27. august 2005

Hvis der er noget i samfundet, der ligner et politisk oprør, er det en lillebitte, ulmende utilfredshed hos pæne borgere, der måske nok har deres på det tørre, men alligevel godt kan se, at det er nogle andre, der scorer kassen. Husejere kan nok lånefinansiere forbrug, de kan få en ret stor gevinst, hvis de sælger deres hus. Men nogle af pengene, i mange tilfælde de fleste, skal de jo bruge til at etablere sig i et nyt hus. De klarer sig nok, det er ikke det. Men det er forbandet, at der hele tiden er nogen, der skal have deres andel af kagen, når såvel hushandelen som den øvrige privatøkonomi skal gøres op. Vi taler om mellemmanden. Han er der altid med sine små, grådige poter. Man skal ikke tage fejl af navnet, mellemmanden kan sagtens være en tjekket kvinde på 28 eller lidt mere, i fiks spadseredragt, svung over frisuren og diskret, men effektiv makeup.

Mellemmanden er f.eks. ejendomsmægleren. Det er ham, ikke husejeren, der kører rundt i Københavns natteliv i en åben sportsvogn og lever fedt og godt af salærer. Det er revisoren, der også lever fedt og godt, nemlig af den omstændighed, at skattelovgivningen er så indviklet, at selv folk med relativt almindelige indkomster ikke kan finde ud af den. Og derfor må hyre professionel hjælp. Vi ved det godt: Hvis færdselsloven var ligeså indviklet som f.eks. skattelovene, ville trafikken være en blodig massakre hver eneste dag. Egentlig burde vi vel have et retskrav - netop et retskrav - på at al lovgivning, under ét, bør være så enkel, at normalt begavede mennesker kan forstå den. Ikke mindst når ukendskab til loven jo ikke fritager for straf, hvis man overtræder den.

Det ville ramme mellemmanden hårdt, hvis man indførte sådan et forståelighedskrav, men der er jo egentlig ikke nogen, der kan lide mellemmanden. Er der? Nej, det er der ikke. Han tjener penge på os. Alt for mange penge.

Man kan drømme om at gøre en opfindelse. En stor og betydningsfuld opfindelse. At tage patent på den. Den slags drømme er tvivlsomme. Der findes succeshistorier om opfindere, der virkelig har heldet med sig. Men i al almindelighed er det en ualmindelig dum drøm. Det er dumt at satse liv og arbejdskraft på at være det, man kalder primærproducent. I filmbranchen fortæller folk, at det hverken er instruktørerne eller producenterne, der tjener de rigtig store penge. Selvfølgelig slet ikke forfatteren eller skuespillerne. Nej, det er distributørerne. Mellemmændene, altså. På samme måde er det ham, der køber patenter, der tjener penge, ikke den nørd, der har udtænkt den opfindelse, patentet dækker.

Og sådan er det hele vejen igennem. Det er mellemmanden, det handler om. Bliv mellemmand, unge mand og unge kvinde, opgiv enhver plan om at producere maskiner til menneskehedens bedste eller kunstværker til deres ophøjelse. Bliv mellemmand. Der vil altid være idioter, der ikke forstår det, der vil altid blive produceret. Derfor vil det altid være den bedste investering i fremtiden at blive mellemmand. Noget tilsvarende gør sig gældende i politik. Her drejer det sig bestemt heller ikke om at tænke store tanker, der i den branche kaldes "visioner". Gud fader, nej!

Det drejer sig om at være mellemmanden, ham - eller hende - der administrerer den magt, der er bestemt af, og nu om dage hele meningen med, vores folkestyre. Hvis man skulle være borgerligt-liberal, kan det være nødvendigt at føre socialdemokratisk politik for at få magten. Så gør man det. Hvis man er socialdemokrat og gerne vil vriste magten ud af hænderne på Anders Fogh Rasmussen, så kan man jo bare gøre det. Og det kan det for resten meget vel ende med, men hvad så?

Det handler om penge. Politik er penge, kultur er penge, uddannelse er penge. Penge er penge. Og det går jo godt, det er ikke gået så godt i mange, mange år. Det eneste, man kan beklage sig lidt over, er mellemmanden, som sagt. Her ulmer det trods alt en smule: Skal de salærer virkelig være så store? Det er her, der er en lille kim til lidt politisk liv, et lille oprør. Men er det umagen værd? Det går jo godt, som sagt.

De venstreorienterede findes ikke mere. De er væk, helt væk. De har ikke længere nogen magt. De siger selv, at de aldrig har haft det, det har de nok heller ikke, sådan i virkeligheden. Men de har haft taleret - og den benyttede de sig skamløst af. De inficerede hele samfundet med deres sludder. Men nu er de væk. Dem kan vi ikke blive ved med at skælde ud på.

For øjeblikket står den mest på forudsigelser. Ikke af mulige fremtidige begivenheder af politisk karakter, men af fremtidens budgetter. I 1965 - for 40 år siden - var der ikke mange, der kunne forudsige nutiden, men nutidens politikere tør godt binde an med en prognose for fremtidens udgifter til efterløn. 40 år frem i tiden. Det er altid godt at få den slags afklaret i god tid. Om 40 år vil der kun findes budgetmæssige problemer at tage sig af, det ved politikerne alt om. Derfor er der ingen grund til at ofre opmærksomhed på andre spørgsmål, såkaldte mærkesager, økologi og lort. Det interesser os ikke. Det handler om penge.

Der er ganske vist et enkelt uroligt element tilbage. Eller uroligt og uroligt, indtil videre mærker man ikke noget videre til det. Men noget, der kan udarte til uro. Nemlig ungdommen. De 30-40-årige behøver man ikke frygte, de har altid opført sig ordentligt. De har deres Webergrill og deres kreative fritidsinteresser, deres åndsliv i form af begavede danske og udenlandske tv-film om skilsmisseproblemer og den slags. Det værste, der kan overgå dem, er at deres vinguide bliver væk eller at kogeøen pludselig ikke vil mere. De er flinke og begavede mennesker, de gør ikke engang skade på sig selv, så dem er der virkelig ingen grund til at være bange for.

Men der er nogle, der er endnu yngre. Dem ved vi ikke så meget om. Og det nager unægtelig. Hvad kan de finde på? Siger pensionsopsparing dem noget? Ved de overhovedet, hvor vigtigt det er at lægge til side til alderdommen? Gør de sig tanker om investering i fast ejendom? Er de sure, fordi de kun har råd til at bo i lejelejligheder, der efterhånden ikke er der mere? Gider de godt bo i provinsen, fordi fremtidens København vil være alt, alt for dyr for deres pengepung? Kender de alle de gode, danske sange? Ved de hvem Sanne Salomonsen er? Kan de nynne med på Anne Linnets greatest hits? Får de nogensinde læst Hanne Vibeke Holsts bøger? Har de overhovedet et forhold til danskheden? Er de ligeglade? Nu flirter de vel ikke med socialismen?

Det er skrækkeligt. Vi kan ikke vide det. Vi ved ingenting om dem. De går i skole, de bor hjemme på deres værelser i vores højt belånte huse. Eller på vilde kollegier. De er mutte, de gider ikke høre på os. Vi burde gøre noget. Præsentere dem for vores værdier og tvinge dem til at indse, at de bør blive voksne så hurtigt som muligt. Nul fjumreår, se at gøre den uddannelse færdig! Det handler ikke om pubertetsagtige drømme om en bedre verden. Det handler om penge. Men måske er vi alligevel i gode hænder. For er det ikke lige præcis det regeringen gør?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her