Læsetid: 3 min.

Paven eller Potter

Hvad kirken mener, er altid det rigtige - men derfor behøver man jo ikke rette sig efter det
7. maj 2005

Nede hos tobakshandlersken står kondomerne i spraglede pakker i øjenhøjde ved kassen ved siden af lighterne med Ferarris og fodboldklubben Romas logoer og ved siden af en æske med slikpinde i cellofan. Tobakshandlersken sælger gaveartikler af både verdsligt og kirkeligt præg. En pung med racerkøreren Michael Schumachers autograf printet i noget, der ligner læder, ved siden af et kompas med den polske paves kontrafej i noget, der ligner sølv, og kompasnålens akse plantet i noget, der mest af alt ligner hans hellige nu afdøde øre.

Tobakshandlersken skal sikkert have solgt ud af den polske pave, inden hun får en sending med den nye tyske. Både hun og hendes salg af Harry Potter-kladdehæfter vil nok være uanfægtet af, at pave Ratzinger mener, at den engelske troldmandslærling er en trussel mod kristendommen. Hun sælger også lottokuponer og er det cigaretrygende fikspunkt i en central for bysladder. Ingen af hendes kunder tager anstød af kondomerne mellem lighterne, kladdehæfterne og hans hellighed, på trods af, at det store flertal af dem, kunderne, tilhører den katolske kirkes kernetropper, og på trods af, at de godt kender, og sikkert også anerkender, kirkens holdning til antikonception og Harry Potter.

60 skridt længere henne ad Via Roma, som er hovedgaden i denne middelalderby på 4.500 sjæle 65 kilometer nord for Rom ligger fru Palombis apotek. Hun er en mørk, lav og kompetent farmaceut, hvis håndfaste faglighed til en hvis grad skjuler, at hun er ganske køn, og hvis omsorg for sin teenagesøn kunne antyde, at hun er enlig mor. Hun sælger også deklareret giftfrit plastiklegetøj til småbørn, og hvis en af byens fire læger har ordineret fortrydelsespiller til en kvinde, langer hun varen over disken uden hensyntagen til kirkens appel til apotekere og læger om ikke at gøre det.

Husene i Via Roma er bygget af rå upudset tuf. Egnens undergrund. To paver er født her, men deres minde i nyere tid overskygges af Lazios målmand Peruzzi og den for et par år siden 12-årige popstjerne Alina, hvis vej til finalen i det italienske Melodi Grand Prix, San Remo festivalen, blev vist for fuldt hus på improviseret storskærm i den nedlagte kirke San Nicola, hvis tårnur lige siden nedlæggelsen og forvandling til forsamlingshus har standset viserne på 8.30.

Ikke at en nedlagt kirke forvandlet til verdslige formål og et kirkeur fastfrossent på messetid betyder stilstand eller tilbagegang for den katolske kirke. Tværtimod.

60 skridt længere henne fra apoteket munder den smalle Via Roma ud i Piazza Santa Maria med byens nu eneste kirke til venstre og Bar Paradiso lige overfor til højre. Op mod halvdelen af byens indbyggere går lige så regelmæssigt til messe, som de besøger Bar Paradiso, og Blera, som denne lille by hedder, er på ingen måde atypisk.

Jeg sidder sammen med Simona ved et bord uden for Paradiso og ser folk komme fra messe. Der er mange kvinder og mange gamle, men også helt unge med mærkeligt hår og ringe i kinderne og næsen. Det er dem, der synger karaoke og ryger sig skæve lørdag aften nede på Sax' Pub i den modsatte ende af Via Roma, og som tager en morgenbus for at komme til gymnasiet i Viterbo eller Rom. Der er også den gamle mand, som Simona ikke kunne hjælpe.

Indtil for nylig havde Simona en lille butik i Via Roma, hvor hun solgte homøopatiske dråber, giftfri kosmetik og naturlige midler mod eller for alt muligt.

En dag kom den gamle mand krabbende ind i hendes butik. Kiggede sig bagud for at se, om nogen havde set ham gå ind, og hviskede:

"Jeg har været hos Palombi, men hun kan ikke hjælpe mig, så nu spørger jeg dig: Har du noget, jeg kan give min kone, så hun får lyst, for jeg kan ikke holde ud, at hun ikke har."

Manden var 93 år og sidder stadig på sin trappesten i Via Roma, ofte sammen med konen, og kigger langt efter kvinder i alle aldre.

120 skridt er der mellem kirken og tobakshandlerskens kondomudsalg. Den konkrete afstand mellem tro og noget, der kunne ligne fornægtelse, men som blot er de troendes praktiske eller nødvendige måde at leve på. Uanset, hvad kirken måtte mene om kondomer, abort, fortrydelsespiller og Harry Potter.

Aldrig enten-eller. Altid både-og.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her