Læsetid: 4 min.

Paradoksernes pave

4. april 2005

Det kan næppe siges, at det kom som en overraskelse, da det lørdag aften lidt efter kl. 21.30 blev bekendtgjort, at pave Johannes Paul II var død i sin lejlighed i Vatikanet. Meddelelsen om pavens død blev som noget af det første givet til de cirka 60.000 mennesker, der var forsamlet på Peterspladsen for at vise ham deres støtte gennem bøn og stille ventet.
For de godt en milliard katolikker i verden er pavens død et tab og en stor sorg. Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i for sekulariserede kulturkristne, men for mange af verdens katolikker – og måske især i denne stund – er paven Guds direkte repræsentant på jord. Han er ikke blot den romersk-katolske kirkes overhoved, men Guds vikar på jord. Og det er han i en lige linje fra apostlen Peter, der ifølge evangeliet modtog Himmerigets nøgler.
Betydningen for alverdens katolikker skyldes dog også, at Karol Wojtyla både var en sjældent karismatisk kirkeleder – på godt og ondt – og samtidig kun overgås af to andre paver, når det gælder tid i embedet. Næsten 27 år blev det til, så der har været mere end et kvart århundrede for den polske præst til at sætte sig varige spor – igen på godt og ondt – for Johannes Paul II kom med en blanding af progressivitet og ekstrem konservatisme til at spille en enorm rolle på verdensscenen.
Men at en hel verden sørger skal ikke tilbageholde en forhåbning om, at den internationale forsamling af kardinaler vælger en, der kan genoptage det reformarbejde, som blev sat eftertrykkeligt i stå med valget af Karol Wojtyla i 1978, og i højere grad sikre, at den katolske kirke åbner sig.

Pave Johannes Paul II var spændt ud mellem det moderne og det fortidige. Storpolitisk er det vanskeligt at overvurdere hans betydning. Allerede fra slutningen af 1970’erne lagde han hele sit embede og hele sin autoritet ind i at påvirke udviklingen i sit fædreland, Polen. Han kunne mobilisere Polen og har uden tvivl arbejdet lige så meget i kulisserne, som han gjorde i fuld offentlighed. Han havde stor betydning for Solidaritetsbevægelsens fremvækst og for murens fald små 10 år senere. Der var heller ingen tvivl om, at han af Sovjetunionen blev betragtet med stor alvor og frygt, og for et par dage siden kom det endnu engang frem, at der er sikre tegn på, at det var KGB, der i 1981 hyrede en tyrkisk terrorist til at lave et mislykket attentat på paven.
I sociale og samfundsmæssige spørgsmål var han ofte moderne fremsynet og talte for gældssanering, omfordeling af goder, menneskerettigheder og så videre, og han var globaliseringens pave i den forstand, at han rejste, skrev og brugte medierne enormt bevidst for at udbrede det evangeliske budskab og missionere for sin kirkes skyld.

Og netop derfor, på grund af hans kirkesyn, hang det progressive uløseligt sammen med det konservative. For ganske vist var pave Johannes Paul II stor fortaler for forsoning både mellem kirker og religioner, men på den anden side var han, når det kom til synet på moderne livsformer, uforsonlig og den mest betonkatolske opbygger af en pavestat, som tænkes kan. Det var, når det drejede sig om den interne personaleetik – her var der ingen mellemregninger i forhold til synet på cølibat, kvindelige præster og kirkelig handlefrihed – eller når det drejede sig om synet på abort, livets ukrænkelighed, kvinders ligestilling, nej til brug af kondom og så videre, ligesom hans forbindelser til den stærkt højreorienterede organisation Opus Dei er velkendte.
Han brugte sin embedsperiode til at lægge så meget afstand som muligt til de signaler om forsoning, som han selv havde været med til at udforme på Andet Vatikanerkoncil i slutningen af 1960’erne, og fordi han fik lov at sidde så længe, som han gjorde, fik han også mulighed for at befæste sine positioner, f.eks. gennem udpegning af kardinaler, og det har skabt indtrykket af en pavestat, der har stået mere og mere i modsætning til den moderne verden, hvis hjælpemidler paven forstod at benytte sig af, men hvis mentalitet han ikke forstod.

Der spekuleres nu på livet løs i, hvem der bliver hans efterfølger. Kirkens tyngdepunkt ligger ikke længere i Europa, men er forskubbet til Afrika og Sydamerika, men om det betyder, at den næste pave kommer derfra, er umuligt at sige noget om. Men der er stor sandsynlighed for, at man, fordi Johannes Paul II har regeret så længe, nu trænger til en overgangspave, der kan lufte lidt ud – uden selv at skulle sidde i et kvart århundrede. Og det er der brug for. For selv om den afdøde pave både politisk og moralsk var en betydningsfuld stemme, der fastholdt en kontrarøst over for moderniteten og dens konsekvenser og blev ved at insistere på visse ukrænkelige værdier, som om ikke andet fik andre til at tænke sig om, så er der stor brug for, at der nu åbnes for en demokratisering af den katolske kirke og et ændret syn på ytrings- og handlefrihed inden for kirken, cølibat, kvindelige præster, familieplanlægning, abort og prævention. Alt det, som pave Johannes Paul II prædikede dunder imod og havde magt til at få undertrykt i 27 år. Til gavn for ham og hans kirkesyn, men ikke for kirken.

weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu