Færøerne i april.
Man kan ikke gemme sig nogen steder. Følelsen af fjernhed midt i Atlanterhavet på disse forunderlige eventyrlige øer, denne verden i en ørken af hav, dementeres øjeblikkeligt med fjernbetjeneren. Et passende tryk og synet åbenbares af balkonen med de fine gardiner. Små sorte vimsende mænd i slips ordner og gør ved, og kardinalen i flammende rødt dementerer med mikrofonen stukket skråt op lidenskaben, kærligheden og revolutionens varme farve ved at udråbe kollega Ratzinger til efterfølger for den mere karismatiske sorteste sorte reaktion i Johannes Pauls skrøbelige, nu hedengangne skikkelse.
Her på Hotel Hafnia ret over for 'guvernørpaladset', en stendynge af en bygning med tårn symboliserende danskervældet, og i en ellers stilfærdig by, jubler folkemængden rammet ind i B&O kassen på en drejearm i væggen; ganske som samme folkemængde jubler i kassen i Madrid, Palermo, New York, og som folkemængden jubler i Rom. Alle kan tage del i denne jubel. Jublen er global i den globaliserede landsby eller forstad, eller hvor det nu er, vi bor. Eller i Heinesens gamle by med ryggen mod Streymoys skærmende fjelde og udsigten til Nólsoy.
Det er bare at stille apparatet op, hvor genstanden for hyldesten findes og færdes, så deler vi broderligt hinandens jubel. Den ene dag Rom, den næste Tórshavn, omend omverdenen i sidste fald måtte tage til takke med mere beskedne folkemængder eller et hurtigt slag kædedans. Dette forhold, at alting er til fælles afbenyttelse, og at vi kan låne lidt jubel hist og her, burde give en følelse af samhørighed og gør det for så vidt også. Globaliseringen skal selvfølgelig ydermere ses i moblitetens lys. Dér har man jo (ofte) selv stået på den plads, som man nu genser i næsten samme afstand fra hjemstedet bare nordpå, og hvor de nu står og glor opefter. En pragtfuld februardag bivånedes således Johannes Paul flintre forbi i armslængdes afstand stablet op i fuldt skrud i Pavomobilen. Solen skinnede, og den gamle pave, der allerede for fem-seks år siden ikke så for godt ud, havde solbriller på, hvilket forekom let upassende. En pave må sgu' lige som tage det, som det kommer fra dén kant.
Undskyld, hr. pave
Apropos pissede det ned i spande, da samme pave aflagde Danmark visit, og hans fly landede i Værløse. Statsminister Schlüter tog imod, men først efter at paven havde været obligatorisk nede på alle fire og kysse fladlandets hellige jord. Eller asfalt. Og kysset og kysset, det så snarere ud som om, han drak af Danmark, labbede landet i sig som en tørstende i oasens udkant. For at det ikke skulle være løgn, tabte han kalotten ned i sølet, og bagefter så det grangiveligt ud som om, Schlüter undskyldte vejret. Det kan man jo heller ikke:
"De må meget undskylde, hr. Pave, at Vorherre ikke lader solen skinne på Dem!" Hvilket jo altså så ville have betydet, at paven havde flået et par mørke briller op af lommen, eller hvad det er, paver har at have deres solbriller i. Tilbage til Tórshavn og jublen i Rom.
Fanden forstå begejstringen. "Vi har en pave!" siger kardinal Rød med alle tegn på indre betagelse, godt tugtet op i selvbeherskelsens pedantiske kedsommelighed. Måske er det også fordi han går med kradsuldsundertøj, det er der nemlig noget om, at de gejstlige gør og køber sådan noget i et par særlige butikker i Rom, for at de ikke skal have det for rart.
"Vi har en pave!" siger han på latin. Jubel, jubel! Men det er da ikke helt ligegyldigt, hvilken pave. Det er pudsigt eller tankevækkende eller sørgeligt, som folk begejstres ved at blive begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder: ikke noget med kondomer mod aids, abort, når det går galt eller sex i præstegården og før ægteskabet.
Dér triner så frem på balkonen i den drejelige kasse på væggen i Tórshavn en spraglet klædt mand over sin bedste alder, rent faktisk en pensionist uden behov for kondomer og abort i utide, med udsigt til relativt få år i Sankt Peters stol og klædebon (Jesu højrehånd var nok mere beskeden i antrækket) og løfter begge arme i gejstlig gestus, som kun personer, der ser sig som Guds forlængelse tillader sig. Og så i øvrigt Godfather og Al Capone, der også gjorde sådan med hænderne - i hvert fald på film. Mandens mund præges af, at tænderne vender indefter, hvad man ikke burde lægge noget særligt i, men som erfaringsmæssigt ganske uvidenskabeligt, og fordi man engang og ikke for det gode har kendt et par stykker, hvis mund så sådan ud med tænderne indefter. Ratzinger minder om en særlig ondartet lærer, der også vidste besked om hvad der var rigtigt og forkert. Ligesom statsministeren, der med sin kreative bogføring kloge-åger sig om fortiden. Den eneste trøst er, at folk jubler, fordi det er mere behageligt at juble end det modsatte, og de så i øvrigt går hjem og gør, som de plejer.
Parcelhuselendigheden
Nok om det. Når man slukker med fjernbetjeneren og kører ud på genopdagelse af det færøske land, får man som første gang og hver gang dette naturchok, som kun det enestående giver. Dette lillebitte, kæmpestore land, der fylder som en håndfuld korkpropper i Furesøen, men som i sine fraktaler føles noget nær uendeligt. Man kører og kører og kører og kører jo ofte de samme steder, for større er det ikke, men det er aldrig det samme, fordi lyset skifter uendeligt. Landet tiltrækker det kunstneriske talent af enhver art. Kunsten er ét med land og folk, tanken om en kanon forekommer endnu mere fremmedgørende her. Arkitekturen kommenterer til stadighed landskabet og vandet; de knalder farver på husene, vel sagtens for at markere en vis stadighed i foranderligheden. Som dansker rødmer man af skam over den hjemlige parcelhuselendighed i forhold til den æstetiske kvalitet af generel færøsk huskunst.
Men det er selvfølgelig malerne, der på det visionære felt påkalder sig størst opmærksomhed, alene fordi der er så påfaldende mange billedkunstnere og så opsigtsvækkende mange betydelige. Ikke nok med at de maler til museerne, og kunstmuseet i Tórshavn er i den forstand hele rejsen værd; det helt karakteristiske ved Færøerne er den begrænsede motivverden, der ligesom landet er uendeligt i denne sin begrænsning. Man skal jo ikke have afgrundsdyb indsigt i færøsk kunst for at kende motiverne fra bygden i bunden af fjorden. Gjógv, Kvívík eller Saksun eller, hvad de hedder på det svære sprog, så ligger de dér, hvor dalen bare ikke mere giver ståsted for mennesker, og Atlanten og evigheden begynder.
Meget passende med en lille trækirke som prop i øjensynet. Hertil og ikke længere. Det vil sige: På de beskedne kirkegårde med vindskæve sten og kors mere end antydes, at forsøgene på at forlænge landet med skibsplanker jo til overmål er gjort, men ikke sjældent endt i tragedier.
En særlig bevægende gravsten i Saksun med indridset silhuet af enken med to halvstore børn der anskuer et sejlskib og med gravskriften "Du er savnet" fortæller en endog meget ny historie fra 1995 om ofte ubønhørlige vilkår, som også er Færøernes virkelighed. Her bliver troen alvorlig, til tider alvorstung, ikke helt så jublende, uden at man selvfølgelig ved, hvordan alle 120 færøske katolikker reagerede på kardinal Ratzingers ophøjelse. En anden iagttagelse vedrørende kirkegårdene, som jo støttes i en kold kendsgerning, er, at ældre gravsten er affattet på dansk, eftersom færøsk ganske enkelt ikke opfattedes som sprog og slet ikke skriftsprog. Det danske herrefolk nægtede færingerne deres sprog i skolene op til 1938. Stik den!
Som sagt er disse endestationsmotiver velkendte i færøsk kunst, endestationer i mere end én forstand, endestationen i fjorden er kirken, kirkegården, før det uendelige hav. Mykines beskrev som temaets berømteste forvalter fjordbysmotivet, og dette gentages og gentages, og færingerne nøjes ikke med at gå på museum og se efter, men hænger det op i deres egne stuer; de dækker væggene med udlægninger af deres eget land, fordi det netop er så omskifteligt og derfor ikke til at greje i én omgang.
Den idræt i kunsten er selvfølgelig kendt fra andre steder. Cézannes Mt. St. Victoire for eksempel og Monets evige åkander, men næppe mere påfaldende end her, hvor man ikke mere kan gemme sig for selv paven i Rom.
