Læsetid: 3 min.

Patienten i Kreml

17. januar 1997

BORIS JELTSIN's for en statsleder så beklageligt ustabile helbred har igen bragt kremlologien, denne førhen så agtede videnskab, til ære og værdighed.
I dag spekuleres der ikke - som under 1970'ernes og 80'ernes alderssvækkede Kreml-herskere - over, hvem der står ved siden af hvem ved de årlige fremvisninger af militær på Den Røde Plads. Nu svælger kremlologerne i, hvem der har adgang til præsidentens brevpapir, er præsidentens tennismakker eller har en affære med præsidentens datter.
Med god grund. I et politisk system, hvor præsidenten er så godt som almægtig, er det afgørende, hvem der har daglig adgang til præsidenten og dermed rig lejlighed til at påvirke ham. Den person, der i badstuen trakterer præsidenten med svirp fra birkeriset, kan nemt have større politisk indflydelse end en folkevalgt parlamentariker.

NU ER DET - i alt fald foreløbig - slut med både tennis og badstue for præsident Jeltsin. To uger efter sit come-back oven på et langvarigt sygeleje er den gal igen, og præsidenten er indlagt med dobbeltsidet lungebetændelse. Ikke nogen rar sygdom for en ældre mand - for en rekonvalescent efter en femdobbelt hjerte-bypass operation kan den være fatal.
Og den mand, der har bemægtiget sig adgangen til præsidentens brevpapir, hedder - skal man tro russisk og international presse - Anatolij Tjubajs, formelt Jeltsins stabschef, men reelt den moderne tids Rasputin, rådgiveren som hersker i den svækkede leders sted.
Tjubajs siges at have større reel indflydelse end selv ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin. Som stabschef afgør han, hvem der har adgang til præsidenten og hvilke dekreter, der forelægges til underskrift. I sig selv ikke nogen ringe position i et land, der hovedsageligt regeres pr. dekreter.
Derudover har Tjubajs det daglige ansvar for de såkaldte magtministerier, der er under direkte kontrol af præsidenten: forsvarsministeriet, indenrigsministeriet og ministeriet for sikkerhed.
Han har desuden ansvaret for to vigtige økonomiske institutioner: skattevæsenet og værdipapirkommissionen. Og han sidder i et nyt politisk råd, en slags "forretningsudvalg", sammen med præsidenten, ministerpræsidenten og formændene for parlamentets to kamre.
Den generelt upopulære Tjubajs når aldrig en højere politisk position, end han har nu. En stilling, der er afhængig af, at Jeltsin nok er svækket, men ikke død eller gået af. Denne kendsgerning er såvel Tjubajs som hans ideologiske og personlige modstandere sig naturligvis bevidst.
Aleksandr Lebed, der - siges det - blev manøvreret ud som sikkerhedschef efter få, men resultatrige måneder af netop Tjubajs, agiterer dagligt for, at Jeltsin skal gå af. Velvidende at han, Lebed, netop nu er Ruslands i særklasse mest populære politiker og formentlig uden besvær vil kunne vinde et hurtigt præsidentvalg.
Og parlamentsflertallet, domineret af kommunister og allierede, arbejder på højtryk for at finde et musehul i forfatningen, der kan tvinge den stærkt svækkede præsident til at forlade Kreml. Medmindre der hurtigt sker en afgørende forbedring af Jeltsins helbred er der lagt op til måneder med skånselsløs magtkamp og politisk ustabilitet.

DET ER I SITUATIONER som denne, at følgevirkningerne af russisk politiks store undladelsessynd - manglen på udvikling af demokratiske institutioner og en demokratisk kultur - viser sig.
Jeltsin har sikret sig en plads i historien som den mand, der gik forrest i afmonteringen af 70 års kommunistisk diktatur. Men efter det væbnede opgør mod parlamentet i efteråret 1993 gav han efter for den autoritære fristelse og lod skræddersy en forfatning, der gav mere magt til præsidenten end det kendes andre steder i såkaldte demokratier. Tilsvarende fik Rusland et parlament med få reelle beføjelser - og en samling parlamentarikere, der opfører sig derefter.
Klakører i Vestens regeringer og pressekorps jublede med, da parlamentet blev trynet dengang - tilsyneladende uden øje for, at den Jeltsin, man holdt så meget af, kunne falde bort.
Nu breder panikken sig ved tanken om, at retten til at udskrive valg, til at udnævne og afskedige ministerpræsidenter og regeringer nærmest efter behag, og til at regere pr. dekret, hvis regering og parlament alligevel ikke makker ret, skulle tilfalde en mand som Lebed, der i bedste fald er uberegnelig, i værste en storrussisk populist med hang til statskontrol over økonomien.
Det er ikke kun præsident Jeltsin, der ligger alvorligt svækket på sit leje. Det er det russiske politiske system, som er grundlæggende sygt.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her