Læsetid: 3 min.

Passiv Thor Pedersen

11. august 2003

»Ind i mellem kan det være svært at holde fast og tro på, at man kan nogen ting og er god nok, når man ikke kan få job.«

Susanne Kastberg, arbejdsløs akademiker

DA DANMARKS Statistik i torsdags meddelte, at den stigning i ledigheden, som tog fart for et år siden, fortsætter med øget styrke, kunne man tro, at landets finansminister agtede at mene noget. Det gjorde Thor Pedersen ikke – og på ministeriets hjemmeside omtales stigningen, som nu er på 31.900, siden den borgerlige regering tog over, uden politiske bemærkninger i en såkaldt ’konjunkturnotits’. De stadigt flere arbejdsløse har Pedersen angiveligt ingen planer for at hjælpe – det skal nok gå altsammen, plejer beskeden at lyde. Danskere, som Susanne Kastberg, der her i avisen i lørdags fortalte, hvor udsigtsløst fremtidens jobchancer tegner sig, har Thor Pedersen ganske enkelt ikke behov for at komme i møde. Den samlede ledighed er på 173.000 i juni – med de markant største stigninger blandt skolelærere, civiløkonomer, journalister, it-ansatte, merkonomer og akademikere. Den stigning, der har været de seneste 12 måneder, er meget tæt på at være ligeså stor, som den, der fra 1988 til 1993 sendte antallet af arbejdsløse helt op på 350.000 danskere. Alligevel gør regeringen stort set ingenting.

DE, DER HAVDE troet, at finansministeren ville benytte den store tale, han i weekenden skulle holde på Venstres sommertræf i Fredericia, til at komme med et udspil til bekæmpelse af ledigheden, fik i stedet et helt andet fokus – nemlig den sædvanlige og stærkt polemiske VU-jargon, som Pedersen aldrig er vokset fra. I stedet for at tale om det, der virkelig betyder noget for så mange titusinder af danskere, plaprede ministeren løs om frit valg, der stiller vælgerne bedre offentlige ydelser i udsigt for færre penge. Når danskerne hidtil ikke har benyttet sig særligt af det frie valg, skyldes det, forklarede Pedersen, at borgerne kan sammenlignes med herreløse hunde i et dyreinternat. Når den nye familie kommer for at redde hunden, så klemmer den sig helt bagest i buret, for det med frihed kan indgyde frygt, lød ministerens sammenligning. Men, lod han forstå, nu vil regeringen benytte en topmoderne BMW som model for velfærden – modsat den gamle Trabant, som Socialdemokraterne plejede at byde på. Den slags letkøbt symbolpolitik, der er blevet Fogh-regeringens adelsmærke, kan de tusindvis af danskere, som hver måned mister deres arbejde, ikke bruge til noget.

DA DEN konservative partileder, erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen, i går gentog sin kritik af den manglende reformiver i VK-regeringen, havde han i princippet ret. De to dogmer i den økonomiske politik, der førte Fogh til statsministerposten, er på den ene side skattestoppet og på den anden side, at ingen overførselsindkomst må blive beskåret. Begge dele fører til en forstening af det politisk-økonomiske manøvrerum, som følgeligt står i vejen for den rettidige omhu, der er behov for. For at øge beskæftigelsen nu og her og for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft om fem til 10 år er småløsninger slet ikke nok – der skal derimod helt afgørende ændringer i velfærdssamfundet til.
Udgangspunktet bør være, at alle danskere skal have reelle muligheder for at komme i arbejde – husk på, at den stigende ledighed kun er ét problem; langt alvorligere er de omkring 650.000 andre danskere, der er parkeret som førtidspensionister, efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere og meget andet. Den øvelse, den kamp, er af monumental størrelse – og kræver ny politisk vilje og innovation, som hverken Nyrup-regeringen havde eller Fogh-regeringen har.

POLITIK HANDLER om at gøre en forskel – om at turde tage fat på de alvorlige problemstillinger. Den passivitet, som Schlüter-regeringerne udviste i 80’erne, og som Fogh-regeringen ser ud til at gentage i disse år, er med til at skubbe ledigheden i den forkerte retning. Den aktive politik, som Nyrup-regeringerne førte, anført af den vel nok mest succesrige finansminister i danmarkshistorien, Mogens Lykketoft, var med til at øge beskæftigelsen.
Det er hverken Foghs eller Lykketofts ansvar alene, der fører til mere eller mindre ledighed, men det er af afgørende betydning. Det er derfor, det er så deprimerende at følge den lethed og den ligegyldighed, der præger Thor Pedersens indsats – ja, han er så idefattig, at man ofte fristes til at spørge, hvorvidt vi overhovedet har en finansminister.
Socialdemokraterne har i det skjulte og under ledelse af Henrik Sass Larsen i månedsvis arbejdet på deres eget samlede velfærdsoplæg. Der er såmænd ingen grund til at tro, at det bliver særligt meget mere visionært, når det handler om at skaffe plads til alle på arbejdsmarkedet – men vi kan jo blive positivt overrasket.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her