Læsetid: 4 min.

Pax Europa

5. juni 1997

"Skaf os kartofler eller vi strejker!". Skibsværftsarbejderne i Helsingør, 5. juni 1947

"Vor politik er ikke rettet mod et land eller en doktrin men mod hunger, fattigdom, desperation og kaos". Udenrigsminister George Marshall, 5. juni 1947

DER VAR HVERKEN tale om Grundlovstaler i Helsingør eller Massachusetts for 50 år siden. I Danmark og resten af Europa, var der tale om nød - i USA var der tale om hjælp til de "nødlidende".
Konsekvensen af Marshalls tale blev, at USA i løbet af de næste fire år overførte 13 milliarder dollar - i nutidsværdi 88 milliarder dollar - til det nødlidende Europa. Winston Churchill kaldte det "Historiens mest u-nederdrægtige handling". Josef Stalin rasede mod "en plan for at skille Østeuropa fra Sovjetunionen" hvorefter han holdt hjælpen væk fra Østeuropa.
Marshalls tale var måske hverken rettet mod et "bestemt land eller en doktrin", men i høj grad mod en ideologi - den kommunistiske. Det var en ideologi, der hverken lå skibsværftsarbejderne i Helsingør fjernt, eller - og langt vigtigere - de franske jernbanearbejdere, der på dette tidspunkt gik i spidsen for en generalstrejke - eller italienske og græske arbejdere.
Derfor konkluderer den britiske historiker David Reynolds i det ansete amerikanske tidsskrift Foreign Affairs, at "Marshall-planen var politisk afgørende, fordi den kunne fremme vækst uden at presse lønningerne ned.... fortsat livremspolitik ville have skabt stigende utilfredshed og have gjort ekstreme synspunkter mere tiltrækkende".
Man er nødt til at holde dette historiske perspektiv klart: Marshallhjælpens fundament var lige så ideologisk, som det var økonomisk. Markedsøkonomien, kapitalismen, følte sig reelt truet af sin kommunistiske rival. Idag er den uden rival, og ingen lande eller økonomiske systemer har samme incitament til at gennemføre en moderne Marshallhjælp.

MARSHALLHJÆLPEN var en enestående handling i verdenshistorien. Aldrig siden har USA eller andre enkeltlande anvendt så store summer på at hjælpe andre lande på fode.
Lige siden har opfordringen lydt til mere af samme slags: Til Latinamerika, til Afrika, til Rusland, til Østeuropa, har forslagene lydt. Det er såmænd ikke længere siden end i sidste uge, at Hollands ministerpræsident Wim Kock overfor Bill Clinton og det meste af Europas politiske ledelse højstemt foreslog, at man hurtigst muligt lavede en Marshallhjælp til Østeuropa. Statslederne klappede og roste Kock - og siden forstummede snakken om en ny Marshallhjælp.
I modsætning til nutidens Østeuropa kunne datidens Europa optage hjælpen.
"Marshallhjælpen lykkedes, fordi Europa havde en lang tradition for foretagsomhed, en grundlæggende forretningssans, et højt uddannelsesniveau, teknologisk viden og ingeniørmæssige kundskaber", skrev Tysklands effektive tidligere kansler Helmut Schmidt her i avisen i lørdags, og han fortsatte: "Hvor disse forudsætninger ikke er til stede, vil ingen Marshallplan hjælpe".
Og så lige én ting til: Når Marshallhjælpen ligner sådan en forrygende snuptags-succes, var det fordi den ikke var nødvendig. Europas økonomi var under opbygning, arbejderne i Helsingør fik deres kartofler. Hjælpen løste ikke økonomiske problemer, men fremskyndede deres løsning. I stedet løste den politiske problemer.

DERFOR KAN INGEN Marshallhjælp hjælpe i Afrika, Rusland eller Østeuropa, hvor man kunne ønske en snuptagsløsning. Men hjælpen ligger alligevel lige for, og vi har længe vidst hvordan vi skulle gøre.
Et udgangspunkt for Marshalls plan var, at USA's handelsoverskud overfor Europa var 8 milliarder dollar - og voksende (nutidsværdi: Cirka 54 milliarder dollar). Derfor gav USA Europa dollar til at købe amerikanske varer for.
Idag har Østeuropa et samlet handelsunderskud med EU på cirka 15 milliarder dollar - og det vokser. Afrika og Rusland er i samme situation. Forleden måtte regeringen i Tjekkiet - det økonomisk stærkeste land i Østeuropa - bremse sin økonomiske vækst, fordi dets handelsunderskud var faretruende højt. Altså: Mindre økonomisk fremgang for de dårligst stillede tjekker.
Som Schmidt skrev: De har andre problemer end dollar, og de kan ikke løses med dollar - eller EU's valuta ECU i dette tilfælde.
Men vi kan holde op med at gøre det svært for disse lande at sælge deres varer til os. Mere end halvdelen af for eksempel Polens eksport til EU vurderes her som "følsom" og bebyrdes med told, for at mindske salget.
Hvad holdes først og fremmest ude af EU? Tekstiler, elektronik og landbrugsvarer. Med andre ord: Varer, som udviklings- og lavtlønslande traditionelt har brugt til økonomisk at hive sig selv op ved hårene. Fjern handelshindringerne for de lande, vi vil hjælpe - dét er hjælp til selvhjælp!
Lyt til, hvad den zimbabweanske økonomiske konsulent John Robertson siger til EU's udviklingsblad The Courir, når det spørger ham om det vigtigste man kan gøre for udviklingslandene: "Hvis man fjerner landbrugsstøtten i EU vil alle udviklingslandene få meget bedre mulighed for at erobre markedsandele".
Mens man glæder sig over, at Marshallhjælpen udstrakte sin Pax Americana til vores del af verden, Vesteuropa, da Den Kolde Krig rasede, er det på tide, at den samme verdensdel lever op til sin forpligtelse til at give hjælpen videre til de, der blev snydt for hjælp dengang. Vi skylder som et mindstemål at give dem muligheden for at sælge os sliddet af deres arbejde til os, uden at lægge dem hindringer i vejen.

pety (Peter Tygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu