Læsetid: 4 min.

Pas på, religion!

I Rusland er både en film, en opera og en kunst-udstilling inden for kort tid blevet forsøgt bremset af politikere eller den ortodokse kirke efter beskyldninger om bl.a. pornografi, blasfemi og forhånelser af den russiske kultur. Kritikere frygter genindførslen af censur i Rusland
27. april 2005

MOSKVA - To museumsfolk og en kunstner idømt store bøder for en kritisk udstilling om religion.

En gruppe parlamentsmedlemmer, som sammen med ortodokse kristne forsøger at forbyde en skandaløs opera på selveste Bolsjoj Teatret i Moskva.

Og en film om Putin og hans kone, Ljudmila, som af uforklarlige grunde ikke som planlagt bliver vist på tv.

Alt sammen tegn på, siger mange kritikere, at visse kredse forsøger at genindføre en slags censur over for kunsten i Rusland.

I to år er filminstruktøren Olga Sjulinas film Et kys, ikke til pressen blevet syltet, selv om premieren var planlagt. Selv mener Sjulina, at det skyldes, at visse embedsmænd simpelthen har overforsikret sig selv og nedlagt forbud imod at vise filmen. Hvis nu den skulle vække vrede i Kreml. Den handler nemlig om et par, hvis karriere i allerhøjeste grad minder om præsident Putins og hans kones.

Filmen, som Informations udsendte har haft lejlighed til at se som en af de få, indeholder ikke nogen form for politik eller kritik af Putin, men er snarere en kærlighedshistorie, som dog også ind imellem giver plads for store skænderier, ømme scener, ulykker, og så videre.

Men Olga Sjulina er overbevist om, at embedsmænd et eller andet sted i hierarkiet har valgt at stoppe filmen for en sikkerheds skyld.

"Altså har vi en form for censur," siger instruktøren.

Samtidig har sagen vagt opsigt i de russiske medier, og der bliver nu lagt pres på myndighederne for få filmen vist.

'Skandaløs' opera

I sagen om operaen Rosentals børn med tekst af den berygtede forfatter Vladimir Sorokin på Bolsjoj Teatret forsøgte en række parlamentsmedlemme efter at have overværet forpremieren at tvinge teatrets ledelse til at trække stykket tilbage.

Operaen, der er den første opera, som Bolsjoj Teatret har bestilt i 30 år, handler om, at en række kloner af berømte klassiske komponister dukker op i dagens Rusland sammen med bumser og alkoholikere på en af Moskvas mest berygtede banegårde.

Parlamentsmedlemmerne anklagede stykket for pornografi og forhånelser af den klassiske russiske kultur og fik over 100 underskrifter fra kolleger under kravet om at stoppe stykket.

Samtidig blev der arrangeret demonstrationer og pressekampagner imod teatret. Men Bolsjoj Teatrets ledelse stod fast og ifølge mange kommentatorer er det det bedste bevis på, at der rent faktisk ikke findes censur mod kunsten i Rusland.

En sensationel udstilling

Heri er Ljudmila Vasilovskaja enig. Hun er udstillingsleder på Andrej Sakharov Museum og Center for Fred, Fremskridt og Menneskerettigheder og er netop sammen med museets direktør og en kunstner blevet idømt en bøde på hver 100.000 rubler (ca. 20.000 kr) for med udstillingen Forsigtig, religion at have opildnet til religiøst had og fornærmet de troendes følelser.

Udstillingen var en sensation, da den blev åbnet i 2003 og medførte en voldsom diskussion i medierne og meget vrede reaktioner fra den ortodokse kirke, nationalistiske parlamentsmedlemmer og en række organisationer. I lighed med vreden i Vest-europa for nyligt over billedet af den sidste nadver med en kvinde som Jesus.

Ifølge Ljudmila Vasilkovskaja, som Information træffer uden for museet under en kæmpetransparent med ordene: "Stop Folkemordet i Tjetjenien", var udstillingen lagt meget bredt an over temaet 'Kunstneres forhold til religion'.

"Det var ikke tanken at fornærme religion, tro eller religiøse. Vi ville blot have en række kunstnere fra Rusland, Cuba, Tyskland, Georgien og Armenien til at fundere over deres tro og religionen i nutiden", siger Ljudmila Vasilovskaja.

Men eksponanter som en nøgen kvinde, der bliver korsfæstet, Kristus i en CocaCola reklame, en model af en kirke lavet af mælkekartoner og løg som kupler fik vreden til at boble over, og under retssagen stod hundreder af rasende pensionister uden for retssalen med religiøse ikoner i hænderne og råbte "satanister" og "skændsel" til Vasilovskaja og de to andre anklagede.

Kirketjenere med køller

I første omgang blev udstillingen få dage efter åbningen vandaliseret med køller og maling af seks kirketjenere fra en nærliggende kirke. De seks blev arresteret og anklaget for vandalisme, men slap uden straf. Til gengæld blev organisatorerne efter en anmeldelse fra en gruppe parlamentsmedlemmer anklaget og altså nu straffet.

"Der blev gennemført en helt absurd kampagne imod os. Statsanklageren modtog 5.000 enslydende breve om, hvor farlige forbrydere vi var, og hvor meget vi havde opfordret til religiøst had og krænket de kristnes tro. Retssagen var absurd. De anklagede os for at agitere imod ortodoksien, men der var også værker om buddhisme og islam, men det er domstolen ligeglad med," siger Ljudmila Vasilovskaja, som selv kalder sig en moderat ortodoks kristen.

Hun kalder sagen for de nationalistiske rabiate ortodokses inkvisition imod museet.

"Det her handler ikke om egentlig censur, men om politik. Der ligger hævn bag dommen, som er den ortodokse kirkes forsøg på at forbyde kritik med hjælp fra staten, selv om stat og kirke i teorien er adskilte i Rusland", siger hun.

Og Ljudmila Vasilovskaja er samtidig ikke i tvivl om, at domstolen ikke har været fri og selvstændig under sagen. Der har, hævder hun, været lagt pres på for at få dem dømt. Årsagen er hun heller ikke i tvivl om.

"Visse kredse i både staten, hæren og kirken er meget imod Sakharov Museet og centrets virksomhed, fordi vi håndhæver menneskerettighederne, og især fordi vi vedvarende har kritiseret krigen i Tjetjenien. Det skulle vi straffes for af en kontrolleret domstol. Men vi har appelleret til en højere domstol, så får vi se, om den er uaf-hængig," siger Ljudmila Vasilovskaja.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her