Læsetid: 2 min.

Pensionstab

Det bemærkelsesværdige er – som Bernstein også påpeger – at man netop skulle tro, at konkurrencen hurtigt ville minimere omkostningerne ved at kaste selskaberne ud i en benhård kappestrid om, hvem der har de laveste udgifter. Især når det drejer sig om et simpelt standardiseret produkt som penge, burde indtjeningen ifølge den økonomiske teori gå mod nul. Men sådan er det ikke gået. Tvært-imod eksisterer konkurrencen på prisen stort set ikke
28. oktober 2006

"Det er en interessant observation, da konkurrence jo netop burde øge effektiviteten og presse omkostningsniveauet nedad."

Nationalbankdirektør Nils Bernstein

FOR EN ALMINDELIG LØNMODTAGER kan det koste flere hundredtusinder kroner at placere pensionsopsparingen i det forkerte selskab. Ikke så meget fordi nogen er bedre til at investere pengene end andre. Men fordi de administrative omkostninger, som pensionsselskaberne tager sig betalt for, er vidt forskellige. Eksempelvis ville man kunne spare masser af penge, hvis det var muligt at placere sin opsparing i ATP, som har ekstremt lave omkostninger, fordi der er så mange opsparere, og fordi ATP-indbetalingerne er obligatoriske. Det minimerer udgifterne til individuel administration. Næstbilligst er pensionskasserne, som administrerer de overenskomstbestemte arbejdsmarkedspensioner. Og dyrest er de kommercielle pensionsselskaber, som oftest hører sammen med pengeinstitutterne. Det fik nationalbankdirektør Nils Bernstein til torsdag på en konference at advare mod de dyre pensioner med høje administrationsudgifter. Med renter og renters rente bliver gebyrer og bidrag let til rigtig mange penge, som ellers kunne være brugt til at forsøde tilværelsen i alderdommen.

DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE ER - som Bernstein også påpeger - at man netop skulle tro, at konkurrencen hurtigt ville minimere omkostningerne ved at kaste selskaberne ud i en benhård kappestrid om, hvem der har de laveste udgifter. Især når det drejer sig om et simpelt standardiseret produkt som penge, burde indtjeningen ifølge den økonomiske teori gå mod nul. Men sådan er det ikke gået. Tvært-imod eksisterer konkurrencen på prisen stort set ikke. Selv om den nuværende regering især i sin første periode gjorde meget for at slippe pensionsmarkedet frit og etablere frit valg på en række områder og stække de kollektive ordninger, så står det sløjt til med konkurrencen. Det skyldes både, at de kommercielle pensionsselskaber ikke har nogen interesse i at konkurrere, og at den gennemsigtighed, som er en forudsætning for det, ikke er til stede.

CHEFØKONOM I DANICA PENSION Jens Christian Nielsen siger sarkastisk til Børsen, at omkostningerne i bilbranchen givetvis også ville være lavere, "hvis vi alle kørte rundt i en Trabant, som i det gamle Østtyskland." Det har han sikkert ret i, men kan man sammenligne friheden til at vælge bil med friheden til at vælge pensionsopsparing? Banker og pensionsselskaber mener, at de for de høje administrationsomkostninger leverer en række avancerede produkter, hvor man kan vælge, hvor og hvordan ens penge skal investeres, hvordan de udbetales og så videre. De obligatoriske kollektive ordninger ligner derimod noget fra Sovjet-tiden. Men det store spørgsmål er, hvor meget pensionsopsparerne er villige til at betale for dette frie valg? Det er i hvert fald dyrt at skrotte Trabanten på pensionsmarkedet, og spørgsmålet er, om man mærker så stor forskel ved at køre i en af Danicas Jaguar-modeller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her