Læsetid: 3 min.

Pas på hænderne

20. juni 2003

NÅr Italien om få dage overtager formandsskabet i EU fra Grækenland, vil en sandsynligvis jovial og storsmilende Silvio Berlusconi kunne trykke sine europæiske statsministerkolleger i hånden i bevidstheden om, at han ikke længere har pinlige, alvorlige retssager hængende over hovedet, der kan belaste hans eget og Italiens omdømme.
Ikke fordi nogen domstol har fundet ham uskyldig i anklagen for at have bestukket dommere i Rom til at dømme til hans fordel i en sag, fra før han blev politiker og statsminister, men fordi det italienske parlament i går vedtog en lov, der giver immunitet til de personer, der beklæder statens fem højeste embeder. Republikkens præsident, formændene for parlamentets to kamre, formanden for forfatningsdomstolen, og så, i denne forbindelse vigtigst: statsministeren.
De, der beklæder disse fem høje embeder, kan ikke gøres til genstand for efterforskning eller retsforfølges for nogen forbrydelse – undtaget højforræderi – så længe de er i embede.
Dette gælder også for anklager rejst mod dem inden deres embedsperiode, og det gælder for igangværende processer. En lov om immunitet med tilbagevirkende kraft, så at sige.

For Berlusconi har loven den effekt, at den retssag mod ham i Milano, hvori han står anklaget for bestikkelse af dommere, er suspenderet fra i dag. Og kan først genoptages, når Berlusconi ikke længere beklæder sit embede. Til gengæld bliver sagen så ikke forældet i mellemtiden. Uret standses og begynder først at tikke igen, når han igen er en almindelig borger.
Der er selvfølgelig ikke noget odiøst i, at folkevalgte nyder immunitet. Det gør de under en eller anden form de fleste steder i verden. Også i Danmark. Det, der er betænkeligt, for ikke at sige oprørende, ved Berlusconis gennemtrumfning af en lov om immunitet i kraft af hans parlamentsflertal, er den hast, hvormed lovforslaget er jaget igennem til vedtagelse, og den præcise timing af lovens ikrafttræden.
Frem til 1993 var italiens parlamentsmedlemmer beskyttet mod retsforfølgelse. Som i Danmark skulle parlamentet ophæve et medlems immunitet, for at en sådan kunne finde sted. Da parlamentet nægtede at ophæve den korruptionssigtede tidligere statsminister Bettino Craxis immunitet, rejste folkevreden sig, og under indtryk af den igangværende Operation Rene Hænders optrevling af gigantiske korruptionssager i det politiske miljø, besluttede parlamentet at fjerne loven helt.
Siden har Italien ikke haft en lov, der giver folkevalgte immunitet.

At den bliver genindført i disse år, er en logisk følge af Berlusconi-flertallets årelange opgør med Operation Rene Hænder, hvis statsadvokater og dommere Berlusconi dagligt lægger for had med beskyldninger om, at de var og er samfundsomstyrtende konspiratorer og kommunister.
Men den ville være kommet før eller senere. Og for Italiens omdømme ville det have været bedre, om det var sket senere. For når loven kommer netop nu, så stinker den til alverden om, at den kun er blevet vedtaget nu for at redde lovens egen ophavsmand ud af salatfadet i sidste øjeblik.
Silvio Berlusconi har lagt sig en del ud, efter at han er blevet regeringschef, men som Italiens rigeste mand får han jo syet sine altid ens mørkeblå dobbeltradede habitter efter mål, så det er ikke noget problem. Sådan lovgiver han også, og loven om immunitet er blot den yngste af en række love, der er syet efter Berlusconis mål.
Ophævelse af strafbarhed for regnskabsfalsk og lov til besværliggørelse af efterforskning i udlandet af økonomisk kriminalitet var nogle af Berlusconi-regeringens allerførste lovinitiativer i hans lovede effektivisering af Italien, som om der ikke var andet og mere presserende at tage fat på.
Til gengæld lovede Berlusconi, da han blev valgt for tre år siden, at han inden 90 dage ville afhænde sine tre tv-kanaler og dermed løse den interessekonflikt, han ville være i som statsminister med fjernsynsmonopol. Det er aldrig sket.

Det er ikke småting, Berlusconi står anklaget for i Milano. I en fuldstændig parallel sag med samme anklagede – på nær Berlusconi – og vidner blev Berlusconis tidligere advokat og forsvarsminister idømt 11 års fængsel og tilsvarende fik de dommere, han blev kendt skyldig i at have bestukket.
Men i stedet for at lade sin uskyld prøve ved retten har han valgt først at obstruere og forhale sagen, og, da dette ikke lykkedes, nu at lovgive sig selv ud af den.
Hans statsministerkolleger skal vare sig for at give ham hånden. Han kunne tænkes at ville hugge den. Og han kan fra i dag ikke retsforfølges for det.

jul

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her