Paris-forstaden Stains blev åsted for første dødsoffer under de to uger lange optøjer i franske ghettokvarterer. Den pensionerede bilarbejder Jean-Jacques Le Chenadec blev slået i hovedet, da han forsøgte at tale ophidsede unge til ro ud for sin bolig. Independent har spurgt lokale beboere om baggrunden for opstanden og bilafbrændingerne
Ofret · 67-årige Jean-Pierre Moreau, der er vagtmand, var sammen med Le Chenadec, da begge blev angrebet ud for en boligblok af en hætteklædt mand fra en ungdomsbande. Selv slap Moreau med et brækket kraveben, mens hans ven blev dødeligt såret.
"De, som gjorde dette, var kujoner. Den dreng, der slog Jean-Jacques løb mod os, foroverbøjet og med ansigtet skjult i sin hætte. Han lignede en krumrygget, men han vidste, hvad han ville. Jeg er ligeglad med hans farve eller tro. Han ville vise sine venner, at han var en stor mand - at han kunne være gadens hersker og for en gangs skyld kontrollere noget. Og se, hvad der skete - han dræbte en mand. Dræbte en families far, ægtemand og bror. Morderen har skændet sit families navn og vores bys navn. Vi aner ikke, hvad der driver de unge til dens slags. Uromagerne taler om diskrimination, men jeg ved ikke, hvad de mener med 'andenklassesborgere'. Vi er jo alle franskmænd."
"Min nabos morder er så fransk som jeg. Hvis han virkelig ville forbedre sin livssituation, tror han så, det kan lykkes for ham ved at slå en gammel mand i hovedet."
Butiksindehaveren · Aiche Mohammed, 64, har en købmandsbutik få blokke fra, hvor Le Chenadec blev angrebet. Han kom til Paris fra sit fødeland, Algeriet, i 1969.
"Hvis man vil vide, hvorfor de unge brænder biler af og kaster med sten, skal man bare se på skolesystemet. Da min søn blev 17 og forberedte sig til sin afsluttende eksamen sidste år, sagde hans lærer, at han ikke behøvede at investere i flere lærebøger, for det ville ikke føre til noget - han ville alligevel aldrig få sig en karriere."
"Sådan er tilstandene her i forstæderne. Unge mænd får af deres lærere at vide, at de ikke har nogen fremtid. Dette er et fattigt kvarter, og de unge får ingen som helst anledning til at tro, at de kan få et bedre liv end det, de har nu. Så brænder de ting af i gaden for at få lidt spænding. Det har ikke engang politiske grunde."
Bandemedlemmet · Mohammed Berfan, 16, har boet i Stains hele sit liv. Han påstår, at han har set flere af sine venner deltage i bilafbrændingerne.
"Les keufs (indvandrerslang for strisserne) stresser os hele tiden. Hvis de får fat på dig ved et ID-tjek, kan de holde dig tilbage i to timer, hvor de bliver ved med at spørge dig, hvor du kommer fra. Jeg kommer herfra. Jeg er fransk. Men det tæller ikke for dem, fordi mine forældre er algierere. Ja, selvfølgelig har jeg venner, som har deltaget (i optøjerne, red.). Det er en slags dyst imellem os - hvert kvarter prøver at overgå de andre. At afbrænde en bus er det bedste - det giver maximumpoints."
"Det var forkert - det, som skete med den mand, som blev dræbt her. Men det er vores liv. Jeg går stadig i skole, men jeg ved ikke, hvor længe jeg gider fortsætte."
"Sarko (indenrigsminister Nicolas Sarkozy, som kaldte uromagerne "afskum", red.) må gå af. Så længe han bliver siddende, vil det fortsætte. Men jeg tror ikke, forholdene bliver bedre - det her vil falde til ro, men snart vil de næste optøjer bryde ud, og så vil medier og politikere igen ikke tale om andet. Og så går det hele i sig selv igen. Indtil næste gang."
Moderen · Natacha Larvie, 34, forretningskvinde og mor til to teenagesønner. Oprindelig fra Martinique. Har boet i Stains siden 1989.
"Det første, jeg gjorde efter drabet var, at kondolere over for Le Chenadecs enke. Jeg besøgte hende for at vise hende min deltagelse og solidaritet. Mange mennesker tror, vi slet ikke har nogen fællesskabsånd herude i forstadskommunerne. Men det passer ikke. Jeg er så vred over det, der foregår, fordi det er så meningsløst. Jeg forstår da godt, hvorfor disse unge drenge er frustrerede, men jeg har absolut ingen sympati over for deres metoder. Hvorfor brænder de biler, der tilhører deres forældres venner, og som har brug for kunne køre til arbejde for at tjene penge, så de kan købe tøj til deres børn? Jeg holder mine børn inde dag og nat. Før lod jeg dem gå ud om dagen, men det er udelukket nu. Som forælder ønsker jeg, at de skal få succes i livet - ikke slås med politiet. Madame Le Chenadec fortalte mig, at hun nu vil flytte fra Stains til Vogeserne (lokalitet i Alsace, red.) og begrave sin mand der. Jeg kan desværre ikke gøre det samme. Og selv om jeg kunnet, ville jeg ikke gøre det, for vi må ikke tillade bøllerne at vinde. Det ville være det samme som at sige, at der i vores by intet findes af værdi. Og det er ikke sandt. Der er mange anstændige mennesker her."
Arbejderen · Samir Bouhlel, 42, bygningsarbejder, kom til Stains fra Tunesien i 1985.
"Hvad mener de unge, når de siger, at der ikke er noget arbejde at få? Vrøvl! Selvfølgelig er der arbejde - de vil bare ikke have det. Man kan altid få tilbudt job på byggepladser, men de siger, at det er for hårdt. De vil have de nemme job. På et kontor eller i en butik. Jeg siger til dem, at dette er virkeligheden: De bor i en forstad, de har sorte eller arabiske forældre, og der er ingen, der vil give dem et pænt job på et kontor. Hvis man vil klare sig godt, må man også arbejde og skabe sin egen velstand. Det er eneste måde at få respekt på. I stedet ser vi denne utrolige vrede. Men de handler i blinde. Uden grund. Der findes ingen grund til at sætte ild til den bus, som din far eller fætter tager for at komme på arbejde. Jeg tror, uromagerne helst bare vil være almindelige mennesker, men Frankrigs store fiasko er, at de ikke aner, hvordan de skal blive det."
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
