»Bioteknologi er det bedste eller eneste mulige valg for marginale, økologiske zoner, som ikke har oplevet den grønne revolution, men som huser mere end halvdelen af verdens fattigste mennesker.«
FNs Udviklingsprograms Human
Development Report 2001.
Det her bolsje indeholder gensplejset soya, og nu spiser jeg det,« sagde lektor Ian Robinson fra Zimbabwes Universitet til de omkring 50 veluddannede mennesker, som tirsdag var samlet i København til præsentation af FNs Udviklingsprograms rapport om menneskelig udvikling, der i år har fokus på IT og bioteknologi. Med et bolsje i mundhulen sagde den gråhårede forsker Robinson så: »Som I kan se, har jeg ikke fået horn i panden.«
Hvad får dog en erfaren videnskabsmand til at lave sådan en uvidenskabelig mini-happening over for
velinformerede mennesker? Svaret er formodentlig desperation og frustration. Desperation over at et
fattigt land som Zimbabwe har ringe mulighed for at forske i genteknologi. Frustration over, at frygten for gensplejset mad blandt velnærede europæere har konsekvenser for de omkring 800 millioner mennesker, som hver dag enten får for lidt eller for ensformig mad.
Der er i dag en til tider hysterisk debat om konsekvenserne for natur og mennesker ved at dyrke genmanipulerede afgrøder. På den ene side står miljø-, forbruger- og udviklingsorganisationer og råber op om farerne og beskylder de ledende firmaer som Monsanto og Syngenta for kun at have øjnene på bundlinjen af regnskabet. På den anden side står videnskabsmænd samt industri og lovpriser fordelene ved genteknologien, og beskylder modstanderne for at være usaglige og nutidens maskinstormere. Sandheden om effekterne af gensplejsede planter ligger
som på så mange andre områder formodentlig et eller andet sted midt imellem.
I Europa, hvor vi vælter os rundt i et sandt overflødighedshorn af mad, har vi råd til at tage os god tid til at forholde os til gensplejsede afgrøder. Men spørgsmålet er ifølge FNs Udviklingsprogram (UNDP), om landene på den sydlige del af kloden også har råd til at vente og tøve. Her sulter millioner af mennesker, samtidig med at fremtidsprognoserne lyder på stor befolkningstilvækst samt nedgang i det dyrkbare areal og vandressourcerne. For at det ikke skal blive en menneskelig katastrofe af rang, anslår forskere, at verdens fødevareproduktion skal fordobles i løbet af de næste 20 år.
Kan man ikke klare manglen på mad ved bedre fordeling af fødevarerne, sådan som idealister hævder? Jo. Men desværre er der ikke meget, der tyder på, at den helt igennem urimelige fordeling af verdens goder bliver ændret foreløbigt.
Hvad så med at gentage den grønne revolution, som i 1960erne via højtforædlede afgrøder, kunstgødning og sprøjtegifte reddede millioner af menneskeliv alene i Indien? Desværre ser det ikke ud til at kunne lade sig gøre. Det ses bl.a. af, at det ikke siden revolutionen er lykkedes i væsentlig grad at forøge det maksimale udbytte i hvede og ris.
Der er altså i høj grad brug for planter, som er resistente over for eksempelvis tørke og sygdomme, der hærger i u-lande. Den slags planter kan man få via genteknologi, og derfor er det uhyre vigtigt, at vi i de kornfede lande støtter forsøg med gensplejsning af afgrøder som majs, rodfrugten cassava og
ris, der har så stor altafgørende betydning i forhold til at mætte munde i de varme lande. Sideløbende bør vi selvfølgelig også give bistand til opbygning
af u-landenes evne til at miljøvurdere gensplejsede afgrøder.
Det dur ikke, at vi inden for gensplejsning kommer med en paternalistisk pegefinger og forsøger at forhindre u-landene i at bruge genteknologien. Bistandsdonorers overførsel af en hjemlig politisk dagsorden til u-landene har gang på gang vist sig at være uheldig. Et eksempel på det er, at vi i Europa for længst har forbudt anvendelsen af sprøjtegiften DDT i Europa, fordi den ophobes i fødekæden, og vi sagtens kan klare os uden. Men i u-landene har DDT vist sig indtil videre at være det mest effektive og frem for alt billigste middel mod malariamyggen, som hvert år giver et dødeligt stik til mellem en halv- og en hel million mennesker. På den baggrund bruger 23 tropiske lande i dag DDT trods bivirkningerne. Selv om det langt fra er en ideel situation, så bør vi respektere u-landenes prioritering.
Hvor lidt vi end måtte bryde os om gensplejsning, så bør vi give lande med fødevareunderskud mulighed for at undersøge potentialet i og risici ved genteknologien. Ellers risikerer vi at tage u-landene som sultende gidsler for vores egen tøven.
