Læsetid: 4 min.

Parodi med pixels

Oscar Wildes 'Bunbury. The importance of Being Earnest' kører i højt gear med en fræk scenograf og en ekstravagant kostumedesigner på Det Kgl. Teater. Og en lapset, løgnagtig Ole Lemmeke. Wrummm!
23. januar 2007

Sjovt nok, så klæder Lars Kaalund Oscar Wilde. Og heldigt nok. Der er samme samfundssatire i disse to teatermænd - samme had til det borgerlige hykleri og de gode kredses snerpethed, samme foragt for overklassens kedsommelighed.

Men hvor Oscar Wilde (1854-1900) er den elegante, er Lars Kaalund (født 1964) den bramfri. Og det kommer der meget sjov ud af på scenen. Kaalund har godt nok lidt svært ved at få Wilde's verbale veteranbil skubbet ud af herregårdsalléen, men så snart den er kommet op i gear, er den ikke til at standse.

Og så giver Kaalund den ellers gas med den pjattede Bunbury-historie om overklassens teoretiske betragtninger over lidenskab og arbejde, alt imens de smasker agurkesandwiches og prøver at få tiden til at gå.

Det er Ole Lemmeke, der har rollen som den påståede Earnest. Han spiller med herlig flabet livslede og løgn-agtighed, først lidt forsigtigt med andet gear i svingene - og så for fuld vrist. Han er indpakket så lapset med sørgefjer og gule spidssko, at hans forlorne styrke bliver svirpende synlig.

Regnfrakkefantasi

Anja Vang Krags kostumer er i det hele taget et scoop for forestillingen, fordi de karakteriserer personerne i så præcis og parodisk form. Skuespillerne får virkelig noget at spille videre ud fra, og tilskuerne bliver ustandselig overrasket over nye detaljer.

Nyd lige Birthe Neumanns Lady Bracknell. Neumann kan som ingen anden få latter ud af publikum, bare med et enkelt fnys. (Og hvis hun skulle, kunne hun sagtens spille i eget tøj og stadig få rollen hjem!). Men indpakket i Anja Vang Kraghs kostumer bliver hun hjulpet videre ud af sine egne tangenter. Stir lige på hendes regnfrakke, der er så overdreven lang og med så mange skøder og skulderslageffekter, at den i sig selv tager vejret fra en ordinær regnjakkecyklist. Beholder hun den på i hele andenakten? Nej, nej, selvfølgelig ikke. Denne forestilling emmer jo af overskud. Så hun flår hurtigt overdådighedsfrakken af med vrede knappevrid - blot for at stige ud i en tylsdrøm af gamle drømme. Indtil hun altså vender sig om, og fortidens sorte latexlyster bliver synlige, nu hvor alt andet i hendes plot alligevel er krakeleret. Det er flot tolket. Og flot skåret.

Korsagevisioner

Neumann er ikke den eneste, der får lov til at tage sig vidunderlig ud på scenen. Hendes datter spilles af Beate Bille, der er den hotteste sild set længe på Kgs. Nytorv. Hun spankulerer omkring som 'uskyldig datter' med hurtige håndbevægelser, der nok skal få krænget den stramtsiddende sorte divakjole op over hofterne, så der bliver plads til det sjove - også uden at guldkorsagesnøren behøver at flytte sig af den grund. Beate Bille spiller på sin bløde blanding af skarphed og sansehørm; ikke sært at Lemmeke stivner bag brillerne.

Søren Sætter-Lassen får som ventet en masse ud af sin Algernon. Selvnydende og skrydende - og fascinerende ugidelig i guldtøfler, sådan lige akkurat et nummer for store. Alligevel får Sætter-Lassen også plads til forelskelsesfølelserne, da han i horisontalstribet jakkesæt møder Signe Vaupels noget mere jordnære jeg-vil-giftes-nu-teenager. Hun har også en fin parallelparkering omkring tebordet med Helle Hertz, der er forvandlet til smilende, gammel barnepige. Hertz' knold i nakken er røget helt op på hovedet, og hun vandrer rundt med en uudlevet sugen under skørterne, og nu er det absolut på høje tid... Så heldigt er det, at Claus Bue dukker op med mere end al-faderlig opmærksomhed som præsten, der hellere end gerne vil finde en trosretning, hvor præster kan gifte sig i en fart!

Gardinhenrykkelse

Tempoet klæder denne Bunbury, omend to pitstoppauser er rigeligt. Det bliver turnétilskuerne forhåbentlig forskånet for. Og scenografien formår at holde sig fast i selv de vildeste sving. Den 32-årige arkitekt Bjarke Ingels debuterer som scenograf med denne flabede turnéscenografi af opsigtsvækkende enkelhedskonstruktion: En gardinstang, der bugter sig langs bagvæggen af scenen. Et ultrastort gardin trækkes for, som erstatningen for et gammeldags bagtæppe, og frem glider digitalmalerier af både salon og en have. Gardinet er printmalet med overdrevne pixels, der strutter glade i alverdens farver - fantastisk og forfriskende - og det suppleres henrykt af Peter Glatz' lysdesign, der hele tiden lader den pink farve overtrumfe guldet. Skønt!

Og når så Johannes Lilleøre gnider guldet som bøsset tjener med egne meninger og wondermascara, så er der ingen, der kan lade være med at sætte grinemusklerne i frigear. Heller ikke, når Lilleøre kaster sin kærlighed på Peter Rygaards herregårdstjener, der hurtigt må ud af skabet - og af bukserne.

Så æstetikken agerer frontfigur, når Lars Kaalunds Earnest-tolkning drøner ned ad Tordenskjoldsgade i sin sportsvogn. Wrummm...

* 'Bunbury. The Importance of Being Earnest' af Oscar Wilde (1895). Oversættelse: Holger Bech (og Lars Kaalund?!). Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Bjarke Ingels. Kostumer: Anja Vang Kragh. Lys: Peter Glatz. Det Kgl. Teater, Stærekassen til 24. april. 2 timer 40 min. Kr. 90-310. Turné fra 12. mar. i Frederikshavn til 19. maj på Aarhus Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu