, ved at de regeringsstyrede valgkommissioner har annulleret resultaterne ved lokalvalgene mange af de steder, hvor kandidater fra oppositionen havde vundet. De skal ganske vist også have annulleret valgresultater i kredse, hvor regeringens kandidater har vundet. Men der er opstået et generelt indtryk af regeringsmanipulation med valgene. Oppositionen har følt sig snydt og iværksat store demonstrationer. Milosevics prestige i vesten har nået et nyt lavpunkt. USA, NATO og EU har udtalt deres fordømmelse, normaliseringen af den jugoslaviske forbundsrepubliks forhold til vesten er standset, og der trues endda med genindførelsen af sanktionerne.
Oppositionen, der er presset af, at det er vanskeligt at opretholde størrelsen af demonstrationerne, ser det som en test på udlandets oprigtighed, at det opretholder presset på præsident Milosevic. Men samtidig svækkes oppositionen af, at dens legale muligheder synes udtømt. Landets Højesteret har godkendt annulleringerne. Og det har tilsyneladende fået nogle af demonstranterne til at opgive håbet.

Men situationen er stadig eksplosiv. Og det er ikke kun oppositionen, der er ved at løbe ud for legale midler, det er også Milosevic selv. Han er kommet oppositionen i møde på enkelte punkter, som i tilfældet med de to uafhængige radiostationer, Radio B92 og Indeks, der blev lukket, men nu sender igen. Han har fyret sin partileder i byen Nis. Men oppositionens krav om nu at godkende valgene vil forudsætte, at præsidenten desavouerer landets højesteret - ikke ligefrem et middel, der ser godt ud, hvis man vil gå for at være et demokratisk retssamfund. Og virker det, som om han kapitulerer for udlandets krav, vil det udfordre både postkommunistiske hardliners og nationalister i hans bagland. I forvejen er der mange, ikke mindst i den organiserede opposition, der anklager ham for at have solgt de vestlige serbere gennem sin tilslutning til Dayton-aftalen.
Prisen for vestlig støtte til oppositionen er naturligvis, at denne også erklærer at ville støtte Dayton-aftalen. Og det har den gjort. Alligevel er det ejendommeligt nu at finde folk, der har kritiseret vesten for dens politik mod serberne, på samme side i kampen mod den mand, der har et hovedansvar både for den krig, der skulle realisere serbiske forhåbninger, og for den fred, som
siden knuste dem. Kun ét af koalitionens tre partier, Borgeralliancen, har konsekvent indtaget et antinationalistisk standpunkt.
Medlemmer af oppositionen udtrykker mistillid til
vesten, især USA, for i virkeligheden at ville holde på Milosevic for at sikre Dayton-aftalen om Bosnien. Men det er USA, der nu optræder som den skarpeste kritiker af Milosevic og i praksis har afbrudt dialogen med ham. Regeringen har endda sat en medieoffensiv igang, idet Voice of America nu sender samtidig både på tv og radio til Serbien, og viceudenrigsminister John Shattuck deltog onsdag i en transatlantisk videokonference med ledere af protestdemonstrationerne i Beograd. For dette teknisk raffinerede arrangement stod Internews, et ikke-kommercielt internationalt netværk med speciel fokus på ufuldkomne demokratier i Østeuropa - det støttes af den ungarsk-fødte finansmand Soros' "Open Society Foundation". Bag sådanne initiativer ligger en forståelse af, at en demokratisering af Serbien forudsætter opretholdelse og styrkelse af uafhængige medier.

Det er imidlertid vigtigt, at de uafhængige medier ikke i befolkningens øjne kommer til at fremtræde som del af en vestlig offensiv mod en leder, som trods alt ved de nationale parlamentsvalg for nylig fik et flertal bag sig. Først sanktionerne og så Dayton-aftalen har betydet en ydmygelse af serberne. Deres økonomi ligger i ruiner, og de står nu med hatten i hånden over for det såkaldte Internationale Samfund. Det er noget af en balancekunst at sikre, at man gennem pression mod Milosevic ikke kommer til at fremme serbisk nationalisme og dermed i virkeligheden modvirker en normalisering og fredelig integration af landet i Europa.
På den baggrund er det tankevækkende torsdag at se Italiens udenrigsminister Lamberto Dini, angiveligt på eget initiativ, i Beograd på noget, han selv betegner som en ren fact-finding mission. Dini har haft møder både med præsident Milosevic og med hver af lederne af de tre oppositionspartier, der er med i koalitionen Zajedno (Sammen). Dini afviser, at Italien har tænkt sig at tilbyde sig som mægler mellem den serbiske præsident og opposition. Alligevel erklærede han på en pressekonference, at han havde opfordret oppositionen til ikke at stå fast på, at Milosevic først skal godkende de annullerede valgresultater, før oppositionen vil give indrømmelser. Den italienske udenrigsminister finder ikke, at det "ligger i kortene" som basis for det kompromis, han mener er den eneste vej ud af den fastlåste situation. Også den ene af oppositionslederne, Zoran Djindjic, og Ljubisa Ristic der er præsident for den venstrekoalition, som støtter Milosevic, har antydet, at man må til at søge en politisk løsning.
Hvad den skal gå ud på, efter at en række formelle muligheder er spillet modparterne af hænde, kan man kun gætte på. Men oppositionens håb om, at demonstrationerne vil tvinge Milosevic til at gå af, er urealistisk. Det oppositionen reelt kan håbe på, er en form for remis med præsidenten, der udskyder kampen til et senere tidspunkt - og da forhåbentlig med mere legale midler.
Den mest betryggende ordning på længere sigt vil være, at OSCE sendte observatører til valgene i Serbien på samme måde som til valgene i september i Bosnien. For der er intet så nedbrydende for udviklingen af et demokrati, hvis der kan rejses afgørende tvivl om valgresultaterne. Og én ting kan Milosevic ikke rende fra, trods Højesterets afgørelse: Det er en skandale for regeringen, at så mange valgresultater skulle annulleres.

K.F. (Karsten Fledelius)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her