Læsetid: 4 min.

Et par

Die Zeit bragte i sidste uge fire nydechiffrerede 'stenogrammer' af Elias Canetti, som gerne skrev i en 'hemmelig' stenografisk kode. Teksterne blev til mellem 1933 og 1942 og har indtil 2002 ligget utilgængelige blandt Canettis efterladte papirer i Zürichs Stadtbibliothek. Teksten 'Et par' viser Canetti på jagt efter karakterer - som en etnolog på indsamling i marken
25. juli 2005

Muligheden af at iagttage en scene fra tre sider bringer en meget tæt på skuespillerne. Man træder ind i et lille rum, som er besat af et tilsyneladende kærestepar i hjørnet. De øvrige borde er tomme. Man sætter sig ved et i nærheden af parret. I de spejle, der sidder i rummets vægge, ser man, at man har taget fejl. Ved siden af de lyslevende to i hjørnet har man yderligere to i spejlet til venstre og endnu en gang to i spejlet over for sig. De kan ses i profil, en face og i virkeligheden. Deres tone hører man enkelt. Hun er purung, lille og mager. Det sminkede ansigt foregiver en dobbelt så høj alder. Fra næsen til mundvigene løber der to skarpe snit. Øjnene, to dybe, mørkskyggede gruber, må begge undersøges med henblik på deres sande natur. Når hun ler, er man overbevist om, at hun græder. Ser hun roligt hen for sig, skræmmes man af hendes smertefortrukne træk. Det lyse, nydeligt skilte og bundne hår virker som en erindring om et tidligere liv. Hun er højst seksten år gammel. Hendes grelle træk hidser manden hvidglødende.

Han er mager og lille ligesom hun, men kulsort, og nynner sit tysk som en rumæner eller en polak. Hvad han mangler af lidenskab, erstatter han med store armbevægelser. Hun skal tage med ham hjem. Hun vil få at se. De skal tale sammen.

Han har et klaver og et smukt tæppe, hun er ikke nysgerrig efter noget. Han synger ensartet videre. Ingen afvisning bremser ham. Han finder på historien om en pige, han lige har givet løbepas, for hendes skyld. Hun finder det uforsigtigt. Hun vil alligevel ikke gå med ham. Piger er ikke legetøj. (...) Hendes ansigt bliver endnu en tand smerteligere. Ifølge det har hun opmuntret hans meddelelse. Han griber hende om hagen med sine smalle fingre og ser hende med energi ind i øjnene. Hun unddrager sig ham med foragt. Han lægger hendes fingre i sin hånd og slikker dem én for én. Alt imens bekymrer hun sig ikke om ham og rynker øjenbryn ad et billede, som foresvæver hende, og som han bestemt ikke er med i. Til sidst ser hun op og betragter hans nakke.

Det interesserer hende, om hans flip er ren. Han begynder igen med sin sagte, uophørlige melodi. Hun græder, det vil sige, hun ler og håner ham. Han er jo klog. Han er psykiater. Hvorfor ved han ikke dét?

Han skal vente. Han må være tålmodig. Hendes stemme er hele tiden lige kold, hans hele tiden lige varm. Ligesom hun ikke kan finde mere håb, forekommer det ham umuligt at miste sit. Hun går ud et øjeblik. Hun vil vide, hvad klokken er, og han har ikke noget ur. Hendes mening om ham daler til nulpunktet. Mens hun går ud for at få at vide, hvad klokken er, søger jeg hans ansigt i spejlet og forventer at møde det sjofle, indforståede smil, ukendte mænd sender hinanden, når kvinden ikke kan se det.

Ved hvad han vil

Han smiler ikke, han ser helt alvorligt på mig; han har melankolske grundsider.

Sandsynligvis er han musiker. Ellers ville klaveret ikke være det første, han roste. Tæppet føjede han til for hendes skyld. Kvinder har tilbøjelighed for tæpper. Ludere kan købes med tæpper. Han er ikke menneskekender. Han opdager ikke, at hun ikke lader sig dupere af noget mere, end ikke penge, skønt hun har brug for penge. Så snart hun kommer tilbage og half past three - så meget engelsk kan hun af stolthed - lover han hende ikke bare grønne skove, men guld. Hun er ikke nysgerrig. Hun ved det hele i forvejen. Han forsøger at gribe fat i hende, snart her, snart dér. Han gør det så kluntet, så forsagt, skønt der går en forberedelse forud for hver bevægelse, og en nøjagtig udførelse sekunderer den; han imponerer hende ikke med det.

Hun har tusind gange mere erfaring end han. Hun ved intet som helst. Hun kan åbenbart ikke engang engelsk; musik eller psykiatri (...) har hun ikke det fjerneste begreb om. Og dog ved hun alt, hvad han vil; hun ved, hvad han vil gøre. Hun behøvede ikke at forstå ét ord, og hun havde en bog i lommen.

Hun kender hver eneste lille håndbevægelse, derfor tager hun ingen notits af nogen af dem. Hun er den psykolog, den videnskabsmand, han gerne ville være. Hun overser alt det karakteristiske. Hun ved, han har bukser på. Hun kender det typiske og indretter sin opførsel efter det. Deri ligger hendes begrænsning. Deraf kommer det sig, at hun, skønt seksten, allerede ligner en på fyrre (...)

For mænd betaler uhyre summer for at gå ind på hendes individuelle forfængelighed. Hendes almindelige behov er ikke så svære at tilfredsstille.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu