Læsetid: 5 min.

Patriotismens genkomst

Der er kaldt til samling i nationen, indtil Muhammed-krisen er faldet til ro. Eksperterne taler om en kortvarig patriotisk opblomstring, men advarer mod, at den bliver rugekasse for nationalistiske strømninger
2. marts 2006

Det er patriotisme og ikke nationalisme, der har fået størstedelen af den danske befolkning til at rykke tættere sammen i stuerne og give regeringen arbejdsro til at føre Danmark ud af krisen. Det siger både historikere, sociologer og samfundsforskere. De mener, at Muhammed-krisen har ført til en patriotisk opblomstring blandt danskerne.

"Patriotismen er et biprodukt af de krigslignende tilstande, som Danmark i øjeblikket befinder sig i. Men patriotisme handler i modsætning til nationalisme ikke så meget om danskhed, det handler bare om en vilje til at slutte op om landet og dets forfatning i en svær tid," siger kultursociolog Jean Fischer.

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet foretog sidste år en undersøgelse af patriotismens udbredelse i Danmark. Undersøgelsen, som var baseret på data fra 1.305 interviewpersoner, konkluderede:

"at 43 procent af befolkningen er patrioter, det vil sige, at de er af den opfattelse, at folk bør støtte deres land, også selv om landet gør noget forkert. Her er det mænd, de ældste, arbejdere og så personer orienteret mod de borgerlige partier, der er overrepræsenterede."

De seneste måneders eskalering i Muhammed-sagen har blot øget antallet af de hjemlige patrioter, mener Johannes Andersen.

"Der er ingen tvivl om, at gruppen af patrioter er vokset betydeligt som en konsekvens af Muhammed-krisen. Men det er vigtigt at understrege, at patriotisme ikke nødvendigvis har noget med nationalisme at gøre. Mange kombinerer en kritisk holdning til regeringen og Dansk Folkeparti med en opbakning til statsministeren, så længe landet er under pres. Det er ikke tid til interne stridigheder, er der mange, der tænker. Det må vente, indtil skuden er reddet i land," siger Johannes Andersen.

Mest patriotisk

Ikke desto mindre er kampen om at fremstå mest patriotisk allerede skudt i gang. Under overskriften: 'De sætter pletter på flaget', anklagede Bertel Haarder i et læserbrev i Jyllands-Posten den 18. februar flere navngivne personer for at "sværte deres eget land til over for forsvarsløse udenlandske pressefolk (-)", og i denne uge fulgte Pia Kjærsgaard trop ved at beskylde blandt andre tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen for at bedrive landsskadelig virksomhed.

Ifølge Johannes Andersen er det en krigslignende retorik, som forsøger at tage patent på patriotismen ved at fremstille sin modpart som fædrelandsfjendsk.

"Når Pia Kjærsgaard forsøger at sætte lighedstegn mellem kritik af statsministeren og landsforræderi, så er det jo i virkeligheden en mistænkeliggørelse af hele den gruppe, der forsøger både at være patriotiske og kritiske over for regeringen. Hvis den diskurs får lov at vinde frem, kan jeg godt frygte for debatten om Muhammed-sagen frem over. Det kan betyde, at nogen - af frygt for at blive kaldt upatriotiske - helt undgår at ytre sig kritisk om JP-tegningerne og regeringens håndtering af sagen," siger han.

Utidig kritik

Ifølge lektor i historie fra Roskilde Universitetscenter Henrik Jensen dækker den nuværende samling imidlertid over en stor uenighed, som tiden bare ikke er til at udstille.

"Opslutningen til regeringen er ikke nødvendigvis udtryk for, at man er enig i alle dens dispositioner. Men der er en gennemgribende fornemmelse i samfundet af, at vi skal sikre ledet, inden vi går videre. Det tyder meningsmålingerne også på. Derfor er der et vist fælles ubehag over for dem, man synes svækker landet med utidig kritik," siger Henrik Jensen.

Lektor på Danmarks Pædagogiske Institut Ove Korsgaard mener heller ikke, at man skal lade sig vildlede af den øjeblikkelige patriotisme. Det er krigens logik, at man kalder til samling omkring staten og nationen, når landet er i krise. Men der er sjældent enighed om, hvad det er, man skal stå sammen om.

"Da Danmark blev besat i 1940, var der også stærke røster, der sagde: Nu må vi stå sammen. Men ret hurtigt meldte spørgsmålet sig: Hvad er det egentlig, vi skal stå sammen om? Er det 'en stærk mand'? Er det demokratiet? Eller er det forestillingen om dansk kultur gennem 1.000 år," siger Ove Korsgaard:

"Det samme spørgsmål melder sig i forbindelse med Muhammed-krisen. Forenklet sagt: Skal vi stå sammen om at værne dansk kultur mod ugræs udefra? Eller skal vi stå sammen om en forståelse af danskhed, der giver mulighed for, at fremmede kan blive en del af folket?," siger Ove Korsgaard.

Henrik Jensen pointerer, at den patriotiske opblomstring ikke behøver at indebære en nationalistisk grundholdning. Man bakker op om staten - ikke nødvendigvis om danskheden, mener han.

"I øjeblikket hersker der en fælles holdning om, at vi ikke skal demonstrere vores uenighed for omverdenen, fordi det vil svække landet. Men der er forskel på nationalister og patrioter. Den første gruppe vil samle nationen om en særlig dansk kultur. Den anden om et politisk medborgerskab," siger han.

Ove Korsgaard uddyber:

"Patriotismen har sine rødder tilbage i det 18. århundrede. Da man i 1776 indførte statsborgerskab var det et forsøg på at binde folk sammen på tværs af de kulturelle og sproglige opdelinger i landet. Statsborgerskabet gav mulighed for, at man kunne høre til fællesskabet på trods af, at man ikke havde samme kulturelle og sproglige udgangspunkt. Derfor er patriotisme - modsat nationalisme - ikke knyttet til en bestemt dansk kultur, men til staten, og det har statsborgerskabet som fællesnævneren. Forskellen er henholdsvis en kulturel og en politisk definition på fællesskab," siger han.

Rugekasse

Ikke desto mindre kan netop den patriotiske stemning risikere at blive rugekasse for en nationalistisk vækkelse, mener Johannes Andersen. "Dansk Folkeparti er interesseret i at udnytte den patriotiske stemning ved at lægge en nationalistisk overbygning på den. De forsøger at overbevise vælgerne om, at den danske kultur er den muslimske overlegen, og henter argumenter i ambassadeafbrændinger og irrationelle vredesudladninger i Mellemøsten."

Ifølge ph.d.-stipendiat og samfundsdebattør Kasper Støvring kan den patriotiske opblomstring imidlertid også føre til en ny og positiv følelse af national samhørighed:

"Når patriotismen har lagt sig, vil vi stadig se en stærk nationalfølelse. Og det er ikke kun negativt. Siden Anden Verdenskrig er det nationale blevet stigmatiseret som nationalisme, og det har der været gode grunde til. Men nationalfølelsen har også positive sider, idet den er med til at sikre sammenhængskraften i vores samfund. Den sikrer en følelse af at høre til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu