Læsetid: 4 min.

Panik før (ned)lukketid

Termodynamik som (stor)politik - også for Villy Søvndal
29. april 2005

For en tredjedel århundrede siden udgav Villy Sørensen nogle dagsaktuelle artikler i bogen Uden mål ¿ og med og gav dem undertitlen Moralske tanker. Præget af bl.a. det nu så forkætrede 1968-røre eller -oprør, en for længst overstået "Perspektivplanlægning 1970-85", en ligeledes glemt diskussion af "Tilfældigheden og nødvendigheden", rejst af en biolog ved navn Jacques Monod, skulle man tro, at Uden mål ¿ og med var færdig som partsindlæg i nogen som helst igangværende strid i dag. Sandelig om en anden Villy, den i dag så omtalte SF'er Villy Søvndal, ikke i går i sit interview med Sandy French her i bladet henviser til den gamle bog som noget nær en ledestjerne:

"'Man kan sgu da ikke tale om dig som intellektuel,' siger partifællen Anne Baastrup. Villy Søvndal tænder endnu engang piben, og nikker. 'Næh, jeg er jo ikke akademiker, men jeg har da efterhånden forstået det meste af Villy Sørensens bog Uden mål - og med,' siger han. 'Jeg forsøgte første gang som 15-årig, men det var ikke meget, der fes ind. Men efter et par gennemlæsninger mere op gennem årerne, er det såmænd faldet helt på plads,' siger han." Da min egen glæde ved Villy Sørensen er bevidnet så mange gange her i Information, kan det ikke undre, at Villy Søvndals tilsvarende glæde virker - glædelig.

Nu kan jeg ikke vide, hvad det præcis er, som så mange gange gennem årene har gjort artikelsamlingen tiltrækkende for Villy Søvndal, og det skal også oplyses, at dette skrives, før resultatet af urafstemningen i SF om formandsposten foreligger. Men uanset hvad det resultat end måtte blive, og som læseren jo nu kender, er det i hvert fald igen blevet dagsaktuelt at fremhæve, hvad man godt kan kalde Villy Sørensens livsprojekt. Også som det kom til udtryk i den utopi eller det politiske manifest, Oprør fra midten, som han sammen med Niels I Meyer og K. Helveg Petersen udsendte i 1978: En videreførelse af det såkaldte moderne, liberalistisk-socialistiske frigørelsesprojekt, men nu ikke længere under antagelse af muligheden for ved naturvidenskabens, teknikkens og (penge- og markeds-)økonomiens hjælp at opnå grænseløs magt over og grænseløst forbrug af natur-materielle goder at gøre godt med, men i godkendelsen af og respekten for, ja, kærligheden til naurens egne grænser: "Vi ved at forbrugsstigningen ikke kan fortsætte, fordi det i sidste instans er vores egne ressourcer vi forbruger. Vi ved, at de nuværende udviklingstendenser rummer tendenser til livets afvikling," som skrevet står i netop Uden mål - om med.

Forhåbentlig er det den konstatering, der nu er faldet helt på plads for Villy Søvndal. Såmænd.

For som også skildret her i bladet i dag og de senere dage af især Ebbe Sønderriis er panikken ved udsigten til nedlukning af de sidste kilder for billig olie ved at brede sig, så selv verdens mægtigste mand, Amerikas Forenede Staters præsident, Geoge W. Bush, ligefrem er begyndt at tale om nødvendigheden af at satse på alternativ energi.

Atomkraft

For meget kan man sige om Mr. Bush, men et ægtefødt barn af det moderne oplysningsprojekt er han. I USA, som i Irak, som i hele Verden. Ingen grænser for menneskets muligheder for at opnå magt over naturen og økonomisk vækst i natur-materielle-goder at gøre godt med vil USA's nu med bravur genvalgte præsident vide af. Teknikken klarer alt. Det kaldes ikke religiøsitet, det kaldes moderne fremskridtsoptimisme. Så kan tusindvis af nye a-kraft-værker over hele Jorden forøge risikoen - for dels nye Tre Mile Øen- og Tjernebyl-katastrofer, dels nye terrorist-mål, dels spredning af beriget uran til masseødelæggelsesvåben, dels uløste problemer for opbevaring af radioaktivt affald i titusindvis af år - nok så meget de vil, a-kraft skal vi have som aldrig før. Ellers går fremskridtet i stå.

Villy Sørensen talte om og for et andet fremskridt i opmærksomhed, nærvær, hensyntagen, medlidenhed, humor, som nok ikke kan måles som dollar- og kilomængder, men mærkes fuldt så godt. Hvilken forestilling om fremskridt har vores miljøminister Connie Hedegaard? Danmark var for et par uger siden vært for en stor konference sammen med det Europæiske Miljøagentur. Her skulle man blandt andet debattere, om teknikken alene kan hjælpe os til en mindre forurenet hverdag og fra ødelæggelsen af naturgrundlaget. Og selv om ministeren efter alt at dømme ikke går ind for a-kraft (endnu), udelukkede hun tilsyneladende heller ikke, at teknikken alene klarer alt. Men er det overhovedet muligt? spurgte Martin Krasnik. I en efterfølgende Deadline på DR-TV den britisk-canadiske chef for agenturet, Jaqueline McGlade.

Nej, lød svaret. Med henvisning til bl.a. den naturlov, der kaldes termodynamikken: den samlede enegi er konstant, altså trods alt begrænset, og varmeproduktionen i udnyttelsen af den medfører uvægerligt fald i drivkraft. (Den såkaldte entropi eller varmedød).

Er Søvndal på Sørensens og McGlades side? Eller på Bushs? Og hvad er Hedegaard?

I øvrigt har uran-mængderne også deres grænser...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu