Læsetid: 5 min.

Patos, pessimisme og perpleksitet

63-årige Scott Walker bevæger sig endnu dybere ind i musikken og stadig længere væk fra mainstreampublikummet med sit først album i 11 år, det filtrede, elitære og hermetiske The Drift
8. maj 2006

"If you get my drift", siger man på engelsk, når man mener "hvis du forstår, hvor jeg vil hen".

Et udtryk, der falder ligefor, når man lytter til den 63-årige Scott Walkers seneste opus, det imposante, bizarre, egensindige, kontrære, komplekse, hermetiske, elitære, skræmmende, intimiderende og på alle måder anderledes The Drift, der ligesom forgængeren Tilt absolut intet foretager sig for at komme lytteren i møde eller på anden måde stryge hende med hårene. Tværtimod.

Her er langt til den musik, der i det daglige møder én i det offentlige landskab. Trods en baggrund i en af 1960'ernes mest populære vokalgrupper The Walker Brothers (én art sen60'ernes svar på Take That eller Backstreet Boys, bare mere substantielle; og nej, de var ikke mere i familie med hinanden end "brødrene" i The Ramones!), og en til en begyndelse kommercielt og kunstnerisk givtig solokarriere indenfor den storladent ambitiøse, men tilgængelige solosangertradition, har han siden de sene 70'ere bevæget sig dybere og dybere ind i musikken og længere og længere væk fra publikum, med undtagelse af en flok sammenbidte fanatikere, heriblandt denne signatur, som betragter Walker som hørende til blandt de allerstørste stemmer i vor tid.

Særhederne begyndte med The Walker Brothers, som efter en meget omtalt gendannelse i 1978 udsendte deres definitivt sidste album, Nite Fights, hvortil Walker leverede pladens fire første, dystre og disharmoniske kompositioner, der nærmest udgjorde et selvstændigt mini-album i lyset af de to andre "brødres" dubiøse bidrag: "Shut out", "Fat Mama Kick", "Nite Flights" og "The Electrician" er brillante, men skræmmende udladninger fra det såvel musikalske som psykiske overdrev, men dog ikke længere ude end folk, der holdt af David Bowies Berlin-trilogi (Low, "Heroes" og Lodger) fra sluthalvfjerdserne, kunne være med. I 1984 slog han til med det interessante, men mislykkede Climate Of The Hunter, hvis kryptiske karakter kunne have skaffet hvem som helst kultstatus på halsen. 11 år senere kom det nedbarberede, truende og grandiost anlagte Tilt. Og så er der ellers lige gået endnu 11 år-

Modernistisk angreb

The Drift - en passende metafor for en karriere, der har bevæget sig fra altfavnende populisme til kontrær solipsisme - tager tråden op fra sidstnævnte album og fremstår som endnu et hardcore modernistisk frontalangreb på såvel sanser som intellekt. Det er et omstændeligt og grandiost værk, men ikke som udtryk for tom gestik eller hule positurer, tværtom føles det, som om man er i selskab med noget af det mest bydende inden for genren "indre nødvendighed" hørt i årevis.

Teksterne er fragmenterede, uigennemskuelige og grænsende til det sfinksagtige og kræver en aktiv indsats fra lytteren for at afgive deres lag af meninger. Stemningen af at vade igennem en sønderbombet skal af noget, som engang var en spillevende storby, hviler over alting her; med røg, der stadig stiger op fra ruinerne og med jævne mellemrum måske synet af en død krop.

Følelsen af, at det udgør en kommentar til den grusomme borgerkrig på Balkan, er i hvert fald ikke til at slippe. Ordene er konsekvent urovækkende og vildledende, måske udtryk for flere stemmer, der indbyrdes samtaler - eller taler forbi hinanden? Linjer som "anthrax Jesus, sack of feet", "polish the fork and stick the fork in him" og "don't think it hasn't been fun, -cause it hasn't" flyver ind og ud mellem mørkt monokrome lydmalerier, og jeg gad godt se et tekstark.

Det føles lidt som at være spærret inde i en David Lynch-film, også fornemmelsen af desorientering, slow motion-drømmetid og manglende normallogik præger gesjæften her.

I naturlig forlængelse af tekstuniversets grusomhedsudstilling findes en musik, der lyder beslægtet med moderne komponister som Iannis Xenakis og György Ligety, afbrudt af passager, der giver mindelser om Sonic Youth anno Bad Moon Rising, sufi musik, soundbites og musique concrète. Og det er vitterligt alt sammen kun tilsnigelser, thi denne signatur er ikke sikker på, han præcis kan sætte rette ord på de dybe og grusomme vande, han her fragtes hen over.

Dermed ikke være sagt, at albummet er fuldstændig utilgængeligt, for det er det langt fra. Om end det i samme åndedræt ville være lodret løgn at påstå, det på noget niveau udgør en decideret nydelse. Men det er fascinerende og dragende på samme måde som et tv-program om holocaust kan være det, oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med menneskets mørkeste sider er ikke til at komme uden om. Vi befinder os lige der, hvor denne Scott Walker har stirret så længe ned i afgrunden, at den er begyndt at stirre tilbage på ham.

Kompromisløs og indædt

Ikke skyggen af en konventionel sang (okay, på "The Escape" synges noget, der vel kan kaldes en melodi) eller komposition findes på The Drift, kun hvad der med en tilsnigelse kan betegnes soniske skulpturer.

Numrene (der som tommelfingerregel er rigtig lange) er generelt bygget op om simple og stadigt gentagne motiver, hvis genkomst man alt efter temperament kan se frem til eller frygte, men er i øvrigt som støvsuget for normalbrug af akkorder, harmonier og standardinstrumenter. Den relative kompositoriske klarhed gør pillen en smule lettere at sluge overall, og værket hænger uimodsigeligt sammen fra start til slut.

Er det arkitektonisk klarhed, der er på ønskesedlen, findes det såmænd også her. Og så er pladen paradoksalt nok qua sin underspillede, men mærkbare aggression og konstante hamren på sanserne det tætteste Walker nogensinde er kommet på rock'n'roll; om ikke formmæssigt, så i ånden, trods et overhængende præg af kokset kabaret i sidste stadie af syfilis. Kompromisløsheden og indædtheden er uangribelig fra der åbnes, til der i medmenneskelighedens navn lukkes og slukkes.

The Drift opleves generelt mere som et stykke eller en opera, opført på Grusomhedens Teater, end nogen form for musikalsk underholdning. Lysene tændes. Lysene slukkes. Sceneskift. Nye sætstykker skydes ind. Mens de gamle får lov at blive stående og minde om, at det hele er teater. Absurd teater.

Nok den mest pinefulde og perplekse lytteoplevelse i mands minde. Men også den mest dragende og givende. Lagt sammen indgyder de mange fragmenter, detaljer, ind- og udfald og bizarre blindgyder lytteren en overvældende følelse af intens fortvivlelse.

Det kan også høres på Walkers engang så gyldne baryton, der stadig kører den helt af på en af pessimisme gennemsyret patos, men nu også pletvist lyder forrevet og forpint, selv om letheden lurer lige bagved og stadig er et varemærke. De sidste mange års udvikling i retning af institutionaliseret umenneskelighed er ikke gået sporløst hen over hverken solisten eller den lyttende.

If you get my drift -

Scott Walker: The Drift (4AD/ Playground) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her