Læsetid: 2 min.

Pennevenner på dødsgangen

Habil, men altmodisch thriller af Bille August
24. juni 2005

Et paradoks ved filmfortællingen som fænomen er, at vi alle ved, den er en konstruktion - men at den ikke må opleves som en konstruktion. Det er filmskabernes og publikums tavse overenskomst: Kunsten består i at tilsløre konstruktionen og få os til at tro på historien og karakterernes følelser. Bortset naturligvis fra de tilfælde, hvor filmskaberen vender paradokset og gør konstrueretheden til en pointe i sig selv.

Bille Augusts nye thriller, Return to Sender, er konstrueret efter alle de klassiske regler, som han også tidligere har vist, at han kan jonglere professionelt med. Karakterernes motiver til at handle, som de gør, bliver forklaret; de spor, som lægges ud, bliver fulgt op; hver scene peger fremad mod den næste scene. Det hele er pænt hægtet sammen som en række hønseringe i afstemte farvenuancer, nøje tilrettelagt af de to James Bond-manusforfattere Neal Purvis og Robert Wade.

Tydelig konstruktion

Alligevel træder konstruktionen frem som ribbenene på en gammel hest. Filmen hjemsøges - særlig mod slutningen - af urimeligheder i plottet, samtidig med at hentydninger og spor er så tydeligt placerede i scenerne, at jeg i højere grad sad med følelsen af at løse en kryds og tværs end af at opleve en gribende fortælling.

Omdrejningspunktet er ellers noget så sindsoprivende som et barnemord - og en fængslet barnemorderske Charlotte (Connie Nielsen), der skal henrettes. Men er hun virkelig skyldig? Vi får indblik i tingene fra den tidligere advokat Frank Nitzches (Aidan Quinn) synsvinkel. Han har gang i et lusket foretagende, hvor han skriver med dødsdømte fanger og - uden deres vidende - sælger deres breve til journalister for store beløb. Men så møder han Charlotte. For første gang bliver han følelsesmæssigt involveret i en sag, og hans instinkter siger ham, at der er ugler i mosen.

Det er en traditionel thriller med et lidt altmodisch præg, Bille August har skruet sammen. Den er solid, også på det visuelle plan, hvor fotografen Dirk Brüel giver os pæne, velkomponerede billeder.

Connie fejler

Men castingen rammer skævt. Som hun sidder der, solbrune Connie Nielsen med søde smilehuller, ligner hun ikke en, der har været i fængsel i månedsvis og skal henrettes om få dage. Hun spiller aldeles udmærket - men hendes præstation modarbejdes af den særlige gyldne aura, der er om hende, og som var en styrke i f.eks. Gladiator. Langt mere overbevisende virker Aidan Quinn i sin rolle som lurvet kyniker.

Der kan ikke skrives eller filmes for mange indlæg imod dødsstraf. Men i sammenligning med en film som Dead Man Walking blegner Return to Sender. Selv om August søger at rette fokus mod det psykologiske drama i fortællingen, kommer han aldrig i dybden, og filmen efterlader en smag af habil fredag-aften-krimi i tv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

nå ja - og så er der lige alle beretningerne om de kvinder, der falder for diverse psykopater som Bjarne Lundin og skriver til dem.
For nogle år siden bragte DR eller TV2 en udsendelse om en kvinde , der skrev med en dødsdømt fange i USA. Hun blev så grusomt snydt.