Læsetid: 4 min.

Peberrod og kål

19. marts 2004

DET KGL. TEATER har på et pressemøde lige offentliggjort det første repertoire, som den nye, unge skuespilchef Mikkel Harder Munch-Hansen har besluttet sig for. Som næsten altid, når kulturchefer fremlægger den slags, lyder det enormt godt. Men endnu er det retorik, og selv den mest floromvundne hensigt kan ikke hindre et stykke i at floppe, fordi så mange ting skal gå op i en højere enhed. Lad os derfor ikke her forudse noget som helst, men overlade forskudsdiskonteringen til andre. For med til fremlæggelsen hører også, at den årlige repertoireplan kommenteres af teatermedarbejderne på de få landsdækkende aviser, og hvad mener de så om Munch-Hansens?
Berlingske Tidende har gjort Det Kgl. Teaters sag til sin gennem teaterskribenten Me Lund. Det er ikke fri for, at man fornemmer en vis solidarisk medbekymring på chefens vegne, fordi man plejer at stille »de mest ublu« forventninger til huset. Men – pyha! – allerede nu fremstår Munch-Hansen som »den kontrolleret visionære og smidigt samarbejdende chef.«
I det store hele er hun tilfreds med repertoiret uden dog at gå i detaljer. Hun synes bl.a., det er fint, at man vil lave H.C. Andersen-forestillingen (Peberrods Suppe og fyldt kaalhovede), så »han får, hvad han fortjener«. Men der er for få kvinder... Me Lund er glad for, at chefen vil spille både klassikere og nyt drama, og at der både er noget »for børn, unge og ældre«. Men det mest overbevisender er (og nu kommer det mest overbevisende): »...at Mikkel Harder har defineret skuespillets scener, så de kunstnerisk fremstår med hver sin profil.«
Det betyder, at den klassiske og nyklassiske teaterkunst spilles på Stærekassen, mens den eksperimenterende og debatsøgende spilles i Turbinehallerne, der bor i et anneks et lille stykke vej fra den gamle bygning.

I JYLLANDS-POSTEN fortæller Henrik Lyding om de nye forestillinger uden at være alt for meget for eller imod. Med mindre man da kan læse den implicitte kritik i hans udsagn om, at vi får en håndfuld klassikere – to gange Schiller, men ingen Shakespeare, Holberg, Molière eller Strindberg. En enkelt urpremiere på dansk dramatik, mens »alt det vilde og eksperimenterende klogt er blevet anbragt i Turbinehallerne«. Og om dette skriver han, at: »Sådan kan Mikkel Harder Munch-Hansens første sæsonudspil som skuespilchef vel kort karakteriseres.«
I overskriften taler han dog om, at det er »solid kost«, der serveres og tænker vel bl.a. på peberrodssuppen og kålene.

AL ÆRE og respekt og alle ret for profilering af de forskellige scener, men har det ikke et langt stykke ad vejen været sådan i forvejen? (Ikke helt, bevares, for den hidtidige chef gennem otte år, Klaus Hoffmeyer, tillod sig nogle Stære-skæverter). Til Det Kgl. teaters ikke-gængere skal for en ordens skyld lige forklares, at den fine, gamle scene med kukkassen og plydset og svanerne i loftet hovedsageligt bruges til opera og ballet. Den nyere scene, der kaldes Stærekassen, er således skuespillets hovedscene, mens de tidligere Turbine-haller er blevet brugt til alt det, man ikke har villet spille i Stærekassen. Hovedsageligt det mere moderne. Og man skulle da også være naiv, om man ville spille smalt teater i et af de store rum. Det vil den nye chef så da heller ikke, men det er vel lidt nøjsomt at profilere sig på... profiler.
I Politiken roser Monna Dithmer teaterchefen for at ville »gå i clinch med samfundet« og for »et sprælsk, vidtrækkende repertoire«. Hun savner dog noget, der kan løfte teatret op i internationalt format (ublu?). Og der er få kvinder blandt kunstnerne...
Ekstra Bladet opholder sig ved, at der er dyresex på Det Kgl. Teater, men hov... det er lige nu, man har haft premiere på et stykke, hvor to kvinder har mødt en bjørn og en elg gennem en kontaktannonce. Altså noget, fra den forrige chefs repertoire.

SELVFØLGELIG kan man håbe på mere dyresex på fremtidens kgl. teater (Turbinehallerne!!!). Man kan håbe på så meget forskelligt efter, hvem man er. Det Kgl. Teater, der i øvrigt har haft en af sine bedre sæsoner, har opnået politikernes tilslutning til et nyt skuespilhus, hvor de skal præstere langt højere belægning end nu – med mindre da beslutningen omgøres i 11. time, som det er sket før, hvilket intet tyder på.
Det har (alt for) længe levet på sin status som nationalteater, og – bare et godt råd – bør forberede sig på, at et fremtidigt publikum vil have nul-tolerance over for det at krumme tæer og kede sig i teatret, som mange – hånden på hjertet – har gjort i det gammeldags teater fra for kun 10-15 år siden. Om det så har været aldrig så velanmeldt, for anmelderne er ofte et helt andet sted end publikum. Den overdrevne respekt vil forsvinde. Man vil forlange mere stærk peberrod og tobak end slasket kål. Det er oppe mod et Betty Nansen-teater, der scorer internationalt, et Aveny-T og et gasbeholder-teater, der gør sig voldsomt tidsvarende og afstår fra klassikere samt et lille Kaleidoskop, der har kunstneriske sejre udi det smalle samt diverse musicals. Men pøj-pøj da!

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu