Læsetid: 3 min.

Parnassets domstol

12. februar 2003

STATENS Kunstfond blev født under stærke veer, men kom dog til verden under passende applaus i Folketinget 1964, hvor Julius Bomholt havde annonceret sit faderskab. Man kan desuden med en vovet metafor tale om heftige presseveer, siden medierne i den grad medvirkede. Barnets udseende og fremtid blev livligt kommenteret, men det var dog intet imod den storm, der rejste sig ved den første uddeling af stipendier og hædersgaver januar-februar året efter. Da »udløstes en landsomfattende diskussion og proteststorm, der i sin karakter er uden sidestykke i Danmarks historie«, bemærker Jørgen Stubgaard, som samlede en hvidbog over kunstfonddebatten 65 (1968).
For første gang oplevede vi i flere måneder at se kunst debatteret på forsiden af alle landets aviser. Det var naturligvis ikke for kunstens skyld, men for pengene og dem, de gik til, og det at staten nu blandede sig i kunstneriske forhold. Mest vredladne var venstrepressen og de konservative aviser i det folkelige opgør med kultureliten og den moderne kunst. Hvidbogen er i dag sørgmunter læsning på grund af den megen sorthed.
Det er ikke tilfældigt, at kritikken, især mod det litterære udvalg og repræsentantskabet, nu rejser sig med ny voldsomhed under en ideologisk meget bevidst Venstre-konservativ regering og dens krigserklæringer mod eksperters og bedrevidendes regime.

SENESTE raseriudbrud kunne læses i gårsdagens Information, skrevet af succesforfatteren Michael Larsen, der opfatter tremandsudvalget som en litterær inkvisitionsdomstol, hvis tildelinger af tre-årige arbejdsstipendier, almindelige arbejdslegater, rejselegater, præmieringer og igangsætningsstipendier er udtryk for »den arrogance og det storhedsvanvid, der hersker på parnasset«. Samt hele foragten for offentligheden. Han kræver derfor en ny åbenhed i form at offentliggørelse af alle ansøgere, der ikke kom med i puljen, desuden en klar redegørelse for de kunstneriske kvalitetskriterier, der styres efter.
Nu skal man vist være glad for, at det store antal proskriberede skribenter ikke hænges op på væggen som baggrund for ørkesløse diskussioner. Man må virkelig også bede om, at udvalget eller repræsentantskabet ikke sætter sig hen og udformer et kvalitativt kunstsyn til glæde for den anden instans, man kunne kalde folkedomstolen. Udvalgene har hidtil holdt sig med en årlig beretning om arbejdet og uddelingerne. Går man navnene på de begunstigede igennem, ser man en helt forbavsende bredde, med mange mindre kendte og, det må tilstås, ubekendte.

DEN SENESTE, den 37. af de årsberetninger, som er blevet stadig større af omfang, indledes af fire essays, der hver for sig debatterer kunstneriske forhold, blandt andre Ole Thyssen om kunst og finans, David Favrholdt om kriser inden for billedkunsten. Sidstnævnte kommer dér ind på muligheden for at opstille parametre for højt kunstnerisk niveau, netop det, kunstfonden har til opgave. Han refererer sin egen parameterteori, som ved en tidligere offentliggørelse fik mange hug, og som ingen i hvert fald kunne blive enige om. Han resignerer da for så vidt også, da han synes at mene, at bedømmelsen ender i den enkeltes kvalificerede skøn: »Det er jo klart, at det ikke er alle, der uden videre har forstand på kunst, ligeså lidt som alle har forstand på fodbold, på sygdomme, på nationaløkonomi eller på frugtavl.
Man får kun forstand på noget ved at være levende interesseret i det og beskæftige sig med det over meget lang tid. Hvis man i årevis beskæftiger sig med kunst, vil man – hvis man har de nødvendige forudsætninger – efterhånden opleve ligheder og forskelle, helheder og nuancer, som andre ikke kan se.« At han i øvrigt er kritisk over for udviklingen i moderne billedkunst, der er åbnet som dilettanternes paradis, skal lige nævnes.

MICHAEL LARSENS overfald på Camilla Christensen fra det aktuelle tremandsudvalg, der menes at sole sig i lånt statsautoritet, er et påfaldende underskudsfænomen som en påtale på deres vegne, som må mene sig krænkede, og et udtryk for stærke kulturelle spændinger. Stof til en spændingsroman. Det er indlysende, at man historisk kan pege på forfatterskaber, som er blevet grundigt overset eller undervurderet af kritikken og de såkaldt herskende, og at tilsvarende samtidssucceser siden hen har fået fingeren. Det første har f.eks. Søren Schou peget på med sin bog Og andre forfattere (2001). Den rehabilitering kan en aktuelt forsmået stipendieansøger naturligvis ikke trøste sig med. Men noget bedre system end de skiftende udvalg bestående af ganske forskelligartede forfattere, erfarne læsere og skrivere med sandsynlig større viden om kunst end om for eksempel sygdomme, nationaløkonomi og frugtavl, er svært at tænke sig. Men måske ikke i tanken hos en kulturminister, der har større øren for folkestemninger end sans for dem, der véd bedre. Det er øjensynlig noget at det værste, han véd.

T.B.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu