Læsetid: 3 min.

Panserkrydser i plys

Rammstein virker metaltrætte og vakler på kanten af den ufrivillige selvparodi. Eller også har de nået et metaniveau, hvor de vender vrangen ud på deres egen stjernestatus
3. november 2005

Det sker. Granit smuldrer, rygge krummes, metal trættes. Og Rammstein bliver et popband. Ikke at det østtyske nymetalbands varemærkevælde er forsvundet på deres nye album Rosenrot, men deres uforsonlige panser synes efterhånden klædt i plys. Det skyldes selvfølgelig til dels, at vi har vænnet os til deres gotiske ekspressionisme, sadomasochistiske grovheder og teatralske distanceblænden. Verden har ændret sig med Rammstein. Men Rammstein har også ændret sig med verden.

Solid humor

Deres blødende patos kan her på deres femte studiealbum lyde drivende sentimental. Der er klokkeklart tilløb til decideret pop, da småborgerligheden stikker sit velsoignerede ansigt ud af den arrede ørneborg for at synge duet med popbandet Texas' skønforsanger Sharleen Spiteri. Og da de senere inkorporerer tijuana brass og spanske sangerinder i deres horrorromantik, er lytteren nærmest inviteret til gøglershow. Rammsteins claim-to-fame var deres optræden på lydsporet til David Lynchs Lost Highway fra 1997. Her blev sangen "Heirate Mich" fra debutalbummet Herzeleid fra året før fremført som en trussel om en knyttet næve, ikke som et løfte om en udstrakt hånd. Og man spidsede ører. Mange så det sorthumoristiske og polemiske i, at de havde navn efter en amerikansk flybase i Tyskland, hvor en ulykke under et militærshow slog mange mennesker ihjel, og mængderne stod klar til omfavnelse, da gruppens andet album Sehnsucht, deres gennembrud udkom i 1998.

I dag er sekstettens chokrock ikke længere chokerende, og det ville have været patetisk, hvis de forsøgte at overbyde sig selv. Men det burde ikke forhindre dem i at skrive hjertejordskælv, som de tidligere har formået så smukt. Og der er da også perler på Rosenrot. "Mann gegen Manns" lette beat er en kærkommen antitese til den gængse tyngde, og den homoseksuelle tekst er bundet op med solid humor: "Warf mich auf einen warmen Stern." Eller hvad med denne sproglige finurlighed: "Mann gaygen Mann". Village People i granituniform...

Åbningsnummeret "Benzin" er Rammstein, som hvor mor lavede det, med knogleknusende guitarer og wagnersk synth - men så lige tilsat et frækt surflignende tema. Og den afsluttende ballade "Ein Lied" er en smukt sortbejdset ballade. Men den iscenesættelse af desperation, selvdestruktion, ensomhed og længsel som er brændslet i sangene virker alligevel mestendels som træt parafrase på Rosenrot.

Der gemmer sig stadig en samfundskritisk, historisk, pacifistisk diskussion i sekstettens leg med krigsmateriel og fascistisk ikonografi - akkurat som hos mestrene Laibach, som de skylder en herregård. Men Rammstein er i færd med at miste prægnans. Når den asfalterede forsanger Till Lindeman synger, at han har brug for benzin, ikke kokain, ikke heroin, men benzin, så er det selvfølgelig ikke uden politiske overtoner, men det ligger også i forudsigelig forlængelse af det übermaskuline univers, som de både dyrker og ironiserer over.

Ikke ubetinget fornøjeligt

Ironi og selvironi har altid været vigtige faktorer, men nu ser det ud til, at vi er på vej ud i en - formentlig ufrivillig - parodi på selvironien. Det er selvfølgelig noget af et metaniveau at nå; et niveau der udstiller rockstjernens hybris, oprørerens komfortable resignation, ironikerens intellektuelle forfald, knæfaldet for popkulturens dekorative fordring og den merkantile rovdrift på succesrige formler.

At Rammstein skulle være sig dette metaniveau bevidst, kunne afslutningsskæringen godt tyde på: "Immer wenn ihr traurig seid/Spielen wir für euch." Men uanset hvad er det ikke ubetinget fornøjeligt at lytte til et band, der forsøger at genoplade sine rasende batterier i samme stikkontakt igen. Og igen.

Alt kan før eller siden blive pop, så længe det indeholder vers og omkvæd. Tænk bare på - for tidligere generationer - utænkelige hitmaskiner som Marilyn Manson og Nirvana. Og er der så noget galt med pop? Slet ikke. Det er bare sjældent at afvigende musikere kan bevæge sig ind i poppens farvande af egen kraft. De kan blive indhentet og omfavnet af samtiden, som det også er sket for Rammstein, men de kan sjældent ændre deres udtryk i retning af en bredere smag uden at miste nerve. Og når man medregner Rammsteins fortid som fabriksarbejdere i eks-DDR, så kan deres begyndende bevægelse i dén retning virke decideret trist. Vil de opsætsige arbejdere inviteres inden for i borgerskabets saloner? Eller sidder de allerede derinde og nikker med dyr cognac på deres slidte smækbukser?

Rammstein: Rosenrot (Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her