Læsetid: 6 min.

Paris: Vi har de opstande vi fortjener

18. november 2005

Konstante identitetstjek og politichikane har længe været daglige ydmygelser for de unge i Frankrigs ghettoforstæder. Hvordan kan man fortænke dem i en dag at beslutte sig for selv at give politiet noget at kontrollere, spørger den franske filosof Alain Badiou med udgangspunkt i en beretning om sin egen søn

"Politiet jagter os. Altid skal de kontrollere vores ID". Af alle de forbitrede beklagelser, vi hører fra de oprørske unge i dette land, er disse stadige kontroltjek og jævnlige anholdelser i deres dagligdag, denne uophørlige chikane, den mest gennemgående og udbredte. Mon folk overhovedet forstår, hvad de unges vrede dækker over? Har vi gjort os klart, hvad det vil sige at måtte leve med politiets vedvarende ydmygelser og overgreb?

Jeg har en adoptivsøn på 16 år. Han er sort. Vi kan kalde ham Gérard. Hans tilfælde kan ikke henføres til de sædvanlige sociologiske 'elendigheds'-forklaringer. Han bor, går i skole og har sin hverdag i Paris.

Mellem 31. marts 2004 (Gérard var dengang ikke fyldt 15) og i dag har jeg forsøgt at tælle de identitetstjek, han er blevet udsat for på gaden. Og de har i sandhed været talrige - andet ord er der ikke for det. Hvad anholdelser angår, har han været udsat for seks! På 18 måneder... 'Anholdelse' er, hvad jeg vil kalde, når man bliver taget med på stationen i håndjern, overfuset, lænket til en bænk og får lov til at vente der i timevis. Disse varetægtsfængslinger kan vare op til 48 timer. Nogle gang sker de helt uden begrundelse.

Lad mig relativt detaljeret berette om Gérards seneste anholdelse. Sammen med sin ven Kemal (som er født i Frankrig, og altså er fransk, af tyrkiske forældre) befandt han sig en eftermiddag ved halvfemtiden foran et privatgymnasium (hvor der går mange unge piger). Mens Gérard galant forsøger at indynde sig, snakker Kemal med en elev fra et andet nærliggende gymnasium om køb af en cykel. 20 euro for cyklen - det er en aftale, bliver de enige om. Helt sikkert stærkt mistænkeligt! Lad mig indskyde, at når Kemal har euro på lommen, så er det fordi han har et bijob. Han hjælper til som afrydder- og kokkedreng på en pandekagerestaurant. Tre drenge - de er nogle år yngre - kommer så forbi. En af dem ser pludselig bestyrtet ud: "Den der cykel er min. En af de store lånte den for halvanden time siden uden at aflevere den". Åh-åh. Drengen, der ville sælge cyklen, var tilsyneladende 'hæler'. De diskuterer lidt frem og tilbage. Gérard ser kun en løsning: at aflevere cyklen. En 'varm' cykel kommer der ikke noget godt ud af. Det er også, hvad Kemal beslutter sig til. De tre drenge tager afsted med cyklen.

Pludselig standser en politibil med hvinende bremser langs fortovet. To betjente flår dørene op, kaster sig over Gérard og Kemal og tvinger dem til at lægge sig ned på maven. De giver dem håndjern på og stiller dem op ad muren. Overfuser dem og truer dem. Røvpulere, skiderikker! Vores to helte spørger, hvad de har gjort. De ved I sgu godt! Vend jer om - iført håndjern bliver de nu vist frem for forbipasserende - så kan alle se, hvad I er for nogen, og hvad det er for noget lort, I går og laver! En genindførelse af middelalderens gabestok, altså - bare helt uden nogen dom eller sigtelse. Så kommer et salatfad for at tage dem med: Vi kommer og ordner jer, når I sidder helt alene i cellen. Kan I lide hunde? På politistationen kan ingen hjælpe jer.

De tre drenge kommer tililende og siger: Jamen, de har ikke gjort noget - de gav os cyklen tilbage. Det har ingen betydning. Nu tager politiet alle med, Gérard, Kemal, de tre drenge og cyklen. Er det måske i virkeligheden den fordømte cykel, der er den skyldige? På stationen skiller man Gérard og Kemal fra de tre drenge og cyklen - disse tre brave 'hvide' bliver straks sat på fri fod. Med den sorte og tyrken forholder det sig anderledes. Dette øjeblik er det værste. Lænket til bænken med håndjern bliver de tildelt små spark over skinnebennet og overøst med fornærmelser af hver en politimand, der går forbi. Det går værst ud over Gérard: Røvhul, krapyl... De får besked på at rejse sig og så på at sætte sig igen - halvanden time varer det, før de får at vide, hvad de anklages for, og hvorfor de er gjort til jaget vildt. Omsider forstår de, at de er blevet varetægtsfængslet for et overfald, der skete under en morgensamling på et gymnasium for 14 dage siden. De er tæt på at bryde sammen under den brutale behandling og aner ikke, hvordan de skal imødegå beskyldningerne. De bliver kropsvisiteret, tvunget til at underskrive nogle formularer og derpå sat i en fængselscelle. Klokken er 22. Hjemme venter jeg på Gérard. Jeg kan ikke forstå, hvor han bliver af. Kl. halv et ringer telefonen: Deres søn er blevet varetægtsfængslet for sandsynlig deltagelse i et voldeligt overfald under en morgensamling. Jeg holder næsten mest af 'sandsynlig'. Omsider kommer en politimand, der kender den konkrete sag, forbi. Han siger til Gérard: "Jamen du har jo intet med det her at gøre. Hvad i al verden bestiller du her?" Et mysterium, unægtelig.

Med hensyn til den sorte dreng, min søn, så lad det være slået fast, at ingen vidner har genkendt ham som overfaldsmand. Nu er det overstået for ham, siger en anden politimand med træt og irriteret mine. Vi beklager meget. Hvad kom hele denne historie sig af? Af et anonymt tip. En vagt på privatgymnasiet mente, at det var ham, som deltog i det famøse overfald for to uger siden. Nå, og hvad så - det var det så ikke? Men, De ved, én sort og en anden sort - det kan jo være svært at se forskel.

Med hensyn til gymnasier, vagter og tip til politiet, så lad mig i forbigående nævne, at under Gérards tredje anholdelse - der var lige så brutal og umotiveret som de øvrige - forlangte politiet at få billeder af samtlige sorte elever på hans gymnasium samt deres skolepapirer. De læste rigtigt! Samtlige sorte elever. Og eftersom jeg selv så dette materiale på politiinspektørens skrivebord, har gymnasiets ledelse åbenbart uden videre indvilget i denne interessante udvælgelse.

Politiet ringer gerne på et eller andet tidspunkt efter kl. 22. Så nu kan De hente deres søn. Han har intet gjort, vi skylder Dem en undskyldning. Som om det var gjort med det! Jeg kan udmærket forestille mig, at der er unge fra forstæderne, man end ikke ulejliger sig med at undskylde.

Hvordan kan den foragt og mistænkeliggørelse, som disse unge til stadighed udsættes for i deres dagligdag, føre til andet andet end forbitrelse og forråelse af deres sind? Og hvordan kan det undre, at de en skønne dag, ved en tilfældig morgensamling, kan finde på at beslutte sig for - når de så mange gange er blevet kontrolleret for ingenting - at nu skal de nok selv sørge for, at der bliver noget at kontrollere dem for?

Man har de optøjer, man fortjener. En stat, der kun ser den offentlige orden som et spørgsmål om at beskytte den private ejendomsret og slipper hunde løs imod børn fra små kår eller af udenlandsk herkomst, kan kun fortjene vores fulde foragt.

Oversat af Niels Ivar Larsen

© Le Monde og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her