Læsetid: 3 min.

Hvor skal pengene komme fra?

8. april 2005

HVORDAN KAN MAN tale om et internationalt samfund, om globalt fællesskab og om forpligtelser til at halvere den globale fattigdom og sult, uddanne alle, bekæmpe aids og malaria, vaccinere de fattige og skabe udvikling for alle, hvis ikke man vil tale om, hvor de ekstra penge skal komme fra?
Svaret er, at det kan man heller ikke. Ikke desto mindre gør man det. Derfor er det i sig selv et bemærkelsesværdigt fremskridt, at ’alternative kilder til finansiering af udvikling’ nu er et seriøst samtaleemne blandt EU’s finansministre.
I dag skal Folketingets Europa-udvalg sige sin mening om 100 procents gældslettelse til verdens fattigste lande, om en international skat på handel med værdipapirer m.m., om en international skat på flybrændstof, om internationale skatter på CO2 og våbensalg og om en international fond, der deler flere penge ud til udviklingsformål, end den får ind i form af bistandsmidler fra de rige lande.
De fleste af disse forslag blev af magthaverne betragtet som idealistiske drømmerier indtil for få år siden. Sandt at sige er forslagene stadigvæk ret luftige. Men nu er de dog kommet så vidt, at finansminister Thor Pedersen må folde ørerne ud og lytte til Europa-udvalgets mening om dem, før han tirsdag fremfører Danmarks holdning til EU’s andre finansministre.

KRAVET OM langt større eftergivelse af fattige landes gæld er fremført i mange år af udviklingsøkonomer og –aktivister og af bevægelsen Jubilee 2000. Nu står det højt på den britiske finansminister Gordon Browns dagsorden.
Kravet om en såkaldt Tobin-skat på internationale finanstransaktioner har i mange år været en mærkesag for den globaliseringskritiske bevægelse Attac. Nu fremføres det med stor patos af den franske præsident Jacques Chirac.
Chiracs veltalenhed placerer ham verbalt som en førende statschef, når det gælder brandtaler om det globale miljø og klima. Sammen med Tobin-skatten har han også taget forslaget om en international skat på flytrafik til sig. Han lancerede begge dele med brask og bram i sit budskab til Global Economic Forum i Davos i vinter.
I EU-sammenhæng har Frankrig og Tyskland i januar i år fremsat forslaget i fællesskab, fremgår det af Europa-udvalgets dagsorden i dag.
Ideen om en international udviklingsfond er britisk. Den går ud på at optage store lån til udviklingsformål og betale renter og afdrag med midler, donorlandene har sat af til bistand.
HVERT AF forslagene har sine svagheder: En international lånefond løber tør på et tidspunkt, hvis den giver flere penge ud, end der kommer ind. Den kan betragtes som en afledningsmanøvre fra kravet om at bruge mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten på bistand. Kun fem lande lever op til dette løfte. På den anden side kunne fonden kick-starte nødvendige programmer. Det er almindeligt anerkendt, også af EU-Kommissionen, at der mangler mindst 50 milliarder ekstra dollar om året for at nå de mål i år 2015, som alle lande har tilsluttet sig.
Tobinskattens svaghed er, at dens formål med lethed kan saboteres, hvis blot en lille håndfuld lande nægter at spille med, eftersom de internationale finanstransaktioner kan flyttes til disse lande på et splitsekund.
Der er mere substans i en afgift på brændstof til fly (og skibe). Den kunne dæmpe stigningstakten, som skader miljø og klima, og fjerne forvridningen af konkurrencen mellem national og international, jordbunden og luftbåren trafik. I Danmark går miljøminister Connie Hedegaard ind for forslaget – mens skatteminister Kristian Jensen tværtimod arbejder for at ophæve den danske passagerafgift på flybilletter. Internationalt møder ideen stærk modstand, både fra USA og de øvrige luftfartsnationer uden for Europa.

MODVILJEN er altså stærk. Netop derfor vil det være pinligt, hvis Danmark viser vrangvilje og sætter endnu en bid af respekten for vores velfærdstænkning og donorvilje over styr. Regeringen foreslår i sit notat til Europa-udvalget, at Danmark tilbagelænet skal sige, at de andre lande da bare kan sætte deres bistand i vejret.
Jovist. Men det ene udelukker ikke det andet.
Vi har en statsminister, der taler sig varm om bevarelsen af den sociale sammenhængskraft på globaliseringens betingelser. Og en opposition, der synes, han gør for lidt ved det.
Vi har en verden, hvor den økonomiske vækst sidste år var 3,8 procent, drevet af stærkt stigende investeringer på tværs af grænserne, men præget af endnu større uddybning af kløfterne mellem dem, der har gavn af den økonomiske fremgang, og dem, der forbigås. For ikke at nævne dem, der fik forøget deres overforbrug.
Det vil klæde alle Europa-udvalgets medlemmer, hvis de på dette punkt enes om at tale endnu mere varmt end statsministeren. Til fordel for små, men perspektivrige skridt, der kan være med til at modvirke opløsningen af den sociale sammenhængskraft på verdensplan.

es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her