Læsetid: 4 min.

Paradisdrømmen

16. juli 2002

PARI. Det hedder det, når to valutaer når kursmæssig ligeværdighed. Og det var det, der indtraf i går, da én euro for første gang siden februar 2000 blev
lige så meget værd som én dollar. Sådan at de to valutaer kunne byttes lige over i banken.
Det bliver næppe tilfældet i dag, for det betydelige kursfald på dollar, som ledte til mandagens paritet, vil fortsætte. Den amerikanske forbundsbankchef Alan Greenspan afleverer i dag sin halvårsredegørelse om amerikansk økonomi til USA’s senat, og finansanalytikere forudser, at dystre fakta i redegørelsen vil svække tilliden til dollaren yderligere og få valuta-handlerne til i endnu højere grad at vende sig bort. De, der har brug for at købe dollar til ferierejsen vestpå, kan derfor i dag få mere end én af slagsen for en euro. Og måske endnu mere, hvis de venter til i morgen.
Dollarens kursfald er ét udtryk for den dramatiske tillidskrise, der har ramt den amerikanske variant af moderne kapitalisme. Et andet er dykket i det amerikanske forbrugertillids-indeks – løbende udregnet af University of Michigan – som fredag nåede den laveste værdi, siden 11. september-lammelsen herskede i efteråret. Og et tredje udtryk er kursdykket på de amerikanske aktiemarkeder, der fik Dow Jones-indekset til at falde med syv procent i løbet af sidste uge og bragte Nasdaq-indekset over teknologi-aktier ned på det laveste niveau i fem år.

DET, DER STÅR for fald i USA i disse uger, er ikke kapitalismen. Det er derimod det ekstreme hovmod og den umådeholdne griskhed, der som en virus greb mange små og store kapitalister i USA i slutningen af 1990’erne. Det, der dengang blev udråbt og tilbedt som en ’ny økonomi’, var ikke blot en spændende vision om en revolutionerende, netværksbaseret vidensøkonomi, men tillige et carte blanche til at kaste ethvert normalt mådehold overbord og gå hæmnings- og hovedløst efter at tilfredsstille det mest ekstreme økonomiske begær. Forretningsverdenen, økonomiske analytikere, mange politikere og medier hyldede ukritisk de flamboyante entreprenører i og omkring den ny økonomi, som via de fælles forventninger og aktiekursernes deraf følgende himmelflugt skabte ubegribelige værdier, herunder eksorbitante lønniveauer og formuer for de involverede. Alt syntes muligt, og alt var derfor tilladt.
Da det meste viste sig at være varm luft og urealistiske forventninger, som ikke kunne indfries via reel overskudsproduktion i de nye selskaber, brasede meget sammen. Aktionærernes tillid forduftede og deres risikovillige investeringer stoppede. Masser af små og større dot.com-firmaer gik ned lige så brat, som de var steget til vejrs – andre holdt sig flydende på griskhedens hav ved at begynde at fifle med regnskaberne.
Det er disse fiflende selskaber, som nu er ved at blive indhentet af virkeligheden, og som giver stof til disse ugers mange spaltekilometre om amerikanske erhvervsskandaler. Selskaber som Enron, WorldCom, Tyco, Global Crossing, ImClone, Qwest Communication, Bristol Myers-Squib og Merck er på den liste, amerikanske medier i disse dage hudfletter som afslørede eller mistænkte for fusk og svindel. Og som bl.a. finansmagasinet The Economist noterer, er det lige før, at den amerikanske offentligheds frygt for økonomiens betændte tilstand nu er lige så dyb og lige så overdrevet som samme offentligheds euforiske, ukritiske tilbedelse af dot.com-boblen, da den var størst for et par år siden. Ikke underligt, for masser af amerikanske småkapitalister og lønmodtagere satte dengang alle deres sparepenge i aktier og erhvervede sig store, fiktive spekulationsgevinster, som de ikke nåede at realisere ved aktiesalg, mens kurserne var høje, men ikke desto mindre – med kreditkortets hjælp – nåede at bruge for at få del i den kortvarige forbrugsfest og dyrkelse af grænseløshed og grådighed. Nu står de med svigtede illusioner, gæld og en bekymring for fremtiden, der kan aflæses i det faldende forbrugertillids-indeks.
For USA er problemet nok så meget, at også små og store investorer fra Europa og Japan, som i 1990’erne spekulerede i den ny amerikanske vækstbølge, har mistet tilliden og nu trækker investeringer ud for at begrænse deres tab. Det gælder f.eks. europæiske pensionskasseselskaber, som i 1990’erne så det amerikanske aktiemarked som den mest lukrative måde at sikre deres pensionskunder et godt afkast. Det gælder også valutaspekulanterne, der i disse dage vender sig fra dollar til euro eller yen.
I den forstand kommer krisen for den ny amerkanske kapitalisme – en moralsk krise, der har fået økonomisk udtryk – til at smitte af på alle andre.

SPØRGSMÅLET ER, om det er en speciel amerikansk syge. Om Europa er bedre – eller bare langsommere? Regulære europæiske skandaler synes under udvikling i store selskaber som franske Vivendi Universal, tyske Telekom og spanske Telefonica. Herhjemme kæmper en stribe mindre pionerer fra den ny økonomi i øjeblikket mod truende konkurser – så vidt vides ikke som skyldige i fifleri, men nok skyldige i den tro på grænseløshed, som leder i fristelse, fordærv og fallit.
The Economist taler om »en etisk og mental nedsmeltning« for de dele af erhvervslivet, økonomien og det politiske liv, som i slutningen af 1990’erne overgav sig til illusionen om grænseløshedens bæredygtighed og grådighedens legitimitet. De tvinges nu til at genlære en vis grad af mådehold, moral og ærlighed i
deres omgang med økonomien. Indtil kapitalismen næste gang taber hovedet og går amok i en ny paradis-forestilling.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her