Når Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre afvikler hver deres landsmøde skal man ikke vente giftige advarsler og højrøstet kritik af hinandens udspil og politiske kurs. De to partier er ved at indstille sig på, at uenighederne på centrale områder er så store, at de ikke lader sig dræbe ved gensidig irettesættelse eller halvhjertede forsøg på at udarbejde fælles-papirer, som alligevel blot skaber mere ballade end ro.
Efter snart fire år i opposition, et par socialdemokratiske ledelsesskift og præsentationen af de to partiers finanslovsudspil i den forløbne uge, står det klart, de to tidligere regeringspartnere står længere fra hinanden end på noget andet tidspunkt siden tabet af magten i 2001.
Frigjort fra regeringssamarbejdets kompromiser og bindinger er det naturligt, at S og R bruger perioden i opposition til at skærpe den selvstændige profil. Det opsigtsvækkende i SR-alliancen er imidlertid, at de to partier både på den økonomiske og den værdimæssige akse i øjeblikket rykker længere væk fra hinanden. I den økonomiske politik rykker Socialdemokraterne i en mere traditionalistisk retning med storudvidelse af den offentlige sektor og fokus på svage grupper som førtidspensionister og gamle. På den værdimæssige side rykker Socialdemokraterne over mod VK's politik med tilslutningen til en hård retspolitik, indstillingen til EU-forbeholdene, nationale test i folkeskolen og en stram udlændinge- og integrationspolitik.
Opgøret med radikalt tankegods har især Henrik Sass Larsen tegnet sig for. Den socialdemokratiske finansordfører og næstformand i gruppen har gentagne gange ytret sig imod "kulturradikal" skole- og kulturpolitik med bemærkninger som "Vi socialdemokrater må lægge afstand til den der kulturradikale og venstreorienterede opfattelse, at vi skal gøre grin med alt det, der er dansk og nationalt".
Helle Thorning-Schmidt betonede selv i sin formandsvalgkamp imod Frank Jensen, at Socialdemokraterne ikke må være synonym med en slap skolepolitik og en retspolitik, der mere talte de kriminelles sag frem for ofrenes.
Konkrete uenigheder
På flere planer sker der således en bevægelse væk fra, hvad Det Radikale Venstre står for. Det illustreres af en række konkrete uenigheder:
- Socialdemokraterne vil reformere, men bevare efterlønnen, mens de radikale vil have ordningen helt afskaffet om 10 år.
- Socialdemokraterne vil bruge flere penge på bekæmpelse af kriminalitet, mens de radikale vil spare på politiet.
- Socialdemokraterne vil tilføre hjemmehjælpen flere ressourcer, mens de radikale siger nej.
- Socialdemokraterne vil til næste år øge det offentlige forbrug med knap fire gange så meget som det niveau, S og R tidligere har været enige om, at der var råd til. Det indebærer, at Socialdemokraterne vil betale langsommere af på gælden end de radikale.
I forhold til samarbejdet med VK-regeringen er uenighederne også markante:
I modsætning til de radikale er Socialdemokraterne med i folkeskoleforliget, der blandt andet rummer den kontroversielle bestemmelse om at sprogteste og sprede folkeskolebørn af hensyn til integrationen.
Før sommerferien indgik Socialdemokraterne - uden de radikale - en integrationsaftale med regeringen og Dansk Folkeparti om blandt andet at skære kraftigt i den økonomiske hjælp til indvandrerfamilier, der langvarigt står uden arbejde.
I trafikforliget med regeringen valgte de radikale at gå med, mens Socialdemokraterne står udenfor.
Såvel radikale som socialdemokrater har i øjeblikket travlt med at betone, at der er mere, der samler end skiller, og at SR vil være i stand til at gentage 90'ernes intense regeringssamarbejde.
Uenighederne var større mellem Venstre og de konservative, da de to dannede regering, fremhævede Henrik Sass Larsen eksempelvis ved fremlæggelsen af det socialdemokratiske finanslovsudspil.
Træt af hensyn
Venstre og Det konservative Folkeparti var dog - før regeringsskiftet i 2001 - i stand til at lave et fælles papir på, hvad der skulle ske i de første 100 dage i en ny borgerlig regering. Det er i skrivende stund svært at se, hvad der i givet fald skulle stå i et modsvarende SR-papir.
I dag er status, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre helt synes at have opgivet at nå til enighed om, hvordan man håndterer de åbenlyse forskelle i udlændingepolitikken. Et fælles SR-papir om forståelsen af, at der skulle nedsættes et ekspertudvalg for at afklare, hvorvidt udlændingelovgivningen strider imod internationale konventioner, er for længst blevet skrottet.
Et fælles SR-papir om det såkaldte skatteloft kommer formentlig til at lide samme skæbne. Socialdemokraterne er dog endnu uafklaret i forhold til, hvor langt de vil gå for at tilnærme sig regeringens skattestop eller selv komme med bud på en omfattende skattereform.
I dele af Det Radikale Venstre trives bekymringen for, om Socialdemokraterne med den nye ledelse vil trække partiet så langt væk fra den socialliberale linje og hen imod kontraktpolitikken, at det næsten kan være lige meget om statsministeren hedder Fogh eller Thorning-Schmidt.
Hos Socialdemokraterne har man, i hvert fald på de indre linjer, fået nok af at tage udpræget hensyn til de radikale. Hensyn, der set med socialdemokratiske øjne var stærkt medvirkende til det fatalt dårlige valgresultat i februar.
Slag med håndtasken
Erkendelsen af de grundlæggende forskelle indebærer, at befolkningen formentlig vil opleve færre forsøg på, at S og R banker hinanden på plads. På det radikale landsmøde i 2003 blev tophistorien i medierne, at den radikale leder Marianne Jelved langede hårdt ud efter daværende S-formand Mogens Lykketoft med ord om, at han "manglede politisk lederskab". En dom, der faldt efter åben strid om udlændingepolitikken, gældsafviklingen i 2010-planen og holdningen til Tyrkiets optagelse i EU. Om den økonomiske politik forklarede Jelved dengang:
"Det er en reel politisk uenighed. Socialdemokratiet fraviger målet om at afvikle gælden, og det kan vi under ingen omstændigheder acceptere."
I den forløbne uge, da S og R præsenterede hvert sit finanslovsudspil, afholdt begge parter sig fra at rakke den anden ned. På trods af, at uenighederne i den økonomiske politik nu for alvor er blevet eksponeret.
I begge lejre er håbet, at S og R ved at stå mere frit ikke går på kannibaljagt hos hinandens vælgergrupper, men at der i stedet opstår en magneteffekt, hvor de hver især kan tiltrække flere kernevælgere. Med det fælles mål at få væltet Fogh.
Kopipolitik
Hos de radikale er man fortsat afventende over for, hvor den socialdemokratiske fornyelse fører hen, men begejstringen er til at overse.
Det tidligere radikale folketingsmedlem Anders Samuelsen, der i dag sidder i EU-Parlamentet, holdt for nylig et oplæg for radikale medlemmer i Århus, hvor han provokerende foreslog, at R næste gang gik til valg på ikke at vælte Fogh.
"Så kan vælgerne trygt sende et signal til Fogh om, at de ønsker en anden politik - uden at frygte, at SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet får afgørende indflydelse," som Samuelsen beskriver det i sit nyhedsbrev.
Med en sådan manøvre ville de radikale formentlig kunne trække en masse socialliberale stemmer fra vælgere i VK's rækker, som ønsker skatte- og arbejdsmarkedsreformer, en mere højskole-liberal uddannelsespolitik og en mere internationalt orienteret politik. Borgerligt sindede vælgere, der i dag holder sig tilbage med at stemme på R på grund af de partier, der følger med.
Spørgsmålet for de radikale bør være, hvordan man får gennemført mest mulig radikal politik, fremhæver Anders Samuelsen over for Dagbladene:
"Socialdemokraterne kommer til at ligne Venstre og Dansk Folkeparti mere og mere. Den eneste måde, man derfor for alvor kan ændre dansk politik på, er ved at lægge et dræn ind mod Venstre. Jeg er bekymret for, at selv om det skulle lykkes en dag at få et flertal bestående af S, SF, R og Ø, er Socialdemokraterne ved at låse sig så fast i en kopipolitik, at man alligevel ikke kan ændre noget," siger Anders Samuelsen:
"Spørgsmålet for os må være, om vi kan flytte os til en situation, hvor vi får gennemført 20-30 procent radikal politik - frem for nul procent."
