Læsetid: 4 min.

Pendlerne på museum

4. september 2001

Statens Museum har været ude med sin måske mest massive reklamekampagne nogensinde. Det vil være klart for ihvertfald hele den østsjællandske pendler-befolkning, at Danmarks kendteste method actor Kim Bodnia har stillet op for at lokke et nyt publikum til det normalt uelskede museum. Som det fremgår af Oliver Stillings reportage på side syv i dagens avis, lykkedes det fuldt ud. Der er i sig selv ikke noget odiøst i at anvende et reklamebudget på de vilkår, reklamen nu engang fungerer under. Kim Bodnia-effekten vil naturligt være større, end hvis man satte en af museets inspektører op som mega-plakat på S-togsstationer og i HT-busser. Problemet er blot, at der måske i den danske museumsstatistik kan anes en negativ effekt af at inddrage billedkunsten og kulturhistorien i begivenhedskulturen. I sidste ende kunne kunsthistorikeren måske gøre mere for at fastholde de potentielle museumsgæster.
Museerne bedømmes af politikerne på deres besøgstal, på kvantiteten. Der findes ingen kvalitetskriterier, der kan måle den enkelte museumbrugers udbytte af en eftermiddag tilbragt med at se på håndtegninger i Den Kongelige Kobberstiksamling eller et besøg med børnehaven på Rosenborg. Til gengæld er der noget, der tyder på, at reklamebrølene og de store særudstillinger (som snart er en saga blot i Danmark, hvor midlerne er for små) ikke i længden skaber et publikum, der på længere sigt integrerer museerne i deres dagligdag. I de sidste to år, der bød på et ganske jævnt udstillingsniveau, uden de blockbusters, der tiltrækker museumsgængere fra nær og fjern og uden spektakulære nyåbninger af permanente samlinger er besøgstallet for hele området gået et par procent tilbage, hvert år.
Det kunne være et tegn på, at museerne ikke evner at fastholde det klientel, man har lokket ind til firmaskovture eller bryllupsreceptioner, til modeshows eller celebrity-åbninger. Så kan prinsesse Alexandra åbne nok så mange udstillinger, den daglige museumshverdag er ikke nogen succes-historie. Samtidig med, at store museer som Statens Museum og Arken med deres velspækkede pr-budgetter har midler til at reklamere bastant, skævvrides konkurrencen i den danske museumsverden, hvor reklamepenge for de fleste er en by i Rusland. Politikernes forventninger om stigende besøgstal er blot de samme, også til de fattige museer uden bus- og togpenge.
Spørgsmålet er, om der findes mindre højrøstede og mere varige måder at fange og især at fastholde et publikum på. En debat, der tilsyneladende er helt død i den danske museumsverden er spørgsmålet, om det er rimeligt at skatteyderne skal betale to gange til museerne. Skal det absolut være en begivenhed, hver gang man går på Kunstindustrimuseet eller på Sønderborg Slot, eller kunne man forestille sig, at det blev en vane? Når man har set familier vende om i døren til et stort kunstmuseum på grund af entre-udgiften, har man lyst til at henvise til den indædte kamp, der er ført af de store engelske museer for at lade dørene stå vidt åbne. Direktøren for National Gallery i London har været den mest ihærdige forkæmper for, at det eneste rimelige, over for de mennesker, der har skænket deres kunstværker til nationen og over for det publikum, der vil se kulturarven er, at der er gratis adgang.
Sådanne kampe vindes aldrig: Kulturpolitikerne vil til stadighed forsøge at få afgifter lirket ind ad bagdøren. Men i Danmark ser man altså med sindsro på, at museumsbesøg skal være glamourøse eller smarte møder med de kendte – ikke med dem, der har brugt et liv på at formidle kunst. Det ville måske gavne det jævne, virksomme museumsliv med gratis adgang end at bære sovs og kartofler igennem samlingerne for en udvalgt skare, der blot næste gang søger til et nyt venue, som det hedder. Fra Statens Museum til Diamanten til Det Kongelige Teater går jagten på spisestederne for firmaudflugten – og hvad det reelt koster skatteyderne ties der om.
I den anden ende af spektret er det blevet stadig mere besværligt for skolerne at få skemaet til at give plads til at tage på opdagelse i billedkunsten eller i historien. De stakkels museumsledere må opgive deres forsøg på at nå det egentlige museumspotentiale, børnene – selvom de har deres politikeres kolde ånde i nakken, med krav om mere undervisning både til små og store skoleelever. Det er højst ærgerligt, for museerne står gratis til rådighed for skoleklasser og man har investeret i en skare højtuddannede museumspædagoger, der netop har lært formidling til disse målgrupper, som er museernes eneste reelle fremtid. For nu ikke at rette smed for bager og hænge det nationale kunstmuseum ud for at handle, som ånden i Kulturministeriet byder: Dette er også en del af virkeligheden på Statens Museum for Kunst, der gør en determineret indsats for de yngste aldersklasser.

cc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her