Læsetid: 4 min.

Paven mente, hvad han sagde

Benedikt XVI har aldrig lagt skjult på sin islamskepsis og fortjener anerkendelse for at tone rent flag
20. september 2006

Der er kun to store religioner, som søger at omvende hele verden. Den ene er islam - ja, måske har kun islam energi til endnu at hellige sig en så usandsynlig mission; måske har kristendommen nok at gøre med blot at forsvare sine eksisterende åndelige territorier. Ét står dog klart: Der hersker fundamental doktrinær uforenelighed imellem de to religioner, og pave Benedikt XVI fortjener anerkendelse for at påpege det.

Trods sin rolle som Vatikanets chefideolog var Josef Ratzinger ikke begejstret for pave Johannes Pauls "dialog med islam". Den tyske kardinal var nået frem til den overbevisning, at islams absolutisme umuliggør alle teologiske diskussioner religionerne imellem, og at, hvad der er tilbage, i bedste fald er intetsigende udtalelser om "fælles værdier" - i værste fald politisk forplumring, som fordunkler den undertrykkelse, kristne udsættes for i muslimske lande.

Det er ikke noget tilfælde, at en af pave Benedikts første handlinger var at fjerne ærkebiskop Michael Fitzgerald fra formandsskabet for Det Pavelige Råd for Dialog mellem Trosretninger og siden radikalt reducere dets rolle.

En sand intellektuel

Vel er det sandt, at islam og kristendom - og selvsagt jøderne - tilbeder Abrahams Gud. De tre religioner har mange profeter til fælles og "fælles værdier" har følgelig i et vist omfang formet deres respektive trossamfund i 2.000 år. Men kristendommen eksisterer alene på det grundlag, at Jesus Kristus er Guds søn, mens islam eksisterer på alene det grundlag, at Gud dikterede sine love til Muhammed, og at Koranen indeholder Guds vitterlige ord.

For kristne kan Koranen umuligt være Guds uformidlede ord. De er derfor nødt til at tro på, at Muhammed lå under for en illusion, hvis han da ikke ligefrem var løgner. Selvfølgelig er langt de fleste kristne for høflige - eller for bange - til at sige den slags højt.

Også muslimerne er tilbageholdende med at udtrykke deres troslogik over for kristne. De omtaler sjældent Jesus uden ærbødigt at tilføje "fred være med ham". Men læser man Koranen, er der ikke noget at tage fejl af: "De, som siger, at Barmhjertighedens Herre har avlet en søn, prædiker en uhyrlig løgn, som måtte kunne få himlene til at flænges, jorden til at revne og forvandle bjergene til støv."

Med andre ord: Trods al respekt, muslimer har eller siger, de har over for Jesus, kan denne ikke stille troende kristne tilfreds. For hvis Jesus ikke var Guds søn, så lå han under for en illusion - eller var en løgner. Og i så fald er også genopstandelsen løgn og kristendommen en fuldkommen vranglære.

Pave Benedikt er bedre skikket end de fleste til at forstå denne pointe, og som de fleste sande intellektuelle utilbøjelig til at fortie centrale stridspunkter. Så når avisledere dydigt tilråder, at "paven burde udvise større situationsfornemmelse over for den følsomme politiske kontekst, hvori bemærkninger om andres tro fremsættes," så misforstår de totalt hans ærinde.

For paven ønsker virkelig at udtrykke den idékamp, der nødvendigvis må foregå mellem religionerne. Og hvad han ikke ønsker, er at begrave dybtgående ideologiske forskelle under velmenende vås. Josef Ratzinger kan kritiseres for sine ytringer, men man kan ikke beskylde ham for uklarhed. Tariq Alis karakteristik af ham - "en rageknivsskarp reaktionær" - er træffende.

Møde med Fallaci

Det må undre, at pavens uimødekommende kommentarer om islam er kommet bag på så mange. Ratzingers synspunkter har længe været velkendte.

I et langt interview offentliggjort i bogen Jordens salt for 10 år siden udtalte han således, at "islam ganske grundlæggende ikke har den adskillelse imellem den politiske og religiøse sfære, som kristendommen havde fra første færd af. Koranen... insisterer på, at hele tilværelsens orden skal være islamisk. Sharia kan forvente at få et så stort råderum, som vores (europæiske, red.) forfatninger kan indrømme den, men det kan aldrig være dens endemål at nøjes med de samme rettigheder som katolikker og protestanter. Dermed vil den ikke kunne opnå den status, der ligger i dens indre natur, og vil følgelig blive fremmedgjort for sig selv. Den er modstander af den moderne samfundsopfattelse. Man må forstå, at islam ikke bare er en trosretning blandt andre, som lader sig indlemme i et pluralistisk samfunds frie livsform."

Disse bemærkninger er en kritik så klar som nogen af det forhold, at sande muslimer hverken kan acceptere den adskillelse af tro og politik eller den frihed under loven, som er den vestlige civilisations adelsmærker. En forfatter, der lyttede til Ratzingers analyse var Oriana Fallaci, Italiens mest berømte journalist, som døde af kræft i sidste uge. I de senere år var hun for længst berygtet for sine voldsomme udfald imod islam, hvor hun. bl. a. sagde:

"Europa er ikke længere Europa, men en provins i islam med mere end 16 mio. muslimske indvandrere. Europa vrimler med mullaher, imamer, moskeer, burkaer og chadorer og huser tusinder af islamiske terrorister, som vores regeringer ikke kan identificere eller kontrollere." Fallaci skrev også: "Jeg føler mig mindre alene, når jeg læser Ratzingers bøger." Følelserne var gengældt. Kort efter at være udnævnt til pave, inviterede Ratzinger Fallaci i en sjælden privat audiens i Castel Gandolfo.

Det er ikke kun islam, som er blevet udsat for Ratzingers retoriske ragekniv. For få år siden forfærdede han dem, der søger en tilnærmelse mellem den anglikanske og den katolske kirke, ved at udtale, at "ugyldigheden af anglikanske præsteordinationer er en definitiv sandhed." Og hvad buddhismen angår, har Ratzinger sagt, at den "lover sand lykke uden konkrete religiøse forpligtelser - som en art åndelig autoerotisme."

Jeg tvivler dog på, at det var Church of England eller buddhisterne, han hentydede til i sin indsættelsesprædiken, da han sagde: "Bed for mig, at jeg ikke må flygte af angst for ulvene."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu