Læsetid: 10 min.

Efter et par timer indså de, at jeg bare var tosset

29. oktober 2005

Borgerkrig i Irland, borgerkrig i Mocambique, kamp med rockere og nazister i Århus og psykotisk hjemløs i København. Mårten Breum har været ude for lidt af hvert i sit korte liv som BZ'er og ulandsfrivillig. I dag siger han, at det vigtigste er at være god mod andre i hverdagen

Mårten Breum er i tvivl, om det mest betydningsfulde, der er sket i hans liv, er fødslen af hans datter - eller om det er borgerkrigen i Mocambique. Og det er egentlig ganske sigende for det liv, han har levet!

Til gengæld er han ikke i tvivl om, hvad det vigtigste i livet er.

"Det vigtigste er at være god i hverdagen," siger han. "Det vigtigste er at min datter får redskaberne til at skabe sig et godt liv, at være god ved dem, der holder af en, og som man holder af."

"Desuden har jeg lovet det guddommelige i mig selv, at jeg vil bruge mine evner. Jeg både skriver og maler," fortæller han.

Mårten Breum har skrevet romanen Forsvar for tolv tosser, som netop nu kommer i anden udgave, og han maler, hvad han selv karakteriserer som 'impressionistiske malerier med naivistisk farveholdning'.

Dette med det guddommelige i sig selv er imidlertid noget, Mårten Breum først er nået frem til efter to psykotiske sammenbrud, det første mens han som ganske ung var BZ'er, det andet forårsaget af hans oplevelser under borgerkrigen i Mocambique.

Han taler om krigen mellem de mocambiqueanske regeringstropper Frelimo og de sydafrikansk finansierede tropper i Renamo på en måde, der får mig til at spørge, om han direkte har deltaget. Det har han dog ikke - han var U-landsfrivillig for UFF, "men man kunne ikke undgå at være med krigen," siger han.

"Der var ingen front, Renamos monstrøse folk kunne dukke op over alt. Jeg så folk blive slået ihjel med geværkolber, jeg arbejdede med forældreløse børn, som der var rigeligt af, og det var ikke til at holde ud at se disse børn, der have været vidne til, at deres forældre blev slået ihjel for øjnene af dem."

"Jeg blev sendt hjem med en krigspsykose."

Mårten Breums første sammenbrud kom, da han som 21-22-årig var med i BZ-bevægelsen i Århus.

"BZ i Århus var en anden historie end i København," fortæller han.

"Vi var aldrig oppe at slås med politiet, det århusianske politi var ikke som det københavnske interesseret i konfrontation. De vidste, at vi sad længe oppe og snakkede og også røg lidt hash, og så mødte de bare op klokken halv seks og sagde, at nu kunne vi godt pakke sammen, for vi var arresteret."

"Men til gengæld havde vi det problem, at politiet var fuldkommen indifferent med at få loven overholdt, så vi blev overfaldet af rockere, nazister og af en karateklub, der var ledet af to koreanske brødre. Eksempelvis havde vi en Fronthus-uge, hvor vi holdt caféen åben og fik overskuddet fra baren. Dér blev vi overfaldet af rockere, der kom sammen med nazi-skinheads."

"De fyrede en pulverslukker af ind i caféen, og nogle af vores stærkeste fightere sprang ud igennem røgen for at holde dem ude. Med det resultat, at en blev slået gennem en panserglasrude med ansigtet forrest og brækkede både næse, kindben og kæben flere steder."

"Han er stadig anarkist," oplyser Mårten Breum, der selv gjorde, hvad han kunne for at drive angriberne på flugt med flasker.

Det var meget stressende at være bz-er, understreger han. Oprindelig havde der været flere hundrede unge, der som en civil ulydighedsaktion havde besat Høeg Guldbergs Gades Kaserne. Men de fleste sivede.

"Der var ikke varme i huset, så studenterne tog hjem til deres kollegieværelser og sov. Jeg var en af lederne, der blev tilbage sammen med en gruppe forhutlede BZ'ere, og når nogle af de små på 12-13 år ikke kunne klare det, var det mig, der måtte trøste, passe på dem og sørge for, at de fik noget at spise. Det var et gadebørns-agtigt miljø, men det var unge, der var villige til at slås for at få et sted at bo. Det, vi var i, var ikke mere kamp, end de var vant til hjemmefra. Nogle havde været udsat for incest, andre havde været i ungdomsfængsel. Det var rå mennesker, men samtidig skrøbelige."

Den unge Mårten Breum var overbevist revolutionær, siger han, og giver et indblik i sin tankegang dengang i 1981. Han var ikke så naiv som visse andre, erklærer han, men tværtimod overbevist om, at en revolution ikke kunne undgå at ende i borgerkrig, heller ikke i Danmark. Derfor tog han til Nordirland for at studere borgerkrig.

- Forestillede du dig, at der kunne udbryde borgerkrig i Danmark!?

"Ja, det forestillede jeg mig absolut! Hvis der opstod en revolutionær bevægelse, og alle sagde jo den gang, at de gik ind for en revolution, så var jeg overbevist om, at det ville udarte voldeligt."

- Alle mente jo ikke 'væbnet kamp' med deres ideer om en social omkalfatring.

"Jeg gik heller ikke ind for væbnet kamp, den strategi, jeg troede på, var civil ulydighed, der voksede til en massebevægelse."

"Men erfaringerne fra Chile i 1973 og fra Nordirland sagde mig, at modstanden ville blive voldelig. Hvis Allende havde haft et arbejderværn, var der udbrudt borgerkrig i Chile. Men var det ikke bedre end at bøje nakken, blive bortført og forsvinde," refererer Mårten Breum sine egne overvejelser fra dengang.

"Senere har jeg lært Mahatma Gandhis lære at kende, og ved at han ville svare: 'Nej, det er ikke bedre'!"

"Men dengang var en af mine revolutionsdrømme at besætte Hovedbanegården i Århus. Det er jeg imidlertid sikker på ville have ført til dødsfald."

- Hvorfor ville du besætte Hovedbanegården?

"Det var spektakulært. For at åbne folks øjne, for at kræve flere ungdomsboliger. Det, at vi tog tørnen dengang, har faktisk betydet, at der i dag ikke mangler ungdomsboliger i Århus!"

Er der ikke lidt langt fra revolutionære krav til et krav om flere ungdomsboliger, spørger jeg. Men dér kommer jeg til kort over for den velskolede eks-BZ'er.

"Retten til en bolig er en menneskeret, og det bliver et revolutionært krav på linje med retten til arbejde, uddannelse, religionsfrihed, ytringsfrihed og de øvrige krav, der udspringer af de store franske og amerikanske revolutioner, hvis man lever i en virkelighed, hvor de ikke kan opfyldes. De bliver revolutionære, hvis samfundet er indrettet, så jeg ikke kan få opfyldt elementære behov."

"Men jeg accepterer ikke vold som kampmiddel, jeg har altid ment, at det var idiotisk at slås med politiet. Det er en nederlagskurs, for hvis man vinder, sætter de blot militæret ind!"

"Når jeg tænker på mit eget liv i de år, så tror jeg ikke, mange kan sætte sig ind i den tilstand, vi befandt os i. Jeg tror i dag, at det, jeg kom til at lide af, var et posttraumatisk stresssyndrom."

- Hvordan ytrede det sig?

"Jeg blev paranoid, jeg kunne ikke overskue virkeligheden. Jeg blev psykotisk ved en fest i et besat hus. Og på trods af, at det var mig, der havde taget mig af de svage, så havde de andre ikke ressourcer til at have et medlem, der var tosset."

"Jeg tog til København og sov i opgange. Jeg var øjeblikkelig blevet fyret fra min læreplads, selv om jeg kun manglede tre måneder i at være udlært typograf. Men min mester var meget hadsk over for mig, fordi jeg var BZ'er."

"I København hjalp typografforbundet mig imidlertid, de skaffede mig en mægtig god læreplads på Eks-skolen, men jeg kunne ikke arbejde. Så hjalp de mig med en indlæggelse."

- Hvordan havde du det, når du ikke kunne arbejde?

"Det er sådan, at man godt kan udføre et stykke fysisk industriarbejde, samtidig med at man går rundt og oplever, at man er med i den finske vinterkrig, eller at tyskerne har besat direktionskontorerne. Men når man skal arbejde med computer og tilrettelæggelsesprogrammer, så bliver der simpelthen informations-overload i skallen!"

"Så jeg blev indlagt på Bispebjerg. Jeg troede, at jeg kom til et smukt og grønt og lyst sted, hvor dejlige sygeplejersker ville lytte til mine problemer, men i stedet kom jeg på den lukkede, og blev tvangsfikseret i 12 timer, fordi jeg begyndte at råbe, da jeg ikke kunne komme ud."

Mårten Breum blev tvangsmedicineret og var på Bispebjerg et par måneder, hvorefter han fik det lidt bedre, fortæller han.

"Men efter BZ-bevægelsen var der ikke noget tilbage af mit liv."

Tidligere havde han været i DKU, men det var for langt tilbage i tiden nu, og BZ'erne betragtede ham som en sikkerhedsrisiko, forklarer han.

"Så jeg fik fingeren. Tærsk fik jeg også. Af en lavt rangerende BZ'er, der muligvis var politispion."

"Det var den totale sociale deroute. Det er ikke sjovt at sove i en opgang, kan jeg godt fortælle dig. Man må vente til den sidste beboer er kommet hjem, så tager man et par dørmåtter at ligge på og frakken over sig. Men mere end en fem-seks timer bliver det ikke til, for så snart den første trækker i lokumssnoren er det om at komme ud. Og det var midt om vinteren. Jeg har dyb medfølelse med de hjemløse, det er en skam og skændsel, at de findes, og mange af dem er jo tossede ligesom jeg var."

"Det var synd for den unge Mårten Breum!"

Man bliver desillusioneret, forklarer Mårten Breum. Han har efterhånden oplevet flere socialistiske broderskaber, både i BZ-bevægelsen og i Tvind, hvor der ikke var overskud til at passe på hinanden, når det brændte på.

"Og når man går rundt i København som tavst vidne sammen med folk, der er lige så langt fra at have nærhed, tryghed og kærlighed som én selv, så kommer man til at foragte middelklassens bedsteborgerlighed, folk der går forbi fattige, strimede mennesker uden at se dem."

- Hvordan kom du ud af den tilværelse igen?

"Der var en dygtig socialrådgiver, som skaffede mig et værelse på Grønjordskollegiet. Men jeg havde ikke mange berøringspunkter med studenterne, jeg var uendeligt ensom. Stadigvæk i dag har jeg afsmag for København og en stor medlidenhed med alle de ensomme mennesker dér."

Mårten Breum tog til Mocambique med Tvind.

Og brød for alvor sammen. Og blev endnu mere desillusioneret, fordi heller ingen af Tvind-kammeraterne havde overskud til ham.

"Jeg blev bindegal i Mocambique. Fire gange var jeg ved at blive slået ihjel af Frelimo-soldater," fortæller han og kritiserer Tvind-skolerne for, at de ikke sørgede for, at udsendte ulandsfrivillige kunne tilstrækkeligt med portugisisk til at gøre sig forståelige.

Til sidst bad Mårten Breum selv om at blive sendt hjem. Han fik 30 rand, svarende til 300 kroner, i rejsepenge plus billetten. Men de 30 rand blev beslaglagt af en tolder i Maputo under ét eller andet påskud. "Det var mange penge for ham," konstaterer Mårten Breum og tilføjer, "men heldet følger de tossede!"

Det har han mere ret i, end jeg kan ane, forstår jeg, da han fortæller videre.

Venlige mennesker gav ham mad og drikke på vejen hjem, men da han nåede til Schönefeld i DDR blev han tilbageholdt. Der var faldet en skarp patron ud af hans bagage, en souvenirgave, der uheldigvis ikke var blevet 'afmonteret'.

"Zu dieser Patrone gehört ein AK47," sagde det østtyske politi, "wo ist die Waffe?"

"Men efter et par timer opdagede de vist, at jeg bare var tosset. De ville udstede et visum til mig, men jeg havde jo ingen penge. Så gav de mig det gratis, fremfor at skulle sidde og passe på mig."

"Lettet sank jeg ned på en mark og sad og så på Europas fantastiske sommer, og babubabubabu - blev jeg anholdt igen. Man måtte ikke sidde på marken!"

Hjem kom Mårten Breum dog, og i dag arbejder han i lap, en brugerbevægelse inden for psykiatrien, som han selv har været med til at skabe.

"Hvis man har overskud, skal man være god ved dem, man møder, og som man måske kan give lidt energi," siger han.

"Folk i lap er dem, der bliver betragtet som unormale, men jeg vil insistere på at sætte spørgsmålstegn ved, om samfundet er normalt. Er noget, som træder små mennesker unde fode, normalt? Er krig normal? Klassekampen er en stadig strid om, hvem der skal skubbes ud, og hvem der skal være normal. Og det spil, der foregår i det her samfund, vil jeg gerne deltage i."

"For mig er socialismen ikke mere en stiliseret ide. Jeg har tabt min tro."

- Og nu lægger du dine kræfter i hverdagen og i kunsten?

"Ja. Som maler er jeg moderne, ikke postmoderne," understreger Mårten Breum.

Den postmoderne fragmentering er utilfredsstillende, mener han og fortæller, at van Gogh er hans største inspirationskilde.

- Kan du med din baggrund se hans galskab i hans billeder?

"Sagtens. I psykotiske perioder har jeg haft nogle meget uhyggelige oplevelser med hans billeder. En psykose kan være storslået, men den kan også være utroligt skræmmende."

Mårten Breum vil resten af livet være mærket af sin psykose, selv om han i dag har det godt, siger han.

"I foråret, da der blev holdt mindehøjtidelighed for de gamle modstandsmænd, hørte jeg i tv en frihedskæmper blive spurgt om, hvad der havde været det værste ved krigen. Det værste er, at krigen aldrig holdt op, svarede han. Man kan aldrig glemme den, og man kan ikke dele den med folk, der ikke har oplevet det."

"Sådan er det også med en psykose. Krig er psykose."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her