Pave Johannes Paul II hed engang Karol Wojtyla, og han stammer fra det Polen, hvor den katolske kirke bidrog stærkt til kommunismens fald. En overgang så det ud, som om kirken efter 1989 skulle få en autoritær rolle i Polen med en dominerende indflydelse på lovgivningen, men polakkerne begyndte hurtigt at reagere. I dag konstaterer man, at de går mindre i kirke end under kommunismen, og en tydelig emancipation er sat ind. Hvilket måske kan tolkes som et budskab fra folket: Vi har ikke rystet det kommunistiske åg af os for at underkaste os et nyt diktatur på et andet plan.
Dette komprimerede tilfælde af kamp mellem klerikalisme og verdslighed har vakt en vis interesse i Frankrig, hvor sammenstødet mellem disse to kræfter har spillet en vigtig rolle i de sidste 200 års historie og er uløselig knyttet til Republikkens oprindelse. En ny episode i dette drama er lige blevet udspillet med pavens besøg i Frankrig, der - udover den vanlige virak og de troendes forgudelse af kirkens overhoved - er blevet kendetegnet af en de stærkeste antiklerikale kampagner landet har oplevet i dette århundrede. Paven er direkte upopulær i Frankrig uden for de blindt troende katolikkers kreds, og det skyldes, at han har fået et image som boss for en autoritær kirke, der først og fremmest blander sig i privatlivet og bl.a. fordømmer præservativer, abort og skilsmisser. Han har ikke forstået - eller ikke villet acceptere - at de nye vinde, der blæser i Europa, netop er anti-autoritære, som udviklingen i pavens gamle fædreland Polen så slående viser det. Et dusin diktaturer i Øst- og Vesteuropa er forsvundet i løbet af de sidste 25 år, og den persponlige og individuelle frihed forsvares mere energisk end nogensinde. Den er ikke til salg - man kræver tværtimod mere af den.
Pavens østeuropæiske baggrund har ikke givet ham kendskab til realiteterne i de liberale demokratier, og han viser ringe forståelse for, hvordan kirken kan spille en positiv rolle i samfundet uden for den rent religiøse sfære: Simpelt hen ved at engagere sig for republikkens idealer - frihed, lighed og broderskab. Hvad han end har haft at sige af kritiske bemærkninger om kapitalismens excesser, har Johannes Paul II først og fremmest gjort sig bemærket ved sin vilje til at hævde kirkens magt og autoritet og ved sine traditionelle moralprædikener.
Pavens besøg i Frankrig har været rigt på kontraster. Hård kritik fra mange sider, hadske og spotske kommentarer fra de mere ekstremistiske antiklerikale kredse og kraftige demonstrationer. Men samtidig farverige religiøse manifestationer omkring paven af en næsten middelalderlig karakter, med stærke elementer af folkereligion og fetichisme. Et af højdepunkterne var en messe i Sainte-Anne-d'Auray i Bretagne - navngivet efter en kvinde, der ifølge legenden var mor til Jomfru Maria og altså bedstemor til Jesus... Den slags fænomener ligger naturligvis langt væk fra rationelle protestantiske teologers opfattelse af kristendommen, men også mange katolske intellektuelle og venstreorienterede distancerer sig fra dem. Når man samtidig konstaterer, at paven med forkærlighed interesserer sig for at prædike børneavl og diktere normer for de troendes sex- og privatliv, har man indtrykket af en overfladisk og useriøs form for religion. Dette er et centralt problem i den katolske kirkes krise, en kilde til opposition og frafald blandt katolikkerne, uvilje og mistillid fra omverdenen.
Den gamle og undertiden voldsomme franske strid mellem katolikker og verdslige (eller antiklerikale) har fundet fredeligere former i dette århundrede efter loven af 1905 om adskillelse mellem stat og kirke. Hvis borgfreden nu er brudt, er det i vidt omfang præsident Chiracs ansvar. Impulsivt og uforsigtigt, som det er hans natur, begyndte han efter sit valg til præsidentposten i fjor at føre sig frem, som om han ville være det mest katolske statsoverhoved i verdenshistorien siden Isabella af Spanien. Ligesom ved iværksættelsen af atomprøvesprængningerne syntes han at handle uden at gøre sig klart, at han her legede med politisk sprængstof - hvad hans kendskab til Republikkens historie ellers uundgåeligt må have belært ham om. Han gik demonstrativt til messe, skiltede med sin (indtil da ukendte) katolicisme og aflagde i januar et farverigt iscenesat officielt besøg hos paven. Ved denne lejlighed understregede Chirac Frankrigs rolle som katolsk land med årtusindgammel tilknytning til pavestolen, og han karakteriserede Frankrig med det ærkeklerikale udtryk" Kirkens ældste datter ". Samtidig nævnte han, at paven var indbudt til højtideligholdelsen af 1500-året for frankerkongen Clovis' dåb i domkirken i Reims.
Denne højtidelighed, der fandt sted søndag, og som var besluttet i Republikkens navn, har ophøjet en dåbshandling og en persons omvendelse til kristendommen til symbol på den franske nations fødsel. Dette er naturligvis nonsens og må virke som en provokation i en verdslig republik som den franske, en krænkelse af princippet om statens neutralitet i forhold til religionerne. Oppositionen og de verdslige organisationer har enstemmigt taget afstand fra beslutningen, og mange moderne katolikker, der hylder det verdslige samfundsprincip, tilslutter sig kritikken. Beslutningen er den mest direkte årsag til krisen omkring pavens besøg, og Chirac fik pludselig kolde fødder. Han lod meddele, at han aldrig havde tænkt sig at deltage i ceremonien i Reims, og da han i torsdags bød paven velkommen til Frankrig - det eneste møde med ham under det fire dage lange besøg! - var det "på det republikanske og verdslige Frankrigs vegne". Som om Chirac med forsinkelse havde opdaget, at paven er upopulær, og at katolicismen måske alligevel ikke er brugbar som politisk løftestang i dag.
B.V. (Børge Visby)
