Læsetid: 4 min.

Partiets sidste banner

20. september 1997

DEN KINESISKE forfatter Wang Shan havde før starten på kommunistpartiets 15. kongres følgende billede på de store forandringer, som Kina - og Kinas Kommunistiske Parti - har gennemgået i de sidste to årtier: "Tidligere hang der to bannere foran det socialistiske hus; på det ene stod 'lighed', på det andet 'statseje'. Deng Xiaoping rev 'lighed' ned, og nu fjerner hans efterfølgere 'statseje'. Det er en stor forandring."
Ja, det er det i sandhed. På partikongressen, der sluttede torsdag i Beijing, vedtog de over 2000 delegerede på partileder Jiang Zemins anbefaling at rive det sidste banner ned. 'Statseje' blev med en snild omformulering til 'offentligt eje', men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det socialistiske hus om kort tid står tilbage uden det sidste banner - eller for nu at blive i billedet: Banneret vil blive erstattet af lysende og larmende neonreklamer for markedsøkonomiens seneste produkter.
SOM VENTET blev Jiang Zemins åbningstale til kongressen startsskuddet til en hel eller delvis privatisering af Kinas store statslige sektor. Godt nok talte Jiang forsigtigt om forskellige ejendomsformer og var omhyggelig med ikke at nævne ordet privatisering, men efter partikongressen står det klart, at partiledelsen har i sinde at tage fat på det problem, som tidligere ledere har veget udenom indtil nu: At lade de stærke statsvirksomheder overleve og lade de svage bukke under.
Det er på den ene side et positivt signal om, at de ledere, som skal løfte arven efter Kinas reformarkitekt Deng Xiaoping, er i stand til at træffe vigtige beslutninger, også selv om de vil gøre ondt både på partiet selv og ikke mindst befolkningen. Statsindustrien beskæftiger over 100 millioner mennesker, og når de svage virksomheder må bukke under, vil medarbejderne uundgåeligt følge med i faldet og slutte sig til Kinas voksende skare af arbejdsløse. Hvilket Jiang Zemin da også erkendte i sin tale, da han sagde, at reformplanerne vil betyde hårde tider for nogle arbejdere i byerne.
På den anden side har Jiang Zemin og resten af partitoppen med beslutningen bevæget partiet længere ud på den modsætningsfyldte kurs, som Wang Shans billede med det socialistiske hus beskriver så godt: Mens Kinas økonomi drøner afsted i mere og mere kapitalistisk retning, fastholder partiet stædigt, at det er et revolutionært kommunistisk parti, der repræsenterer proletariatets interesser, og som derfor har ret til at opretholde sit monopol på den politiske magt.
EN MODSÆTNING, der efterhånden er lige så utidssvarende og forsludret som udtrykket "folkets demokratiske diktatur" - et udtryk, der stadig står at læse i partiforfatningen sammen med en lang række andre eksempler på det, Orwell så rammende kaldte "nysprog".
Endnu et eksempel på forholdene i dette "folkets demokratiske diktatur" kom i går, nogenlunde samtidig med at en smilende Jiang Zemin præsenterede den nye partiledelse og erklærede kongressen for "en stor succes". Den 33-årige systemkritiker Bao Ge blev ifølge nyhedsbureauet Reuter slæbt ind på en politistation i Shanghai, gennembanket og tilbageholdt i fem timer. Bao Ges forbrydelse består angiveligt i, at han sammen med andre systemkritikere har opfordret partikongressen til at omvurdere demokratibevægelsen i 1989, som partiet stadig kalder et "kontrarevolutionært oprør".
Også Bao Ges mor blev tilbageholdt af politiet, fordi hun havde formastet sig til at skrive til Jiang Zemin med en bøn om at myndighederne skulle ophøre med at forfølge hendes familie og "beskytte vores ret til at eksistere". Myndighedernes svar var tilbageholdelse og en besked om, at hun ikke havde nogen som helst ret til at skrive til Kinas ledere.
TIDLIGERE PÅ UGEN fik partiledelsen en lignende henvendelse fra en mere berømt kinesisk borger, der også opfordrede partikongressen til at tage 1989 op til revurdering. Brevet kom angiveligt fra den tidligere partileder Zhao Ziyang, der blev afsat efter demonstrationerne og har siddet i husarrest lige siden. Det var første gang siden 1989, at Zhao Ziyang kom med et udspil, og det gentog hans og formentlig store dele af befolkningens holdning: Demonstranterne var ikke kontrarevolutionære, men derimod patriotiske studenter, der ville afskaffe korruptionen og ønskede mere politisk frihed i Kina. Partiet tog fejl, da det satte hæren ind mod demonstranterne, og denne fejlbedømmelse må partiet erkende og gøre god igen, lød opfordringen fra den afsatte leder.
Men partikongressen sluttede uden en omvurdering af 1989. Og udskiftningerne i toppen af partiledelsen peger endda i retning af, at den politiker, der er mest hadet for sin rolle under 1989-oprøret, ministerpræsident Li Peng, er udset til at blive ny leder af Den Nationale Folkekongres (Kinas parlament) som afløser for Jiangs værste rival Qiao Shi, der i sin tid som parlamentsformand har stået som reformvenlig fortaler for et kinesisk retssamfund. En Li Peng på den post vil være et trist signal om, at kommunistpartiet heller ikke i den nærmeste fremtid vil ændre 1989-dommen, og at folkekongressen ikke er tiltænkt en selvstændig rolle som et 'rigtigt' parlament, sådan som nogen ellers havde håbet.
Signalet fra partikongressen er derfor desværre også, at Kinas økonomiske reformer ikke vil blive fulgt op af tilsvarende politiske reformer. Tværtimod lægger partikongressen op til fortsat stram kontrol med det politiske system. I virkeligheden er det også det eneste banner, som partiet nu kan klamre sig til. veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her