En mand - Elias - i ensom majestæt op ad en stor allé i Paris. Han har kufferten på slæb. For enden ligger det luksuriøse Hotel du Grand Palais. Hjemme venter familien utålmodigt i parcelhuset med et surprise-party.
Det er filmens eksistentielle nøglebillede. Elias alene med sin kuffert. I færd med at tage et lille, men afgørende skridt. Han ved det ikke selv. Han ønsker såmænd bare at fejre sin 60-år fødselsdag alene på Hotel du Grand Palais, men beslutningen skaber panik i parcelhuset og sætter en lavine i gang i en familie, som har sine hemmeligheder og løgne.
Instruktøren Jacob Grønlykke og manuskriptforfatteren Mogens Rukov er på sporet af et interessant familiedrama. Og med Jens Okking og Birthe Neumann i hovedrollerne som legetøjshandleren Elias og hans hjemmegående hustru, Ingrid, står Grønlykke med to af dansk films bedste skuespillere.
Men noget må være gået galt. For selv om Opbrud - der oprindelig hed Den jødiske legetøjsgrossist - har været undervejs siden 2002, virker det blot 83 minutter lange drama skitseagtigt og underudviklet.
God kemi
Ingrid forlader uden varsel sit fejlslagne surprise-party og tager bilen for at finde sin mand i Paris. En kvinde, der - som hun selv udtrykker det - "hellere vil ligge hjemme og æde piller og brokke mig over jer alle sammen", mander sig op. Og hun giver sin ægtemand gennem 40 år tørt på, da hun finder ham på det skamløst overdådige hotelværelse sammen med en ung luder fra Ukraine. Det er filmens mest velfungerende scener, på én gang komiske og alvorlige.
Jens Okking og Birthe Neumann er måske nok lovligt typecastede som henholdsvis indadvendt legetøjshandler med de skjulte drømme og hustruen-på-randen-af-et-nervøst-sammenbrud, men kemien imellem skuespillerne er god, og vi får på få scener indtryk af et ægteskab, der har mistet passionen.
Mobil i islagkage
Men hvorfor er Elias, Ingrid og deres tre voksne børn egentlig kørt fast i småborgerlige ritualer? Og hvorfor sker opbruddet netop nu?
Det får vi aldrig svar på, og uden baggrund bliver dramaet abstrakt og parcelhuset en tom metafor for småborgerligheden. Alle sidehistorier tabes på gulvet eller glider lige så stille ud. Historierne om de tre børn - den flagrende Nina (Sonja Richter), karriereknuden Philip (Kim Bodnia) og fraværende Hannah (Ellen Hillingsøe), der lever i et ulykkeligt ægteskab i Israel - og deres indbyrdes forhold er rene skitser, og mødet mellem Elias og den unge luder, der kunne være hans datter, folder sig heller ikke ud eller knyttes tematisk til hans forhold til egne døtre.
Og det hjælper ikke på troværdigheden, at dialogen er stiv og den sparsomme handling ofte symboltung. Det er en af den slags film, hvor det automatisk regner, når stemningen er trist, og hvor en mobiltelefon i en islagkage betyder kaos.
Opbrud er Jacob Grønlykkes anden film efter Grønlandsdramaet Lysets hjerte fra 1998. Trods udmærkede momenter har han stadig sin første overbevisende spillefilm til gode.
