Læsetid: 6 min.

Per Fly og den enkelte

I tv-serien 'Forestillinger' vi får illustreret den enkeltes motiver, og derved opstår en verden uden skurke. Kronikøren, der er gymnasie-elev, var begejstret for serien, men synes ikke, Informations anmeldelse gik nok i dybden. Her giver hun sit eget bud på en fortolkning
28. april 2007

Jeg var noget skuffet over Kristen Bjørnkjærs temmelig overfladiske og useriøse anmeldelse af Per Flys Forestillinger (mandag den 23. april). Meget synes at være en genfortælling med lette perspektiverende henvisninger til Tove Ditlevsen og The Beatles, der forhåbentlig ikke har patent på henholdsvis 'vagtsomme øjne' eller en ung piges flyven fra den mere eller mindre problematiske rede. Påstanden om Woody Allens skyld i karakterernes tragedie er formentlig ment som en vittighed, men for mig at se en lidt uinteressant en af slagsen, da serien netop illustrerer vores individuelle ansvar for de valg, vi foretager. Kristen Bjørnkjær overgiver da også videre analyse til filmstuderende, sådan en er jeg ikke, og alligevel mener jeg at kunne udtrykke en lidt mere dybdeborende tolkning, om ikke andet anmeldelse, af det, som jeg - enig med Bjørnkjær - vil udnævne til et lille mesterværk. Jeg synes ganske enkelt, den fortjener mere hos det segment, der må formodes at have flest potentielle seere af tv som dette.

Universets centrum

Med sine subjektive forestillinger om sandheden er Forestillinger netop objektiv i sit portræt af individets selvopfattelse. Den stærke pointe om, at vi alle betragter vores egen tilstand som universets centrum og derfor forbigår væsentlige hændelser og fakta i vore næres liv, bliver fastslået igen og igen, som serien skrider frem. Ligeledes bliver seeren narret, for hver gang, vi tror, vi har mødt den virkelige tragedie blandt de seks skæbner, møder vi endnu en. Serien spiller på ideen om, at vi tror på den historie, vi får serveret i detaljer først. Vi har svært ved at forestille os, at sandheden kunne være en anden end den, vi netop er blevet præsenteret for i al sin smerte.

Således bevæger temaerne i afsnit 1 og 2 sig fra den pludselige, overvældende, desperate forelskelse hos Jakob, der oplever at blive uforklarligt svigtet, løjet for og ydmyget, til den dybe beundrende kærlighed fra Tanja til Marko, der udelukker nogen som helst omtanke for en ny bejler som Jakob.

I afsnit 3, hos Markos teenagedatter Katrin, fremstår Jakob og Tanjas kærligheds-dilemmaer langt mere umodne og pubertære end den 17-årige Katrins smertelige bulimi, som barn af to absolut forvirrede forældre. Hendes egne udlægninger af sit liv hos Per Flys interviewer er så tykke løgne, at de kun kan vække omsorg, eksempelvis da hun redegør for sin manglende seksuelle erfaring med et "Jeg har ikke rigtig haft lyst til det" - når det samtidig er så tydeligt, at hendes kontakt med jævnaldrende drenge er ikke-tilstedeværende, sikkert også på grund af et aldrig afsluttet Ødipus-kompleks.

Hos Eva møder vi pludselig dødsangsten i al sin gru og en stærk længsel efter at vende tilbage til sit livs største kærlighed, Marko, der også må siges at være stærkt erotisk motiveret. Hos Eva dukker et renæssanceinspireret García Lorca-tema op, netop forbindelsen mellem døden og sexdriften.

I Jens' afsnit går det pludselig op for os, at de personer, vi nu har lært at kende, selvfølgelig også bevæger sig i en politisk virkelighed. Jens' konflikt står imellem det professionelle og det private: Skal han, af kærlighed til Marko, blive ved at stå tilbage? Det urimelige synes at være, at betingelsen for Markos kærlighed netop er at stå tilbage.

Hos Marko samles alle seriens temaer: Kærligheden, forældrerollen, døden, venskabet og faget - Marko er ikke i stand til at adskille nogle af faktorerne fra hinanden, og da de konstant optræder i glidende overgange mellem hinanden, bidrager de kun til hans sindsforstyrrelser.

Marko - en forkvaklet sjæl

Per Fly har benyttet en interviewform til at uddybe sine personer yderligere. Få af personerne udtrykker gennemgående med ord det, de synes at udstråle, men også det portrætterer dem stærkt: Deres fortrængninger og forsvarsmekanismer er en stor del af dem.

Det er netop, fordi Marko er seriens hovedperson, at den synes så tragisk i sin tone: Marko er en forkvaklet sjæl, der nærmer sig det psykopatiske i sin selviscenesættelse: Sin forestilling om sig selv - både den på teatret og den i hans eget hoved. Markos manglende kontakt til sine medmennesker ses tydeligt i ambulancen med den bevidstløse Eva, da hans to ondsindede muser i Evas og Tanjas skikkelser dukker op og fortæller ham, at de "synes, der manglede lidt drama" - Marko tolker alle hændelser i sit liv som noget, der er skabt for hans skyld. Ligeledes beskriver han produktionen af Venus og Adonis som en milepæl i sit liv: Katrin, Tanja og Eva er samlet på teatret, stykket er hans ideelle manuskript om kærligheden. I virkeligheden må de seks ugers arbejde siges at være en milepæl for alle de seks karakterer, der hver især oplever sindsoprivende omvæltninger, som ingen af dem nogensinde vil glemme.

Eva beskriver Marko som en "kannibal, der æder mennesker op" - og her når vi netop til hans sjæls kerne: Han må opsluge andre mennesker for at overleve, for at modtage sin nødvendige næring: Det er Tanja, Jens, Katrin og Eva, han lever af. Selv Jakob, en perifær person i Markos liv, bliver opslugt af Markos system og princip om at "bruge sin smerte i kunsten" og forlader da også forestillingen som mærket, ydmyget totalt ved sin afsluttende monolog, der illustrerer hans egen følelse på kornet, men er skrevet af den, hans elskede hurtigt forlader ham til fordel for: Marko.

Ud af al sin menneskelige føde beholder Marko da også kun sin datter, der med sin grænseløse beundring fortsætter med at se ham, selv om hun er flyttet sammen med sin syge mor.

Shakespeares tilstedeværelse tilfører serien en litteraturhistorisk tyngde: Den spiller på Shakespeares kaos og paradokser, på renæssancens spæde optakt til post-modernismens totale værdisammenbrud. Fortællingen om Venus og Adonis er således også fortællingen om de seks personers vigtigste konflikter: Døden og kærligheden. Marko erkender, at han er Adonis, der ikke tør elske, og at han i en vis forstand 'dør', som Adonis gør fysisk i stykket, i sit følelsesliv. På den måde forenes døden og kærligheden også i Marko.

Første sandhed

En aktuel parallel til tv-serien er Pablo Llambías' nyeste roman De Elskendes Bjerg. Også her tages subjektive, modsat-rettede fortællerstemmer i brug for at afdække 'sandheden'. Llambías anslår sin fortælling hos en døende midaldrende kvinde, der afslører for sin voksne datter, vores første fortæller, at hun ikke er datter af tandlægen Jannik, men derimod en smuk spanier, som hendes mor mødte på en charterferie, forelskede sig dybt i, men måtte opgive. Fortællingen bliver bogen igennem gengivet af moderens veninde, der var med på ferien, og den spanske Gerardo, som moderen skulle have været så forelsket i. Både veninden og Gerardos historie afviger dog en smule fra moderens, og læseren venter på en overensstemmelse mellem de tre fortællere. Sent i romanen afsløres det dog pludselig, at der ingen overensstemmelse er, og at læseren er spundet ind i den første forestilling om sandhed. Igen ses det, at vi godtager den første forklaring, som lyder plausibel, og derefter har svært ved at anerkende andre mulige sandheder.

Det subjektive

I De Elskendes Bjerg såvel som Forestillinger ligger en politisk indignation begravet i historien, der ellers forekommer stærkt emotionel og psykologisk i sine portrætter. Llambías afslutter med en opsang mod 24-års reglen og Per Fly med en protest mod kommercialiseringen af kulturen, der synes at være svært adskillelig fra den nuværende regering og i særdeleshed vores kulturminister. Fly er dog en langt mere subtil politisk kommentator; hvor Llambías lader sin kvindelige hovedperson fortælle hjerteskærende om sin kærlighed til en illegalt bosat marokkaner, som aldrig vil kunne få opholdstilladelse i Danmark, og direkte nævner 24-års reglen og Dansk Folkeparti, ses karakterernes indignation over Jens' indirekte 'salg' af Sortedamsteatret stærkest i Markos korte bemærkning i seriens postscript om sine nye manuskripter som politisk motiverede.

Den subjektive fremstillings indtog i litteraturen sker primært via post-modernismen, som middel til at afskaffe den absolutte sandhed. Dog introducerer dette redskab en ny sandhed: Vigtigheden af kommunikation og forståelse. Forskellige fremstillinger af og forestillinger om den samme situation skaber nye perspektiver, som vi ikke synes at kunne være foruden, når vi først har fået dem.

Forestillinger er netop et portræt - og ikke en kritik - af individualismen. Det er et overlevelsesinstinkt for mennesket at sætte sig selv først, selvom dette ofte medfører svigt. Idet vi får illustreret den enkeltes motiver, opstår en verden uden skurke (måske lige bortset fra Det Kgl. Teaters bestyrelse - de er tydeligvis virkelig onde). Vi kan vælge karakterer, som vi har mere sympati for end andre, men vi forstår dem alle.

Lea Løppenthin er elev på Københavns Åbne Gymnasium

Kronikken mandag:

Verdensbankens virkelige skandale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her