Læsetid: 4 min.

Parlamentsfravalget

15. juni 1999

BLOT TRE MÅNEDER er det siden, at Europa-Parlamentet tvang EU-Kommissionen i knæ. En historisk begivenhed. For første gang havde Parlamentet anvendt det, der i EU-jargon gik under betegnelsen "atombomben." For første gang var 20 kommissærer sendt på porten i utide. I nogle dage, måske endda uger, talte Europa nærmest ikke om andet - den europæiske offentlighed var født, mente mange.
I går fortalte EU's 297.978.300 vælgere, hvad de synes om den sag, og deres budskab var ikke til at tage fejl af. De er hamrende, sejlende ligeglade. Det, der skulle have været et historisk valg til et handlekraftigt Parlament, som oven i købet med Amsterdamtraktaten har fået en hovedrolle på den europæiske scene, endte med at blive et historisk fravalg.
Ikke engang hver anden gad benytte retten til at stemme, og havde der ikke været stemmepligt i Belgien, Luxembourg og Grækenland, ville valgdeltagelsen end ikke have nærmet sig 50 procent.
I dag leder alle efter forklaringen. Man kunne fristes til at begynde jagten i Bruxelles, hvor i hvert fald to teorier ligger lige for:
For det første det faktum, at de 20 fyrede kommissærer stadig ikke er blevet smidt ud af Bruxelles og heller ikke bliver det før engang i efteråret. For det andet opførte Europa-Parlamentet selv en pinlig forestilling i deres legendariske Cirkus Diæter kort før valget. Begge dele kunne være grund til at vælge sofaen, men det er næppe forklaring nok.
I de fleste lande er sagen om parlamentarikernes frynsegoder nemlig slet ikke noget tema. Og de to skandaleramte kommissærer, der valgte at stille op til en ny eurokrat-karriere i Europa-Parlamentet - den karakterløse Jacques Santer og den italienske medie-darling Emma Bonino - blev begge valgt med et brag.
Så sagen er nok nærmere, at der netop ikke findes nogen europæisk offentlighed, der reagerer på fyrede kommissærer og frynsede parlamentarikere. Det kunne måske være til at leve med, hvis alt var som i gamle dage, da Europa-Parlamentet var en forsamling, der vedtog store resolutioner fulde af varm luft til ingens verdens nytte.
Men virkeligheden er som bekendt den, at Europa-Parlamentet i dag er i stand til at blokere langt størstedelen af den lovgivning, der vedtages i EU. Det er en magtbeføjelse, der kan omsættes i betydelig indflydelse, hvis et flertal i Parlamentet står sammen om det.
Det er sagt og skrevet så ofte, at det snart er en kliché, men det såkaldte politiske establishment, skylder nogle forbandet gode bud på, hvordan de vil tilføre EU-projektet den demokratiske legitimitet, det så tydeligt savner.

YDERLIGTGÅENDE forslag er der jo nok af. Der er både dem, der mener, vi skal lukke butikken og opgive det EU-samarbejde, der alle dets mangler ufortalt har sikret fred i Vesteuropa i en historisk lang periode. Og dem, der mener, at den rene føderalisme med to kamre og ren superstat vil sikre rene linier én gang for alle.
Problemet er, at der ikke kommer anderledes bud fra den store brede midte i europæisk politik, hvor beslutningerne bliver taget. Alt for mange af de politikere, der sidder med regeringsmagten i EU-landene er dødsensangste for at lancere en vision om EU, der rækker mere end et par måneder frem i tiden - fordi de frygter vælgernes reaktion.
Det gælder for eksempel i Storbritannien, hvor Tony Blairs New Labour har nægtet at diskutere det emne, der optager briterne mest, nemlig euroen, gennem hele valgkampen.
Det gælder i høj grad også i Danmark, hvor enhver debat om de områder, hvor EU virkelig rykker netop nu - retligt samarbejde, forsvarssamarbejde og euroen - bliver skudt ud i fremtiden. "Vi kan ikke tage debatten i Danmark, før vi ved, hvad debatten i EU ender med," lyder det fra regeringspartiernes topfolk.
Det er i hvert fald ikke på den måde, man overbeviser vælgerne om, at det, der sker i EU. kræver konkret stillingtagen.

Et andet - beslægtet - problem er, at politik i det hele taget er kommet til at handle om konsensus i stedet for modsætninger. I stort set hele det lyserøde EU sidder moderate midterregeringer og leder efter den tredje vej, hvor de store linier slet ikke er til debat længere. Glimrende illustreret ved det fælles oplæg fra Blair og Schröder, der som beskrevet her i avisen de seneste dage har vakt jubel blandt de borgerlige i Frankrig.
Intet kan hæmme lysten til at deltage i demokratiet som følelsen af, at det kan være så inderligt ligegyldigt, hvem der ender med at sidde på de afgørende stemmer. Det problem er særlig udtalt i Europa-Parlamentet, der faktisk kun kan opnå indflydelse, når det samler et absolut flertal på 314 stemmer. Uden 314 stemmer forsvinder Parlamentets trussel om at kunne blokere et lovforslag - og dermed dets magt.
Den nødvendige konsensus kan være nyttig nok i den enkelte sag, men den betyder også, at det er stort set umuligt for vælgerne at afgøre, hvem der fører den rigtige politik.
At der er brug for flere konkrete holdepunkter i europæisk politik, synes det hjemlige valgresultat at bekræfte. Valgets to vinderne blev EU-modstanderne, der samlede proteststemmerne, og Venstre, der på tilhængerside står næsten alene om at have en klart formuleret vision for EU-samarbejdet.
Tilsvarende kunne de franske socialister, der mere end deres britiske og tyske partifæller står for traditionelle venstrefløjsværdier - omend de ikke har præsenteret nogen europæisk vision - notere fremgang, mens britiske og tyske socialdemokrater fik en lussing.
Skåret ud i pap: Det er ikke nok at give os ret til at stemme; vi vil også have noget at stemme om. Gerne længe inden næste valg om fem år.jbn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her