Læsetid: 3 min.

Pengenes forfatning

21. oktober 1998

AT AFTALE globale spilleregler for kapitalen er et slagsmål af de store. Gårsdagen runde fandt sted i Paris. Til sent i går aftes var der krisemøde i eksklusivklubben for klodens 29 rigeste nationer, OECD. Den formelle anledning var, at "udveksle synspunkter om
de sidste seks måneders høringer af det civile samfund" om den såkaldte MAI-aftale (Multilateral Agreement on Investment).
Reelt stod den franske regerings udmeldelse af forhandlingerne højt på mødedagsordenen: I sidste uge meddelte Jospin-regeringen, at Frankrig nu trækker sig ud af OECD-forhandlingerne. Det skete efter trusler fra de to regeringspartnere, De Grønne og Kommunistpartiet, om at gøre sagen til et kabinetspørgsmål for koalitionsregeringen.
WTO's generaldirektør, Renato Ruggiero, har kaldt en MAI-aftale for "en forfatning for en fælles global økonomi". Forhandlingernes formål er at fastlægge fælles spilleregler verden over for private investeringer - et mål især USA og EU har presset på for at nå. Baggrunden er, at især værdien af direkte investeringer fra en beskeden skare af selskaber med hovedkontor i en beskeden række af nationer, er eksploderet de sidste 15 år fra under et tusind milliarder US dollar i 1982 til 3.200 milliarder US dollar i 1996.
USA, EU og Japan er hjemsted for 87 af de 100 største selskaber, som kontrollerer 88 procent af investeringerne. De største investorer kender vi: Shell, Ford og General Electric. De stærkt ekspanderende investeringer foregår i dag i en jungle af 1.330 tosidige investeringsaftaler mellem 162 forskellige nationer - tal, der ligesom investeringerne er stærkt voksende.

I DETTE lys er der næppe tvivl om, at ikke alene de rige lande, men også u-landene - under visse forudsætninger - kan drage fordel af en eller anden multilateral investeringsaftale. Især de fattigste lande, som i forvejen ikke modtager ret mange investeringer, vil ofte gå meget vidt for at lempe (miljømæssige og sociale) krav til de udenlandske private investeringer, som de har hårdt brug for. Men de har ikke brug for de investeringer, der bryder med centrale miljømæssige, udviklingsmæssige eller sociale hensyn.
Den fornødne regulering kan kun sikres ved en fælles multilateral investeringsaftale. Men ikke ved den, der ligger på tegnebrættet i OECD. Årsagen er først og fremmest, at u-landene ikke har haft lejlighed til at præge aftaledokumentet.

DEN FRANSKE beslutning kan let vise sig at være dødbringende for OECD's forhandlinger om MAI. Især fordi den kommer i slipstrømmen på en byge af forbehold fra USA. Godt 400 sider med forbehold overfor MAI har Washington bidraget med indtil nu. Det sidste er væsentligt, fordi netop USA fra begyndelsen har været drivkraften bag tanken om, at netop OECD skulle være rammen om en international investeringsaftale. Ved WTO's ministerkonference i Singapore i 1996 forsøgte EU forgæves at få placeret aftalen i WTO-regi. Det lykkedes ikke, især fordi en alliance af USA på den ene side og en række u-lande på den anden side, spændte ben for EU-forslaget: U-landene afviste det, fordi de ikke kunne håndtere nye internationale forpligtelser under WTO - de har rigeligt travlt med at få gennemført de gamle. Mens 'alliancepartneren' USA afviste det, fordi USA ønskede at parkere u-landene uden for forhandlingsdøren. Det gjorde amerikanerne effektivt ved at sikre, at aftalen først skulle forhandles på plads i OECD regi - altså uden u-landsdeltagelse. Men med mulighed for at disse - efterfølgende og frivilligt! - kunne tilslutte sig aftalen. Den strategi er nu afgået ved
døden. Måske.

FOR SPØRGSMÅLET er, om MAI faktisk har opbrugt sine ni liv? Aftalen er blevet erklæret død mange gange tidligere, men er hver gang dukket op igen som trold af en æske. Kilder tæt på forhandlingerne oplyser overfor Information, at MAI aftalen i OECD-regi næppe dør nu - men måske senere. En sandsynlig udgang på disse døgns krise er, at man forlænger høringsperioden med yderligere et halvt år. For at vinde tid. Og at man i øvrigt fastholder de forhandlingsresultater, man hidtil har opnået. Resultater som ingen
i OECD-kredsen - ikke engang Frankrig - ønsker at kassere. Men at konsekvensen derefter bliver, at MAI-dokumentet holder flyttedag fra OECD i Paris til WTO
i Geneve.
Det sidste vil sikre udviklingslandenes indflydelse på en eventuel kommende investeringsaftale. Men det vil på nogle områder gøre forhandlingerne om miljømæssige og sociale hensyn i aftalen vanskeligere. For u-landene er traditionelt set bekymrede for, om krav om miljømæssig og social beskyttelse på protektionistisk vis kan bruges mod dem af de rigere lande. At lave forfatninger for et uretfærdigt økonomisk system er ingen enkel opgave.jek

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu