Læsetid: 2 min.

Parret med en kulsort salsero...

Cubanerne er fattige, men hvis folk så endelig tjener lidt penge, bruger de dem på et eller andet helt unødvendigt. De flasher deres dyre mobiltelefoner mens de klager over at familien lider
8. august 2006

En sen aften er jeg på besøg hos en tidligere diplomat i Centro Havanna. Det har været en af de dage, hvor jeg har været frustreret over, at det er svært at komme i kontakt med cubanerne uden at det handler om penge. Mange vil gerne sælge en et eller andet, og når man snakker med dem, skinner det igennem, at den cubanske dagligdag er temmelig stabadserende. Men hvis folk så endelig tjener lidt penge, så virker det som om, at de bruger dem på et eller andet helt unødvendigt, de flasher deres dyre mobiltelefoner mens de klager over, at familien lider. Det er, fordi de lever i øjeblikket, siger min værtinde.

Diplomaten siger, at jeg ikke skal være ked af, at jeg ikke forstår Cuba, det gør cubanerne heller ikke selv. I Danmark er man vant til at løse sine problemer selv, i Havana hjælper alle hinanden efter et indviklet system, hvor alle hele tiden skylder andre noget, og ingen helt ejer sig selv. Privatliv findes nærmest ikke, opgangen er én stor familie, og jeg har endnu ikke været i et cubansk hjem, hvor telefonen ikke ringer konstant. Min værtinde fortæller, at det ikke var sådan under kapitalismen. Der kendte man knap nok sine naboer. Folk havde nok i sig selv.

Det kan være meget desillusionerende at være i Havanna, fordi byen synes fanget et sted mellem drøm og virkelighed. Endnu har jeg ikke mødt nogen, der er fortalere for 'systemet', men ligeså lidt som man ønsker den nuværende udvikling, lige så lidt ønker man at overgive sig til amerikanerne. For det første er der stadig mange, der husker hvordan Cuba var før revolutionen, for det andet er det ikke noget, man frygter mere end den eksilerede Miami-overklasses tilbagekomst. Alle dem, der nu har en nogenlunde anstændig tilværelse ville med et slag blive forvandlet til underklasse, og bare tanken om at skulle overgive sit hjem til den gamle overklasse får virkelig folk op af stolen, det gamle slogan om, at man hellere vil dø end at opgive et frit fædreland, er ikke bare et slogan. Hvis Miami virkelig fik frit slag, ville der bliver borgerkrig. Ingen tvivl om det.

Efter besøget hos den tidligere diplomat skal jeg ud at danse, det er trods alt det, jeg er her for. Aftenen indledes med en dansekonkurrence og ved en af arrangørernes mellemkomst, bliver jeg parret med en kulsort salsero. Da musikken går i gang, kigger han på mig som er den hvide race i virkeligheden blot en kedelig, udmattende fejltagelse, som den sorte race har tålt alt for længe. Efterhånden går det dog op for ham, at jeg ikke begyndte at danse i går, og han begynder allernådigst at svinge mig omkring. Til sidst kan man ligefrem sige, at vi danser, og det så godt, at vi uden at vide det har vundet konkurrencen. Jeg bliver kaldt op på scenen som damen i den røde kjole og først da smiler salsero omsider til mig. Og først da går det op for mig, at han kun har to tænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her