Læsetid: 3 min.

Pengene fosser ud af statskassen

25. juli 2005

Op gennem 90'erne hoppede en lille ubarberet, køllesvingende, pelsklædt stenaldertype rundt i Politikens spalter og råbte op om, at "pengene fosser ud af statskassen." Tegneren Roald Als genistreg fangede den kommunikationsstrategi, der går ud på at gentage korte politiske budskaber så uendeligt mange gange, at de til sidst genkendes som selvindlysende sandheder - og gør en mand til statsminister.

I dag kunne samme satiriske tegner passende anbringe en lidt mere sagtmodig udgave af 90'ernes køllesvinger på en bredtsmilende, statsmandsklædt Anders Foghs skulder - advarende hviskende ham sagnet om hybris i øret. De nyeste tal fra Danmarks Statistik tyder på, at pengene fosser langt hastigere ud af statskassen end regeringen har forudsat i sin økonomiske politik.

Ifølge det nyeste reviderede nationalregnskab var væksten i det offentlige forbrug i 2004 to procent. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men det er mere end seks gange højere end de 0,3 procent som regeringen oprindeligt regnede med, at væksten kunne holdes på.

Tallene kan ændre sig, der er tale om en prognose, men tendensen er klar og i strid med regeringens erklærede økonomiske målsætninger.

Det er ikke nyt, at udgifterne løber løbsk for den forhenværende køllesvinger. Cheføkonom Mads Lundby fra den borgerlige tænketank CEPOS har beregnet, at regeringen i perioden 2002-2004 overskred sin egen målsætning om en vækst på 0,9 med cirka 50 procent, dvs. mellem seks og syv milliarder. "For de penge kunne man næsten fjerne mellemskatten," understregede han i flere medier.

I kombination med stigende beskæftigelse og hurtig gældsafvikling er en meget afdæmpet vækst i det offentlige forbrug et helt centralt element i regeringens 2010-plan, der stiler mod langsigtet balance mellem det offentliges udgifter og indtægter. Samtidig er den lave forbrugsvækst en vigtig forudsætning for, at der er et såkaldt 'økonomiske råderum' til de skattelettelser, som blev gennemført sidste år.

Dette råderum har hele tiden været svært at få øje på - hvilket velfunderede kritikere af regeringens politik, herunder de økonomiske vismænd, allerede påpegede, da regeringen annoncerede de pågældende skattelettelser - og med de reviderede nationalregnskabstal begynder råderummet at ligne et rent fata morgana.

Det offentlige forbrug omfatter hovedsageligt lønudgifter og varekøb (men ikke overførselsindkomster). Tallene er ikke detaljerede nok til at afsløre hvilke dele af det offentlige forbrug, der har sprængt rammerne - men en hel del tyder på, at miséren fortsætter, fordi kommunalreformen med stor sandsynlighed vil bidrage til yderligere øget vækst i det offentlige forbrug.

Godt nok er det udtrykkeligt slået fast i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at reformen, der træder i kraft januar 2007, skal være udgiftsneutral. Godt nok har finansminister Thor Pedersen udsendt flere beroligende meldinger om, at ommøbleringen af den offentlige sektor, hvor landets 274 kommuner og 14 amter slås sammen til cirka 100 kommuner og fem regioner, ikke vil komme til at koste skatteborgerne penge.

Den påstand er det imidlertid svært at finde sagligt grundlag for. At dømme efter den gamle kommunalreform er der grund til at være på vagt - aldrig før eller siden er de offentlige udgifter steget så hurtigt som omkring 1970. Finland har tilsvarende erfaringer med en række kommunale sammenlægninger i 80'erne og 90'erne. Det viste sig, at udgifterne i disse kommuner steg hastigere end i kommuner, der bevarede grænserne.

Præcis denne mekanik har professorer med forstand på offentlig økonomi, så som Kjeld Møller Pedersen og Jens Blom-Hansen tillige med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, gentagne gange og højlydt advaret mod.

Mekanikken kan passende kaldes 'højeste fællesnævner'. I dag er der ret stor forskel på tilbud, serviceniveau - og skatteprocent - i landets kommuner. I hver eneste af de nye storkommuner vil politikerne komme under stærkt pres for at den højeste servicenorm sætter sig igennem. Reformens mening er jo, at borgerne skal få bedre forhold og bedre service. Derfor bliver det sin sag for politikerne at forklare vælgerne, at normeringen i børnehaver fremover bliver ringere og vuggestuebørnenes mad stryges af budgettet - fordi sådan var serviceniveauet i den 'dårligste' af de sammenlagte kommuner.

Med højeste fællesnævner for de mest udgiftstunge kommunale opgaver - børnepasning, folkeskoler og ældreomsorg - så stiger de offentlige udgifter.

At lade pengene fosse ud af statskassen på denne vis kan være en overordentlig fornuftig måde at bruge samfundets værditilvækst - men man behøver ikke at være økonom for at se, at den politik ikke hænger sammen med regeringens skattestop og skattelettelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu