Læsetid: 4 min.

Pay-back time

6. marts 1999

Amerikanske statsborgere, der fremover ønsker sig franske håndtasker, tyske kaffemaskiner, italiensk skinke og ost eller uldsweaters fra Skotland, må regne med at skulle have de store dollarsedler op af lommen. I denne uges udbrudte banankrig mellem EU og USA bliver disse sagesløse varegrupper nemlig pålagt en straftold på over 100 procent.
Lad det allerede her blive slået fast: Danmark går ram forbi, fordi vi sammen med Holland sidste år stemte imod EU's nye (let ændrede) version af unionens gamle bananforordning fra 1992, som forsætter med at spænde ben for Chiquitas og Doles markedsadgang til det lukrative europæiske bananmarked (de to stakkels selskaber sidder 'kun' på 80 procent af det!).
Den danske (og hollandske) mønsteradfærd bliver nu belønnet af de elskværdige amerikanere, som undtager danske og hollandske varer til USA fra straffeekspeditionen. Dét er lidt sjovt, fordi vi jo i EU har noget, der hedder det indre marked, som betyder, at grænserne for den interne varehandel er fjernet. Så der skal altså ikke ret meget til at bringe en skotsk sweater til Danmark, hvorfra den flyves til USA...
Hermed videregiver Information et tip til franske producenter af plastikhåndtasker og italienske parmaskinkeeksportører: Send varerne til Danmark og få
syet 'Made in Denmark' på - måske ikke skinken - så i hvert fald taskerne. Så er tolden sparet!

Og så tilbage til sagen: Torsdag trak USA blankt i Geneve og valgte ensidigt at indføre straftold på varer fra EU til en værdi af formodet 500 millioner dollars. EU reagerede prompte, og handelskommissær Sir Leon Brittain truede med europæiske gengældelsesaktioner. Især mod det bestemte stykke amerikansk lovgivning - artikel 301 i USA's handelslov - som USA nu benytter til at indføre de bemeldte handelssanktioner med. EU hævder, at det amerikanske skridt er i strid med de internationale handelsregler. Og USA påstår - overraskende nok - at det ikke er det.
Så lad os lige rekapitulere, hvad det er amerikanerne gør i den retligt set uklare sag:
De siger: Nok indfører vi massiv straftold på EU-produkter uden at have fået lov af WTO. Men indtil videre er det gratis! Amerikanerne understreger, at hvis man har tillid til EU's løfter om, at bananimportreglerne ikke er i strid med de internationale handelsregler, har man intet at frygte. Ikke en cent bliver nemlig kradset ind, før WTO har truffet en endelig afgørelse i sagen - formentlig i næste måned.

Overraskelsen i Geneve har været stor over, at USA ensidigt har valgt at indføre sanktioner overfor EU med risiko for, at der sættes spørgsmålstegn ved hele WTO-systemet: Hvis USA begynder at lave sine egne regler, er faren overhængende for, at andre lande også gør det.
Der er formentlig flere grunde til det amerikanske kommandoraid:
* Den første og mest åbenlyse er et stigende pres fra den amerikanske kongres. Underskuddet på den amerikanske handelsbalance er eksploderet i kølvandet på krisen i Asien. Det har gjort Kongressen meget opmærksom på, i hvilken udstrækning USA vinder eller taber i det regelbaserede WTO-system. USA har allerede tabt flere sager: Sagen om det amerikanske forbud mod miljøfjendtlig benzin fra Venezuela og sagen om forbudet mod rejer fra Indien, Malaysia og Pakistan, fordi der ifølge amerikanerne ryger for mange skildpadder med i svinget, er blot to. Derfor bliver de amerikanske forhandlere nødt til at vise Kongressen, at WTO er en effektiv organisation, der kan fremme amerikanske handelsinteresser. Banansagen er velegnet til det formål. Der er utvivlsomt et element
af pay-back time i den amerikanske banankrigserklæring.
* Så er det givet, at de amerikanske sanktioner indføres som et sværd, der skal skære igennem ikke alene banansagen, men også gordiske hårknuder bundet af EU's jurister i kommende og økonomisk betydningsfulde sager for den amerikanske nation. Det gælder især to: Det endelige showdown i det efterhånden ét årti gamle EU-forbud mod amerikansk oksekød produceret ved brug af væksthormoner. Og en kommende WTO-sag om EU's forbud mod indførsel af genmodificerede fødevarer fra USA. Chancerne for, at oksekødsagen bliver den næste store handelskrig, er store. Der er en endelig deadline i den sag den 13. maj.
* Så må man selvfølgelig ikke glemme, at den indflydelse, der udøves af de to multinationale amerikanske banangiganter Chiquita og Dole, som begge har stimuleret den amerikanske regerings fightervilje i banankrigen. Chiquitas præsident Carl Lindner var storbidragydere til både Republikanernes og Demokraternes valgkamp.

Selv om Sir Leon Brittain er godt 'gal i skrællen' på amerikanerne og truer dem med gengældelse, så kommer der næppe ensidige handelssanktioner mod USA fra EU's side.
EU har bevidst trukket sagen i langdrag, og det har formentlig slidt på amerikanernes nerver og kongressens tålmodighed. Den mest effektive måde at trække sagen yderligere i langdrag, så man kan fastholde beskyttelsen af EU's egne bananproducenter - ja sådanne har både Frankrig, Spanien, Portugal og Grækenland faktisk - er at spille efter reglerne. Og det vil blive gjort. For EU har fundet et smuthul i WTO-reglerne, som fremover kan bruges til at forsinke alle ubehaglige sager under WTO. Hvis man taber en sag, retter man let i sin lovgivning, og gør så krav på, at der nu er en hel ny sag. Som så tager tre år mere. jek

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu