Den franske Nationalforsamling vedtog med stort flertal torsdag en ny lov, der vil gøre det strafbart at benægte folkemordet på 1,5 millioner armeniere i Tyrkiet. EU advarer om dobbeltmoral i diskussionen om ytringsfrihed og om, at det gør EU-forhandlingerne med Tyrkiet mere besværlige
PARIS - 127 stemmer for og 19 imod. Det var tallene, da den franske Nationalforsamling i går formiddag vedtog en ny lov, der skal gøre det strafbart at benægte det armenske folkemord i 1915-23. Lovforslaget var fremsat af socialistpartiet (PS) og blev støttet af begge de to potentielle præsidentkandidater, socialisten Segolene Royal og den borgerlige indenrigsminister Nicolas Sarkozy, som også er formand for regeringspartiet UMP.
Royal sagde til avisen Le Monde i går, at hvis "Tyrkiet ønsker at blive del af den europæiske union, må landet anerkende det armenske folkemord. Vi vil ikke belære nogen, men der er visse ting, det er nødvendigt at slå fast".
Frankrig, der er hjemsted for en aktiv armensk lobby, har allerede en lov, vedtaget i 2001, der fastslår, at begivenhederne i 1915 konstituerede et folkemord.
Den verdensberømte sanger Charles Aznavour er en af lobbyens fremmeste talsmænd. Han var i går glad og roste politikerne. Til dagbladet Le Parisien sagde han, at "De franske parlamentarikere lytter til deres hjerter, når de stemmer. Jeg er stolt over at være borger i Frankrig, som anerkender det armenske folkemord. Når 1,5 millioner armienere døde på den ene side, og ingen på den anden, kan man ikke længere kalde det 'krig'. Den rette betegnelse er folkemord".
EU beklager
Men en ting er en lov, der slår fast, hvad noget er. Noget andet er at gøre det strafbart at benægte det.
Europa-Kommissionen, som har ansvaret for de igangværende komplicerede forhandlinger med Tyrkiet om landets eventuelle optagelse i Unionen, beklagede i går fra Bruxelles vedtagelsen:
"Tyrkiet er mange gange blevet opfordret af EU til at forsone sig med fortiden og gennemføre en åben dialog med dets naboland, Armenien, og med den armenske diaspora i Frankrig. EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, har gjort det meget klart, at denne lov, hvis den træder i kraft, vil forhindre dialogen og den nødvendige debat, som skal til for at få de forskellige meninger om emnet til at forsone sig," sagde Kommissionens talsmand, Krisztina Nagy.
Rehn skal den 8. november fremlægge Kommissionens seneste vurdering af Tyrkiets fremskridt i landets reformer - en rapport, der forventes at være kritisk.
I Tyrkiet vakte vedtagelsen forventelig vrede. Landet har truet med økonomiske sanktioner mod Frankrig, og Tyrkiets chefforhandler i EU-udvidelsrunden, Ali Babacan sagde i går, at loven "krænker et af grundprincipperne i den europæiske union, nemlig ytringsfriheden" uagtet, at det i Tyrkiet er strafbart blot at tale om et armensk folkemord.
Den nye franske lov skal fortsat vedtages i Senatet og godkendes af præsident Jacques Chirac, før den træder i kraft. Præsidenten menes ikke at være tilhænger af loven, og det er ligeledes usikkert, om Senatet vil godkende teksten, uanset at den i sidste øjeblik fik tilføjet, at forbudet mod benægtelsen ikke gælder "videnskabsmænd, forfattere og akademikere."
Chirac besøgte den armenske hovedstad Yerevan for to uger siden og opfordrede under besøget den tyrkiske regering til at anerkende folkemordet.